Få tjek på

Hjemme­arbejde kan være et tveægget sværd

Under nødunder­visningen kan det virke, som om grænsen mellem arbejde og fritid udviskes. Uddannelses­bladet har derfor samlet nogle råd til, hvordan du undgår konflikter mellem dit arbejdsliv og dit privatliv, når dit eget hjem også er din arbejdsplads.

Hvad gør hjemmearbejdet ved vores mentale sundhed? Svaret er, at det blandt andet afhænger af, hvem du er, og hvornår det foregår. Samtidig kan de samme faktorer være både gode og dårlige.

På den ene side får man mulighed for en bedre balance mellem arbejde og fritid. Transporttiden er fjernet, og du kan selv planlægge. Dermed har du – i nogle tilfælde – mulighed for at have klare rammer for dit arbejde.

Omvendt kan hjemmearbejdet opleves som grænseløst. Det kan være ensomt, og der er stor risiko for at opleve rollekonflikter mellem arbejde og privatliv. Det er selvfølgelig også din arbejdsgivers ansvar, at du trives med at arbejde derhjemme, men der er også ting, du selv kan være med til at gøre for at komme igennem nedlukningen.

En vigtig pointe er, at vi ikke bare kan overføre vores oplevelser med hjemmearbejde under coronakrisen til mere normale tilstande uden en verdensomspændende pandemi. Påvirker det dig hårdt psykisk lige nu, kan du derfor overveje, om det reelt er hjemmearbejdet eller noget andet, der er hårdt. Mange er påvirkede af usikkerheden, som corona-epidemien har ført med sig.

Tre gode råd til hjemmearbejde

  1. Brug hinanden digitalt:
    Der er bøvl på alle arbejdspladser, men når vi ser hinanden i en normal hverdag, er det typisk bare lidt småirriterende baggrundsstøj, fordi det negative bliver fortyndet af andre mere positive oplevelser. Den lidt for sure bemærkning bliver forklaret ved kaffemaskinen, hvor vi reparerer på relationen og får ryddet misforståelser af vejen. Det kan vi ikke på sammen måde, når vi arbejder hjemme. Det gælder også den uformel sparring om undervisning, der er gået mindre godt. Sker det på arbejdspladsen, er det netop uformelt, men skal man aftale et telefonmøde eller et møde på Teams, kan det føles, som om det lille problem er vokset. Derfor lader mange være med at efterspørge den sparring. Løsningen er at skabe en kultur, hvor det er legitimt og helt almindeligt at kontakte hinanden digitalt for at sparre om stort og småt.
  2. Adskil arbejde og privatliv: 
    Find nogle grænsemarkører, der hjælper dig med at adskille arbejde og privatliv. Det kan være at tage arbejdstøj på hver morgen og skifte til fritidstøj. Du kan også cykle en tur hver morgen og eftermiddag for at markere opstart og afslutning af arbejdsdagen. Hvis du ikke er så heldig at have et særligt arbejdsværelse, så find nogle ritualer, der markerer, at nu er du på arbejde. Husk at holde frokostpause væk fra computeren.
  3. Bevæg dig: 
    Nogle gange giver hjemmearbejdet fleksibilitet, så du kan komme ud i naturen og bevæge dig – også i løbet af dagen, hvis du har en pause. Det kan være en fordel for både det fysiske og psykiske velvære.

Kilde: 

Malene Friis Andersen, erhvervspsykolog og forsker hos Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, hvor hun forsker i netop hjemmearbejde under coronakrisen.

Få flere gode råd

Coronatrivsel.dk kan du læse flere gode råd om arbejde hjemme. Du kan også få flere resultater fra forskningsprojektet Mental Sundhed og Arbejdsfællesskaber under coronakrisen.

Dato
Foto
Helene Hjoth