Gør faglig sorg til et fælles anliggende
Per Størup Lauridsen kan stadig fornemme de kuldegysninger, der løb gennem ham, da han første gang oplevede, at kunstig intelligens kunne skrive. Og ikke bare til husbehov, men overbevisende godt.
– At stå med en sprogmodel, der faktisk kan formulere noget vellykket, og måske endda bedre end jeg selv kan, var en voldsom oplevelse. Det var der, det gik op for mig, at kunstig intelligens vil ændre vores rolle som undervisere og måske hele vores uddannelsessystem, siger Per Størup Lauridsen, cand.it og lektor på Odense Tekniske Gymnasium.
Kunstig intelligens kan nemlig ikke sammenlignes med andre teknologiske spring i undervisningen og ryk i relationen mellem lærer og elev. For selv om en del matematiklærere også rynkede brynene over lommeregnerens indtog, så gav selv den spritnye Casio kun eleverne mellemregninger. AI er af en helt anden kaliber, og derfor er det heller ikke underligt, at kunstig intelligens vækker uro og endda faglig sorg i undervisere.
– Mens vores elever begejstret tager den nye teknologi til sig, står mange undervisere med en følelse af, at vores faglighed er under pres. For hvad betyder det for vores faglige identitet og stolthed, når ChatGPT kan generere opgaver, give feedback og skræddersy undervisning mindst lige så godt som et menneske? Vi er nødt til at gentænke og genopfinde vores roller som undervisere, siger Per Størup Lauridsen.
På et af de mere end 150 oplæg, han har holdt på landets gymnasier som medstifter af Viden.AI, oplevede han for eksempel en engelsklærer, der med tårer i øjnene erkendte, at ChatGPT løste en af hendes opgaver til 12.
– Hun følte sig pludselig overflødig og usikker på sin faglige værdi, og den oplevelse er ikke enestående. Mange af os er jo blevet undervisere, fordi vi elsker at nørde med vores fag, og nu står vi pludselig med en teknologi, der kan kortslutte vores undervisning, siger Per Størup Lauridsen.
Kortslutning af faglighed og tillid
Som underviser, men i høj grad også som oplægsholder for egne fagfæller, er det tydeligt for ham, at generativ kunstig intelligens ikke bare udfordrer lærernes faglighed og autoritet, men også øger usikkerheden og indimellem underminerer tilliden mellem elev og lærer.
Som underviser er man nemlig ikke længere det høje faglige fyrtårn, eleverne må orientere sig imod. Og tabet af autoritet og tillid kan også være mærkbart, når dynamikken mellem lærer og elev udfordres. Som for eksempel den historielærer, der oplevede, at eleverne simpelthen ikke godtog hans udlægning af historien.
Han havde undervist i 2. Verdenskrig og Winston Churchills rolle, men det kom til en konfrontation i klassen, da eleverne stolede mere på ChatGPT end på deres lærebog og underviserens forklaring.
Kun han kunne i løbet af diskussionen gennemskue bias og se, at ChatGPT havde præsenteret Churchill ud fra et amerikansk synspunkt og ikke i det bredere vestlige perspektiv, han gerne ville undervise i. Underviseren følte sig magtesløs og oplevede endda en form for eksistentiel krise på grund af situationen.
Fem råd til undervisere i en AI-tid
Vær nysgerrig – ikke defensiv
Nysgerrighed er den mest professionelle reaktion. Undersøg, hvordan teknologien kan bruges i dit fag, og hvordan du kan anvende den. Du bliver ikke erstattet af AI, men du kommer bagud, hvis du ikke er nysgerrig.
Lav ‘lejrbål’
Skab rum, hvor kolleger kan udveksle erfaringer, drøfte dilemmaer og afprøve nye løsninger. Fælles refleksion og erfaringsudveksling mindsker splittelse og styrker faglig identitet.
Efterspørg retning
AI forandrer ikke kun undervisningen, men hele skolens kultur. Ledelsen skal tage ansvar for, at udviklingen kan foregå i fællesskab og med et fælles sprog.
Genopfind underviserrollen
Underviserens rolle bevæger sig fra at formidle viden til at styrke dømmekraft, kritisk tænkning og dannelse. Autoriteten ligger ikke i at have alle svarene, men i evnen til at skabe sammenhæng og mening.
Kig på dine elever – og forstå teknologien
Dine elever er storforbrugere af kunstig intelligens. Du kan helt sikkert lære noget af dem, der kan styrke din undervisning og faglighed.
– Hvad er vores rolle, hvis eleverne alligevel har mere tillid til maskinerne? Og hvad sker der med tilliden mellem os? Før havde eleverne måske en far eller mor, der kunne hjælpe med en skriftlig opgave. Nu har samtlige elever en ’professor’ til rådighed derhjemme. Men hvordan kan vi som undervisere vide, om vi faktisk har lært vores elever noget? Den følelse af magtesløshed er også et element i den faglige kollektive sorg, siger Per Størup Lauridsen.
Nysgerrighed og ny energi
På sine møder med undervisere oplever han groft skåret tre typiske holdninger til forandringerne: Nogle undervisere lukker helt ned og gør som den lærer, der nægter at forholde sig til teknologien, og bare retter opgaverne, som hun plejer.
Andre tæller årene, til de skal på pension fra en ny virkelighed, de mener smadrer deres fag. Og så er en stor gruppe nysgerrige på tværs af generationer.
Som for eksempel den kollega, der fik lys i øjnene og ny energi, da han og Per Størup Lauridsen efter en samtale om didaktik i matematikundervisningen satte sig sammen og byggede et værktøj til opgaver, som guider eleverne, men aldrig giver facit.
– Når undervisere får øjnene op for, at man kan skrue meningsfulde forløb og systemer sammen ved hjælp af kunstig intelligens, kan man se, skuldrene sænke sig. Derfor et mit bedste råd også at være nysgerrig, for jo mere vi kan se kunstig intelligens som en samarbejdspartner, jo bedre er vores muligheder for at bygge på vores faglighed, siger Per Størup Lauridsen, der pointerer, at det er en fælles og ikke en individuel opgave.
I den proces peger han på den norske psykolog Per Isdal, der har undersøgt hjælperens rolle og bruger denne metafor: ”Man kan ikke gå gennem vand uden at blive våd”. Hverken hjælperen eller underviseren kan undgå at blive berørt af sit arbejde, for i modsætning til kunstig intelligens kan man forløse viden og dannelse og sætte sig i øjenhøjde med eleven, fornemme stemninger og spørge til også det, der ligger ud over det rent faglige.
Et kollektivt 'lejrbål'
En vej ud af sorgen kan være at gå fra det ensomme jeg til det kollektive vi og lægge an til det, psykologen Per Isdal kalder lejrbål. At tale sammen om eksistentiel sorg og tab med kolleger, der står i samme situation, kan skærpe opmærksomheden på, at man ikke står alene med udfordringerne og sammen måske kan åbne for nye perspektiver og strategier.
– Får vi ikke et fælles sprog, bliver det for ensomt, og vi risikerer at se mere af den splittelse, jeg oplever i lærerkollegier, hvor nogen står helt af, mens andre går helhjertet ind for alt det nye. Det kræver, at ledelse og institutioner tager ansvar og bakker op om at finde nye kollektive veje. Derfor er det heller ikke tilstrækkeligt, når omfavnelsen af kunstig intelligens placeres på en pædagogisk dag, hvor man snuser til temaet et par timer, mener Per Størup Lauridsen.
På en pædagogisk dag oplevede han en intens debat om elevernes brug af AI-værktøjer til hjemmearbejde.
Her foreslog nogle lærere et totalforbud mod kunstig intelligens med begrundelser som “eleverne lærer ikke det, de skal”, og “vi er til fals for teknologigiganterne.” Andre mente, at eleverne bør lære at bruge teknologien ansvarligt, og at et forbud ville være en kortsigtet løsning.
Diskussionen blev hurtigt personlig, og det føg med beskyldninger om ”at tage den nemme løsning”, “mangle faglig stolthed” og “forsømme vores ansvar som undervisere.”
Ledelse og åben debat
– Det er en ledelsesopgave at sætte ny teknologi til debat, og en åben diskussion giver mulighed for, at parterne bliver nysgerrige på andres synspunkter og kan nærme sig hinanden, så vi undgår fragmentering og splittelse, siger Per Størup Lauridsen.
Han peger på, at opgaven ikke bliver mindre kompliceret af, at Børne- og Undervisningsministeriet er meget tilbageholdende med at lade kunstig intelligens indgå til eksamen, men i et forsøg tester prøveformater både med og uden digitale hjælpemidler i dette skoleår.
Den ekspertgruppe i Børne- og Undervisningsministeriet om ChatGPT og andre digitale hjælpemidler, som Per Størup Lauridsen er medlem af, har ellers påpeget, at reglerne i dag skaber en stadigt voksende kløft mellem den virkelighed, underviserne står i, og den virkelighed, eleverne bliver prøvet i.
– Omfavner jeg de nye teknologier i min undervisning, risikerer jeg så at gøre mine elever en bjørnetjeneste i forhold til eksamen? Holder jeg fast i undervisning uden kunstig intelligens, forpasser jeg så muligheden for at ruste eleverne bedst? Personligt tror jeg, løsningen ligger et sted midt imellem. Men vi når kun derhen, hvis vi nysgerrigt undersøger, hvordan vi sammen kan møde den fremtid, der allerede er over os.
