På ungdomsskolen UCS10 har man uddelegeret ledelsesretten.
Inspiration

Her har lederen uddelegeret faglige beslutninger til alle lærerne

På UCS10 i Skanderborg har lærerne inden for visse rammer fået større ansvar og ret til at bestemme, hvor ledelsen tidligere har bestemt. På 13 områder træffer to til fire lærere beslutninger for hele skolen. Det har betydet færre møder og mere tid til at arbejde med fagligheden.

Ansvaret for den pædagogiske udvikling ligger hos én cirkel af lærere. Ansvaret for elevernes videre færd står en anden cirkel for. En tredje gruppe lærere tager beslutningerne om årets fællestur i telte.

Siden november 2021 har lærerne på UCS10, der 10. klassecenteret i Skanderborg Kommune, organiseret sig på en ny måde i forhold til ansvarsfordelingen af det pædagogiske og didaktiske arbejde med de mere end 300 elever. Der er dannet 13 såkaldte cirkler, som hver består af to til fire lærere. De lærere har – indenfor nogle overordnede rammer – ansvaret for at planlægge og træffe beslutninger indenfor det felt, som de er ansvarlige for.

Den retning, cirklen udstikker, gælder for hele skolen. Det har flere fordele. En af dem er, at de enkelte lærere ikke skal sidde til så mange fællesmøder, hvor de ikke nødvendigvis går op i alle emner.

- Det giver os mulighed for at arbejde med det, vi brænder for, siger Janni H. Juul, der er med i cirklerne ”Events” og ”Karrierekanonen”. 

Det er vigtigt, at skolen har en overordnet retning og strategi.
Anders Jepsen
Leder af UCS10

Lederen vil have lærere til at vælge

Inspirationen til den anderledes struktur fik skolens leder, Anders Jepsen, da han hørte oplægget ”90 procent ledelsesløs organisation”. Han vurderede, at der var lavthængende frugter på UCS10.

- Meget af det passede til skolen og den måde, jeg gerne vil lede på. Det handler om, hvordan vi kan få så mange som muligt med til at træffe beslutningerne, uden at vi skal bruge al vores tid på møder. Det kræver, at det ikke er konsensusbeslutninger,” siger lederen.

Anders Jepsen har regnet ud, at lærerne tidligere brugte cirka 2,5 timer om ugen på møder, hvor alle var til stede. Det kan blive omkring 80 timer på et år på møder, som nogle gange var gode, men langt fra altid førte nogle steder hen, fortæller han. 

Hjørneflag om retten til beslutninger

Den nye struktur krævede forarbejde. Det foregik blandt andet, da ledelse og lærere i november 2021 brugte to hele dage sammen med en konsulent. Man skulle finde ud af, hvilke cirkler der skulle dannes, hvem der skulle med i dem, og hvad de helt præcist skulle bestemme og ikke bestemme.

Fra begyndelse har det stået klart, at selvom lærerne bestemmer indholdet i de 13 cirkler, er der stadig ledelse på skolen. Først og fremmest er der sat såkaldte hjørneflag ned. De markerer den ramme, lærerne i hver cirkel træffer beslutninger indenfor.

- Det er vigtigt, at skolen har en overordnet retning og strategi. Den indebærer blandt andet, at vi ikke siger nej til nye elever, selvom skolen er vokset meget, og at vi holder fast i vores skemastruktur, fortæller Anders Jepsen og giver et eksempel på, hvad en cirkel kan bestemme og ikke bestemme.

- Man kan ikke sige, at kollegerne skal ændre deres arbejdstidsorganisering, men er man med i cirklen, der står for skituren, kan man godt sige, at alle skal være aktive på turen fra klokken 10 til 16. 

På UCS10 arbejder lærerne i cirkler, når de skal lede og fordele.
På UCS10 arbejder lærerne i cirkler, når de skal tage beslutninger inden for de 13 områder, hvor de har ledelsesretten. Foto: Jens Hasse

Må æde andres beslutning

Planen var egentlig, at strukturen i begyndelsen bare skulle prøves af i det små, men begejstringen var stor, så lærerne kastede sig ud i det stort set fra begyndelsen. Hurtigt fandt de ud af, at hver enkelt lærer maksimalt kan være med i to cirkler, ellers bliver det for svært at få møderne i kalenderen. I forhold til indholdet er lærerne efter et år ved at have vænnet sig til, at de på nogle områder træffer beslutninger, som kollegerne skal rette sig efter, og at de selv skal rette sig efter kollegernes beslutninger.

- Vi kan altid give input til de andre cirkler, men vi må nogle gange æde, at beslutningen ikke bliver den, vi selv ville have truffet, fortæller lærer og tillidsrepræsentant Mette Danielsen, som er med i henholdsvis Personaleplejecirklen og Studieturscirklen.

Det oplevede underviserne for nylig på en tur med overnatning i telte. Vejret var dårligt, og det var vådt, så om morgenen var det fristende for lærerne at være søde ved eleverne og lade dem ligge et par timer ekstra i soveposerne.

- Tidligere ville vi måske lige have vejret stemningen, og så ville konklusionen måske have været, at eleverne skulle blive liggende. Men det kunne vi ikke, for det var besluttet, at de skulle op på et bestemt tidspunkt, fortæller Anders Jepsen og uddyber, hvorfor det gav god mening at jage eleverne ud i regnen.

- I cirklen havde lærerne forholdt sig til, hvad de ville med turen. De havde spurgt sig selv, om det skulle handle om, at eleverne skulle have det godt, eller at de skulle udfordres lidt. De ville udfordre dem, så de havde vurderet, at eleverne kunne holde til at være våde. De kunne godt klare sig udenfor, når de havde udsigt til at komme ind i en tør bus klokken 14, siger han.

Dato
Af
Foto
Jens Hasse