Få tjek på

Gå på ferie i mental balance

Har du oplevet at gå udkørt på ferie med et nervesystem på kanten, fordi to-do-listen var pakket med for mange opgaver? Her får du fem konkrete råd fra Uddannelsesforbundets stressvejleder til, hvordan du kommer godt på ferie.

Hvis du er presset op til din ferie, kan overgangen til afslapning være svær. Du kan føle stress i kroppen og have svært ved helt at slippe arbejdet.

Herunder får du stressvejleder og socialrådgiver i Uddannelsesforbundet Anne Marie Ottos råd til, hvordan du undgår en fortravlet entré til ferien. 

 1. Sortér dine arbejdsopgaver

Start med at skabe overblik over dine arbejdsopgaver i god tid inden ferien. List dem derefter op i prioriteret rækkefølge. 

Lav en realistisk to-do-liste med de opgaver, du skal nå, og en liste med de opgaver, du kan skyde til efter ferien. At få opgaverne skrevet ned kan give dig ro og minimere risikoen for hængepartier, når ferien begynder.

2. Afstem forventninger

Er der opgaver, du skal have afsluttet inden ferien, men som du kan se, du får svært ved at nå, så tal med dine kolleger og din leder om det. Det skaber klarhed og forebygger dårlig samvittighed at få det sagt. 

Husk: Det er okay ikke at nå alt.

3. Byg en mental bro til ferien 

Skru tempoet ned den sidste uge op til ferien. På den måde forbereder du hoved og krop på, at en ny fase er på vej. 

Det kan for eksempel være en idé at rydde op på skrivebordet, gå en tur i din frokostpause og tage dig tid til at snakke med dine kolleger.

Blokér eventuelt din kalender for møder de sidste dage, hvis du har mulighed for det. 

4. Planlæg tiden efter ferien

Hvis du oplever stresstegn op til en ferie, er der en risiko for, at symptomerne vil blusse op, når du vender retur efter ferien. Det kan hjælpe at planlægge en blid opstart allerede inden ferien. 

Undgå møder og deadlines de første dage, og sæt tid af i kalenderen til at få overblik over dine arbejdsopgaver.

5. Skriv det, du ikke når, ned – og slip det

Er der opgaver, du ikke når inden ferien, så læg en note om dem i din kalender, så du parkerer tankerne der. 

Sørg også for at sætte et tydeligt autosvar på, som informerer om, hvornår du er tilbage, og hvem der eventuelt kan kontaktes i mellemtiden. 

Og endelig så undlad (selvfølgelig) at tjekke mails eller at tage arbejdsopkald i ferien. Har du svært ved at slippe arbejdet, så skriv tankerne ned på en seddel, som du kan tage frem efter ferien. Det kan hjælpe mentalt.

Dato
Af
Foto
Illustration: Marianne Jørgensen