Her kommer FGU-elever op på hesten igen
FGU døjer med stort fravær og frafald. Og selv om denne uddannelse netop skulle kunne rumme elever med alle slags udfordringer, har nogle så store problemer i perioder, at de har brug for et helle for at hænge ved. Det kan være elever, der har angst eller skærer i sig selv. Det kan også være elever, der har svært ved at følge med, er havnet på den forkerte linje eller ved at give op.
FGU-lærer Titti Wesseltoft blev i 2019 virksomhedsoverdraget til FGU-afdelingen i Herning. Hun kom med en meget mangeartet underviserbaggrund og bragte blandt andet vigtige erfaringer med sig fra stillingen på ”lillebroren” til FGU – den Kombinerede Ungdomsuddannelse, KUU.
Her havde hun både haft samtaler, vejledning og undervisning af de unge. Og dét, at én fast og tryg kerneperson havde en god relation til eleven, gjorde forskellen, mener hun. På FGU er fagene derimod delt op, og eleverne møder flere forskellige lærere. Selv kørte hun matematik for mange hold. På et tidspunkt havde hun 120 forskellige elever i løbet af en uge:
- Jeg fes frem og tilbage. Og hvis en elev fortalte, at han havde en dårlig dag, fordi han ikke havde sovet om natten, vidste jeg overhovedet ikke, hvad hans baggrund var. Om han boede alene eller med sin familie.
- Jeg oplevede, at vi tabte nogle elever på det. De forsvandt i en skole, som de havde været bange for altid, og som nu bare kørte videre i samme spor. Eleverne kendte os ikke, siger hun.
Derfor tog Titti Wesseltoft fat i sin ledelse og sagde, at de blev nødt til at gøre noget for de elever, der blev væk i ”det her”. Blandt andet elever, der ikke kunne rumme de store hold eller det faglige niveau.
Om Titti
- Titti Wesseltoft, FGU Herning, er uddannet i religionshistorie og designteknologi, har undervist på Brande højskole og i fængsel, været UU-vejleder.
- Ansat på produktionsskole i Herning i 2015, hvor hun arbejdede med den Kombinerede Ungdomsuddannelse.
- Blev virksomhedsoverdraget til FGU i 2019.
Hvad blev løsningen?
- Jeg fik lov at skrue et tilbud sammen, som jeg mente, det burde være. Og det blev Rytterstuen, der åbnede august 2021. Her er jeg fysisk, fra eleverne møder ind om morgenen, til de går hjem igen. Eleverne ved, at jeg altid er her, og det gør dem trygge. De kan til enhver tid komme her, hvis det bliver for svært, siger Titti Wesseltoft.
Så på FGU i Herning kan elever, der skal op på hesten igen, sadle om i deres uddannelsesvalg på skolen, eller tage tøjlerne tilbage i deres liv derfor nu gå ned i kælderen under FGU-afdelingen til Rytterstuen. Her står Titti Wesseltoft til rådighed for dem, der trænger til særlig støtte, intensiv undervisning, omsorg – eller en tænkepause. Hun har med sin brede baggrund erfaring med stort set alle områder. Og det gavner i gennemsnit 15 elever om ugen.
- Jeg har lige haft en pige, der er koblet på PGU-værkstedet, men gerne ville prøve AGU. Og hun fik lov at snuse til det og vidste hele tiden, at bordet ikke fangede, mens hun var ved mig. Det betød, at det var lettere for hende at være i, siger Titti Wesseltoft og fortæller, at pigen havde et fravær, der lå ”på den forkerte side af 30 procent”, da hun startede i Rytterstuen, men nu er på AGU og endda på fuld tid.
- Hun har angst, og hvis det er svært for hende en morgen at komme afsted, ved hun, at jeg er der. Det har en daglig effekt, at jeg ringer til hende og siger: ”Vi ses lige om lidt, ikke?”. Den aftale har vi stadig.
Kan det ikke være svært at få eleverne tilbage på ”stamholdet”?
- Vi gør meget for ikke at holde unødigt fast på de unge. Og det bliver sat op som en præmis fra start af: På sigt skal vi arbejde den eller den vej. Jeg har selvfølgelig nogle af dem, der har det allerværst, når de går her. Men flere af dem kommer i gang og på fuld tid igen. Og jeg har nogle, som får styr på fremmødet, mens andre måske får styr på, at de ikke skal gå i skole lige nu, siger hun:
- Vi har et godt samarbejde med Ungeenheden om, hvad vi så gør. De har bevist på Rytterstuen, at de godt kan lære, blive bedre og møde op. Det er bare ikke lige nu, de magter at gå i skole. Og så skal der være et andet tilbud til dem.
Hvorfor er Rytterstuen en god løsning?
- Jeg har ikke statistik på, hvad det betyder for frafaldet. Men jeg mener, at tilbuddet er det rigtige at gøre i forhold til den ro, det giver på hele fronten. Det giver ro for den elev, der kommer herned, ro for de andre elever, som bliver tilbage på holdet og ro for linjelederne. Han eller hun har måske skullet bruge 90 procent af energien på fem procent af eleverne, men nu bliver dem, der fylder, taget ud af ligningen i den ”autoriserede” FGU-undervisning, siger Titti Wesseltoft.
Hvad skal du være opmærksom på, hvis du bliver inspireret?
- Den største udfordring er at finde en, der har en faglig bred viden og kan dække de mange fag og samtidig har den personlige profil, der gør, at man både er underviser, mentor og støttekontaktperson.
- Man er også nødt til at kunne rumme en sekund til sekund-planlægning, når man ikke altid ved, hvem der er her den dag.
- Og så er sådan et sted meget personafhængigt. Det gør det til en stor udfordring i forhold til vikardækning, hvis jeg er syg, for vedkommende skal kunne tage alt og alle.