Tæt på

Her er plads til alle – også fejltrin

Amanda My Madsen, Daniele Berardino og Jette Wedele Nelson er enige: Det giver livsglæde og mening at være lærer på Idrætskolen for voksne med udviklingshandicap. Uddannelsesbladet har besøgt skolen, som er den eneste af sin slags herhjemme – ja, måske i verden.

Dagens morgensamling på Idrætsskolen for voksne med udviklingshandicap bliver rundet af med guitar og fællessang.

”Lad dem lege i livstræets krone. Lad dem føle at livet er stort,” lyder det i varierende tonelejer rundt om bordene, hvor lærere og elever netop har talt om dagens emne ’biodiversitet’. Nu er det ved at være tid til at få fløjtet dagens aktiviteter i gang.

Det er onsdag og tid til grundtræning. Ugens andre fire dage byder året igennem på skiftende undervisningsforløb i mindre teams, men skemaet denne ugedag er fast og genkendeligt for skolens 48 elever, der alle er voksne med et udviklingshandicap. 

Eleverne finder vej til kunststofbanen bag Grøndal MultiCenter, hvor en soundbox spiller plænen op. Det danske sommervejr viser sig fra sin utilregnelige side denne junidag, men under danseopvarmningen er det næsten som om, at selv vejret bliver smittet af de glade rytmer. En flok truende mørke skyer glider længere væk og efterlader plads til solen. 

Med varme i kroppen står den efterfølgende på intervaller og stafetløb. Nogle elever går, andre lunter, mens enkelte har sat det helt hurtige ben foran. Også lærerne er med. Spredt i flokken og klar med en arm om skulderen, en hånd eller et opmuntrende “du kan godt”, når der er brug for det.

Lærer og elev løber med hinanden i hånden
Idrætsskolens lærere er altid med i aktiviteterne og klar med en hånd, hvis der er brug for det. Foto: Sara Galbiati

– Vi er altid med. Fordi vi skal være ligeværdige, siger Jette Wedele Nelson. 

– Hvis der er en, der har en svær dag, kan det være, at man prøver at tale ind i, hvad det handler om, og derigennem får hjulpet eleven tilbage i undervisningen. For andre er det den fysiske berøring, der virker. At man lige rækker en hånd ud for at hjælpe dem tilbage i aktiviteten.

Elevernes motivation er dog sjældent noget, lærerne skal grave dybt efter.

– De er bare med. Der kan være personlige grunde til, at nogle ikke deltager. Men det er altid meget få. Jeg tror, vores begejstring for at lave idræt smitter af på dem.

Jette Wedele Nelson under opvarmningen
Jette Wedele Nelson har været ansat på Idrætsskolen i mere end 30 år. Her er hun fanget under dagens opvarmning. Foto: Sara Galbiati
Vi bruger idrætten som redskab til at nå elevernes forskellige mål. Og det er dét, jeg synes, er så fantastisk.
Jette Wedele Nelson
Lærer på Idrætsskolen

Idræt som læringsredskab

Jette Wedele Nelson har været ansat siden skolens start i 1994 og har været med i, hvad hun beskriver som ”en helt fantas­tisk udvikling af skolen”. I dag er den vokset til dobbelt størrelse og flyttet til Grøndal MultiCenter, hvor udbuddet er noget nær perfekt, når man er et undervisningstilbud med idræt og bevægelse som omdrejningspunkt.

Idrætsskolen er den eneste af sin art i Danmark – ja, faktisk i hele verden, mener lærer Jette Wedele Nelson.

– Mig bekendt er der ikke andre som os. Og det forstår vi jo ikke. Vi bruger idrætten som redskab til at nå elevernes forskellige mål. Og det er dét, jeg synes, er så fantastisk. Vi arbejder med mod, selvtillid, samarbejde og tillid, ved at eleverne bruger deres krop.

Amanda My Jensen, lærer og tillidsrepræsentant på Idrætsskolen, supplerer: 

– Når eleverne starter her, er de ofte unge og kommer fra STU-tilbud. Mange bor hjemme hos mor og far og skal måske til at flytte hjemmefra. Så det kan være noget med at gå fra at være en ung dreng eller pige til at blive lidt mere voksen og mere selvstændig og selvhjulpen.

– Vi har også en del gengangere hvert år. Så vi opererer med mange forskellige udviklinger. Også fordi elevernes kognitive niveau varierer, fortæller hun og forklarer videre, at de gør meget ud af, at eleverne møder et voksenpædagogisk miljø på skolen.

elever fra Idrætsskolen i løb

Sidste grundtræning

På det grønne underlag får eleverne virkelig brugt kroppen denne formiddag. Opdelt i hold skal de nu igennem forskellige baner med øvelser: Spurter, stigeløb, squats på mælkekasser, kast med tunge bolde, spring over bom og gadedrengeløb.

Der bliver grinet, uddelt highfives og danset med til musikken.

– Lyseslukker, lyder det højt fra et af hjørnerne, da et skift mellem øvelser sætter yndlingsnummeret på pause. 

Mens resten af lærerne har været med på banerne, har Tonni Frandsen holdt styr på program og stopur. Som afslutning kalder han eleverne sammen, så de står i en rundkreds tæt omkring ham. Et fast ritual, når timen er slut. Normalt siger han noget om, hvordan eleverne har præsteret, men i dag, som er sidste grundtræning inden ferien, er beskeden mere personlig. 

– Hvor er I bare vidunderlige at være sammen med. Det mener jeg fra bunden af mit hjerte. Jeg kommer virkelig til at savne jer.

Klapsalver og kram med sidemanden spreder sig i rundkredsen. Det vækker følelser, at skoleåret snart er forbi. 

elever lytter på Tonni Frandsen
stafetløb
elev hopper over forhindring
Hvor er I bare vidunderlige at være sammen med, siger Tonni Frandsen til eleverne efter årets sidste grundtræning. Foto: Sara Galbiati
Fart på under stafetten. Foto: Sara Galbiati
Dagens øvelser kræver fuld koncentration. Foto: Sara Galbiati

En af dem, der skal stoppe, er 26-årige Sari, der har gået på Idrætsskolen i fire år.

– Det er hårdt. Jeg kommer til at savne alle mine venner og alle lærerne. De er så fantastiske at være sammen med. Så det bliver hårdt at sige farvel. Jeg har været meget glad for at gå her og har lært meget, siger hun. 

Sari havde søgt om at fortsætte efter sommerferien, men fik ikke plads. Sådan er det hvert år; efterspørgslen overstiger antallet af pladser. Op til dette skoleår søgte 75, kun 48 kom ind. 

Vi værner om hinanden

I pausen er der tid til at få lidt flere ord på, hvordan lærerne arbejder med elevernes udvikling. 

– Idrætten er for os et redskab til personlig udvikling og empowerment. Det er det vigtigste. Og så gode oplevelser, siger Daniele Berardino. 

Han fortæller, at hver enkelt elev får lavet en individuel elevplan to gange om året, som lærerne blandt andet udarbejder til kommuner og bagland. Den bygger på fire parametre: Det sociale, det psykiske, det fysiske og det idrætskulturelle.

– Nogle elever har tidligere kun siddet ned, så for dem giver det rigtig meget fysisk at komme herud og bevæge sig. Vi har også elever, som dyrker meget idræt ved siden af, og for dem er det måske ikke det fysiske, der bliver det primære, men det kan være socialt – at lære at tage ansvar i en gruppe. Så det er meget individuelt, hvad de enkelte kan, og hvilke parametre de skal udvikle sig på. 

Idrætsskolen summer af liv og aktivitet. Selv i pausen finder en gruppe lærere tid til et spil Pitjau. Se det videoen herunder - artiklen fortsætter efter.

Video af lærere der spiller Pitjau

Udover de fysiske aktiviteter er også fællesskabet helt centralt på Idrætsskolen. For eksempel starter hver morgen på klassisk højskolemanér med morgensamling, et fagligt emne og fællessang med Daniele Berardino bag guitaren.

– Det gennemsyrer skolen, at vi værner om hinanden. Der skal være plads til alle, og vi skal behandle hinanden ordentligt, siger Daniele Berardino.

Amanda My Madsen fortæller, at mange af eleverne har været ensomme, inden de startede på skolen, og at det derfor er et værdifuldt fællesskab at komme ind i.

– Vi arbejder virkelig meget med at skabe succesoplevelser og mestringsoplevelser for at styrke deres selvtillid og tro på egne evner. Vi kan se, at mange finder ud af, at de kan mere, end de selv lige troede, og at den tro, de får på sig selv, lige så stille smitter af på andre arenaer i livet. Vi har for eksempel mange, der går fra at blive kørt i skole til selv at komme herhen.

Portræt af Sari og Jonas
Sari og Jonas fremhæver begge de venskaber, de har fået på Idrætsskolen. Jeg sover også bedre om natten, fordi jeg laver sport hele dagen, fortæller Jonas. Foto: Sara Galbiati

Zumba-fest

– Dadadadada, lyder det triumferende fra Jonas, da han halvt i løb, halvt hoppende kommer ind i holdsalen med armene flagrende over hovedet.

– Så er der feeeest. 

Efter at være tanket op med rugbrød, frugt og energi er eleverne efter pausen klar til nye aktiviteter. Og i salen er der zumba på programmet.

21-årige Jonas har gået på skolen i et år. Han føler, at han har lært meget. Særligt om venskaber og fællesskab.

– Man får nogle fantastiske venner her. Jeg føler bare, at vi alle sammen har et godt fællesskab. Det har jeg ikke prøvet så meget før. Altså, jeg har haft venner de andre steder, jeg har gået, men der var ikke det samme fællesskab.

– Jeg sover også bedre om natten, fordi jeg laver sport hele dagen. Jeg har aldrig været god til bare at sidde i et klasselokale og lytte. Jeg synes, det er røvkedeligt. Det her er meget sjovere, og dagen går hurtigere. Før man ved af det, så har man allerede fri. Da jeg gik i folkeskole, der... åhh, dagene kunne føles lange nogle gange, siger Jonas.

Se klip fra dagens Zumba-time herunder. Artiklen fortsætter efter videoen. 

Det giver mig virkelig en livsglæde at være underviser her. Det er et unikt sted, når man kan se, hvor meget det giver eleverne.
Amanda My Madsen
Lærer og tillidsrepræsentant på Idrætsskolen

Halvvejs i dagens Zumba-time må han lige ud og tørre sveden af panden. Der bliver givet gas på gulvet med de trin og danse, som er blevet øvet i årets løb. Et blik udover salen afslører, at det langt fra er alle ben eller arme, der svinger i takt. Et sted i midten støder to knyttede næver sammen, da den ene slår mod højre, den anden venstre. Det skaber dog kun grin. For der er plads til alle – også fejltrin. 

– Det handler ikke om, at vi skal kunne dansene udenad. Vi skal bare have en fest, siger Jette Wedele Nelson, der står forrest ved spejlet og guider eleverne sammen med Amanda My Madsen.

Når de to bliver spurgt til, hvad de får igen ved at være lærer på skolen, matcher begejstringen den energi, der er til stede i holdsalen denne eftermiddag.

– Jamen, det giver mig virkelig en livsglæde at være underviser her. Det er et unikt sted, når man kan se, hvor meget det giver eleverne, siger Amanda My Madsen. 

– Det giver mig helt vildt meget glæde. Man får så mange kram. Jobbet er så meningsfuldt for mig, siger Jette Wedele Nelson.

Stor rummelighed

I et andet lokale i et af Grøndalcenterets grå betonafkroge er holdet ‘Power og Styrke’ i gang med alt fra maverulninger og armbøjninger til step med kettlebells, roning og vægtløft.

– Skiiiiiift, råber Daniele Berardino løbende ud over forsamlingen, når det er tid til at cirkulere videre til en ny øvelse. 

– Flot klaret. 

En af skolens idrætsassistenter klapper en elev på skulderen 

– Når du siger, du ikke kan, så er det noget værre vrøvl.

Der er i alt fire assistenter ansat. Tre af dem har tidligere gået på skolen. Deres opgave er blandt andet at støtte og motivere eleverne i undervisningen. Og den gode stemning er en ting, der bliver vægtet højt, forsikrer Daniele Berardino. 

– For vores målgruppe er det vigtigt, at der er trygt at være, og at de kan fejle og have det sjovt. Alle kan gøre det på deres måde. Der er ingen perfekthedskultur.

Daniele Berardino
Elever under power og styrke
Elev strækker ud
Daniele Berardino nyder at få lov til at udfolde sine to store interesser musik og idræt som lærer på Idrætsskolen. Foto: Sara Galbiati
Der er gang i både romaskiner, vægtstænger og kettlebells under 'Power og styrke'. Foto: Sara Galbiati
Håndtegn og udstræk. Foto: Sara Galbiati
Jeg tænker ofte, at det, jeg oplever lige nu, er der ikke mange andre, der er så heldige at opleve.
Daniele Berardino
Lærer på Idrætsskolen

Noget, der har slået ham efter tidligere at have arbejdet 15 år i folkeskolen, er, hvor stor rummelighed, han møder blandt Idrætsskolens elever.

– Jeg plejer at sige, at jeg lærer lige så meget af vores elever, som de lærer af mig.

– Den rummelighed var der ikke i folkeskolen. Der kom eleverne ofte op at diskutere i idræt, og der var alt det med, at ”jeg gider ikke være på hold med ham”, ”han er ikke god”. Det er virkelig sjældent, at vi oplever sådan noget her. Selvom de er så forskellige, som de er, både kognitivt, fysisk og socialt, så bliver alle rummet for den, de er. Det er fantastisk at være vidne til.

I jobbet får Daniele Berardino lov til hver dag at udfolde sine to store interesser musik og idræt. Noget, han er meget taknemmelig for. 

– Først og fremmest er det jo et job, som giver enormt meget mening. Elevernes glæde er bare smittende. Vi griner også meget, fordi der er mange gakkede situationer i sådan et arbejde her. 

– Jeg tænker ofte, at det, jeg oplever lige nu, er der ikke mange andre, der er så heldige at opleve.

Vil du se, hvordan det gik for sig, da Uddannelsesbladet var på besøg på Idrætsskolen? Så se med i videoen herunder.

Dato
Af
Foto
Sara Galbiati