Hvor blev det kødben af?
Vi har for ganske nyligt indgået en aftale om en ny overenskomst, og vi har fået en ny arbejdstidsaftale, der afløser den forhadte Lov 409.
Alligevel er der ikke blevet festet og fejret. Hvordan kan det være?
Jeg vil gerne byde ind med min egne personlige – og måske lige lovligt fantasifulde - forklaring på dette mysterium:
En lærer er trofast. Trofast overfor Grundtvigs principper. Og trofast overfor den overbevisning, at bare vi kan få vores forudsætninger indfriet, så kan vi flytte bjerge med vores undervisning. Vi kan gøre underværker – som de fleste i samfundet i øvrigt aldrig får øje på eller påskønner. Men det gør ikke noget, for vi er trofaste overfor vores hellige gerning: Vores kald.
Vi vil gerne lægge krop til rigtig, rigtig meget, før vi giver op.
I året 2012 havde Trofast det skønt. Trofast gnavede på et lækkert kødben ud i haven. Et kødben, han havde haft og været glad for i rigtig mange år. Men så kom Trofasts ejer i 2013 og tog kødbenet væk. Trofast måtte ikke engang kom ind i huset igen!
Det kom som et kæmpe chok for Trofast. Det kunne simpelthen ikke passe! Kunne de da ikke forstå, hvor vigtigt det kødben var? Og hvordan vi ville kunne opnå vores fremragende resultater uden dette kødben?
Vi gøede, og vi hylede, men ingen forbipasserende kunne forstå, hvorfor vi skabte os sådan.
Men vi er jo trofaste. Og vi klarede det ene mirakel efter det andet – selv uden vores kødben – i FEM år! Så mange år skulle der gå, før vi igen kunne fornemme, at et nyt kødben måske var inden for rækkevidde.
Så vi begyndte at gø og hyle igen i 2018, og denne gang var der andre, der gøede med. Og der kom en, der hed Per, som også var trofast, tænkte vi. Så vi ventede to år mere. Men der kom ikke det kødben, vi havde sat næsen op efter.
I marts 2021 sad vi og kiggede op på spisebordet, og vores ejer kiggede ned til os og sagde, at hvis vi lige kunne lade være med at savle i fem sekunder og så give først venstre pote og dernæst højre pote, kunne vi få lov at smage det, der var tilbage af hans T-bone-steak.
Nu var det ikke det kødben, vi engang havde haft og nydt, men det mindede om det. Og da vi savnede det kødben så meget, slugte vi vores stolthed – og lidt savl – og vi gav begge poter og takkede ”ja” til det, vi kunne få.
Vi er jo trofaste.
Dette indlæg er udtryk for skribentens egen holdning.
Debatindlæg og kronikker kan sendes til blad@uddannelsesforbundet.dk
Læs mere om, hvordan du sender debatindlæg eller kronikker her
