Kommentar

Giv også FGU lidt stjernedrys

Vis nu, at I vil FGU, og giv skolerne - og eleverne - de midler og den opbakning, der skal til, hvis FGU skal leve op til de gode intentioner, der er i både lovgivning og bekendtgørelser, skriver rektor på FGU Øresund, Tommy H. Widriksen. Og så har han et særligt - stjernedrysset - ønske til sin fødselsdag...

Der er rent stjernedrys over danske restauranter lige nu. Stort tillykke med, at restaurant Noma netop har fået den tredje Michelin-stjerne. Det er godt tænkt, at studerende nu kan få en menu for 1.000 kroner inklusive vinmenu, hvis de fremviser studiekort.

Jeg ville bare ønske, at der også snart blev drysset lidt stjerner over FGU’en – og at vores elever overhovedet havde adgang til bedre økonomiske og skolemæssige vilkår i det hele taget.

Nu ser det også ud til, at statsministeren fuldstændig har glemt FGU i finanslovsforslaget 2022.
Tommy H. Widriksen
Rektor på FGU Øresund

På Forberedende Grunduddannelse (FGU) har kravet om et måltid for eksempel dagligt været underfinansieret fra starten. De unge har som udeboende over 18 år en skoleydelse på kun 6.142 kroner om måneden til alle udgifter – og for de under 18-årige en lavere ydelse. 

FGU er et fuldtidsstudie, så der er ikke plads til ret meget arbejde, og eleverne kan ikke få SU-lån som andre studerende. De har i øvrigt heller ikke adgang til kollegier, da de ikke betragtes som studerende, ligesom de har meget svært ved at få anvist en lejlighed i almene boligområder, fordi skoleydelsen ikke kan suppleres af lån, forældre eller job. Deres budget hænger slet ikke sammen, og derfor oplever vi elever, der bliver afvist fra sociale boligområder.

Eleverne bliver endda trukket i skoleydelsen, hvis de forsømmer skolen uden lovlig grund, ligesom de i ringere grad end deres jævnaldrende på SU har mor og/eller far at trække på. Ofte har elever på FGU nemlig ikke så ressourcestærke forældre, og derfor er kræfterne ikke de samme her som hos de stærke unge og deres forældre.

Det er nok ikke en helt forkert beregning, at en udeboende elev på FGU har en levefod, der almindeligvis er det halve af en SU-studerendes. Give and take.

Er FGU glemt?

Da et samlet Folketing vedtog loven om Forberedende Grunduddannelse (FGU), som trådte i kraft den 1. august 2019, var FGU ellers tænkt som hovedvejen til, at 45-50.000 unge skulle hjælpes på vej til uddannelse eller job. Der var bare ikke fuld finansiering med. Og nu ser det også ud til, at statsministeren fuldstændig har glemt FGU i finanslovsforslaget 2022? Flere ordførere har heldigvis sidenhen givet udtryk for, at FGU fortsat er hovedvejen, og at det økonomiske efterslæb skal rettes op. Men sker det?

FGU’en har som målgruppe de mange unge uden tilstrækkelige skolekundskaber, uden uddannelse og uden reelt arbejde. Og FGU’en har knoklet for at samle seks eksisterende forberedende uddannelser – blandt andet produktionsskoleforløb, VUC’s almene voksenundervisning og erhvervsgrunduddannelsen i én ny samlet uddannelse, der er tænkt som hovedvejen på det forberedende område. Samtidig er der udviklet en helt ny skoleform, en ny pædagogik og nye undervisningsformer.

Men her kommer så paradokset – og husk, at der var fuld opbakning fra Folketinget:  

En netop offentliggjort rapport fra Deloitte fastslår, at bygningsmassen skal tilføres mere end 1 milliard kroner blot for at komme i en nogenlunde tilfredsstillende stand. En stand, man kan være bekendt, og som man kan undervise i. Ordførerne medgiver da også en underfinansiering fra starten af uddannelsen. Samtidig er elevtallet faldet, og pænt under det, beregningerne bygger på. Så skolerne lider – og det gør eleverne også!

Jeg ser og oplever dagligt, hvordan alle FGU-institutioner løber forhindringsløb med oprejst pande.
Tommy H. Widriksen
Rektor på FGU Øresund

FGU kan noget

Kan det hele reddes?

Det kræver i hvert fald, at partierne på Christiansborg – herunder ordførerne – får nogle underskrifter på de fine hensigtserklæringer, vi lyttede til i sidste uge, da vi havde møde i FGU Danmark. Og det kræver, at kommunerne kommer mere på banen. Det ser ikke ud til nu, at de sender det antal elever til FGU, som det ellers var hensigten med den politiske aftale.

FGU har brug for en bred opbakning, så løftes opgaven i tråd med de gode intentioner, der er i både lovgivning og bekendtgørelser. Vi er faktisk nået ret langt på to miserable opstarts-år. Først kaos med it-systemer, bygninger og meget andet, og allerede efter få måneder en nedlukning i 18 måneder på grund af COVID-19. Hvem andre ville man byde det?

Jeg ser og oplever dagligt, hvordan alle FGU-institutioner løber forhindringsløb med oprejst pande for at få det til at lykkes. Og det selv om nogle er i færd med deres sjette kapacitetstilpasning (læs fyringsrunde) på andet år!

Nu ved jeg ikke, hvor mange der husker, da Poul Nyrup fyldte 75 år? Det var på Folkemødet i juni 2018, at Poul Nyrup (S) holdt sin 75-årsfødselsdag for hele folket. Han blev spurgt, hvad han ønskede sig på sin fødselsdag, og svarede: ”At samfundet kommer unge med særlige vanskeligheder mere i møde – og ikke bare dem med psykiatriske diagnoser”.

Jeg fylder snart 60 år og ønsker mig det samme: Det gør jeg, fordi de unge fortjener det og ofte blot skal have et ”ja” for at flytte sig. Det kan FGU – på trods – så lidt stjernedrys også til dem, tak!

Dette indlæg er udtryk for skribentens egen holdning.

Debatindlæg og kronikker kan sendes til blad@uddannelsesforbundet.dk

Læs mere om, hvordan du sender debatindlæg eller kronikker her

Dato
Af
Tommy H. Widriksen