Elever følger med i chokoladeværkstedet på Hotel- og Restaurantskolen
Fokus

Forsker: Det her projekt kan lære os om praksisfaglighed

Professor Lene Tanggaard skal følge det praktiske og nytænkende projekt Gejst på Hotel- og Restaurationsskolen. Hun håber, man vil bruge de gode erfaringer bredt – blandt andet når de politiske forhandlinger om EPX igen går i gang.

Mens vi venter på, at de politiske forhandlinger om EPX'en bliver taget op igen, er man stadig i fuld gang med den praksisrettede undervisning i Gejst-projektet på Hotel- og Restaurantskolen i Valby. Og det følger forskeren Lene Tanggaard tæt.

– Min rolle er at putte noget ned i arkiverne, men også at blive påvirket af det, der foregår, ved at være der, siger Lene Tanggaard, professor i pædagogisk psykologi ved Aalborg Universitet, der følger Gejst i det femårige uvildige forskningsprojekt Praxis. 

 

Hun er begejstret. Gejst har i to år arbejdet med nye eksperimenterende måder at undervise med praksis på, så der allerede nu er vigtige resultater og værdifuld erfaring, hun kan stå på – og dele med andre. Blandt andet viser de foreløbige evalueringer, at mere end 90 procent af eleverne i Gejst er glade for den værkstedsorienterede undervisning, de har fået.

– Jeg er ofte ude for at tale om Gejst på skoler, så viden og erfaringer derfra kan sprede sig – og så jeg selv kan blive inspireret i min forskning. Men hvis nogle politikere i EPX-forhandlingerne også vil høre om det, stiller jeg selvfølgelig altid op. Det ville jo være dumt, hvis man ikke lytter til den forskning, der er på området, tilføjer hun. 

– EPX kan blive noget enestående, hvis de foreløbige erfaringer fra Hotel- og Restaurantskolen bliver taget alvorligt og undersøges systematisk, mener Lene Tanggaard. 

Nedsvøbt i miljøet

Lene Tanggaard var i en femårig periode til 2025 rektor på Designskolen i Kolding. Og her var hun ”nedsvøbt” i et miljø, ”hvor man har arbejdet med hænderne”, som hun siger. Men før det har hun i 25 år været forsker på blandt andet erhvervsuddannelsesområdet. Og hun savnede forskningen. 

Derfor gik det hele ”op i en højere enhed”, da hun hørte om Gejstprojektet, der er støttet af Tuborgfondet. Det lød så spændende og relevant, at Lene Tanggaard søgte midler fra samme fond til at følge det. 

I juni 2025 fik hun en stor forskerbevilling på 6,8 millioner kroner fra Tuborgfondet til det femårige forskningsprojekt, der fik navnet Praxis.

– Det var også oplagt at følge Gejst, fordi jeg fandt ud af, at de har været inspireret af min tidligere forskning i praksisfællesskaber og mesterlære på erhvervsuddannelserne, siger Lene Tanggaard.

 

Det er jo enhver forskers drøm: At lave forskning, der kan bruges.
Lene Tanggaard
Professor og projektleder på Praxis

Vi har styr på det

Som noget nyt er Praxis både grundforskning og har et ’udviklende’ sigte. Det vil sige et forskningsspor og et forandrings- og udviklingsspor. Og de to spor skal gerne inspirere hinanden undervejs, oplyser hun. 

Kan man, lidt fortærsket, kalde det, at I asfalterer, mens I kører? 

– Ja. Men det kan godt lyde, som om man så ikke har helt styr på det, og det har vi! Vi vil gerne inspirere bredt, og hvis vi opdager nogle guldkorn undervejs, giver vi dem videre. Det er jo enhver forskers drøm: at lave forskning, der kan bruges, siger Lene Tanggaard.

Målet er på både kort og lang sigt at udvikle begreber for og få modeller på plads for eksperimenterende, kreativ og praktisk undervisning, der kan bruges bredt af også andre uddannelsesformer – helt oplagt EPX. 

EPX må ikke lukke sig om sig selv

Så hvad siger Lene Tanggaard til udspillet fra den ekspertgruppe, der er kommet med forslag til, hvordan EPX skal blive et mere praksisnært alternativ til den boglige gymnasievej? Peger udspillet på de samme ting, som hun vil anbefale ud fra sine erfaringer med Gejst?

Tja… Ekspertgruppens udspil ser på mange måder fornuftigt ud. De fire grene – retninger i EPX – er godt tænkt, fordi de visualiserer en bevægelse ud

– Det er så vigtigt, at EPX ikke lukker sig om sig selv, men bliver et sted, man kan komme videre fra, siger hun og roser også, at der ifølge udspillet vil være forskel på uddannelsen i forskellige dele af landet. Nok så vigtigt er, at det bliver slået fast, at det handler om den faglige fordybelse. 

– Det er gode begreber, understreger hun, men...

Har de været på et værksted?

Det, der præger udspillet fra ekspertgruppen, er bare, at der helt overordnet er en slags gymnasielogik bygget ind i det, mener Lene Tanggaard.

– Det virker, som om det er individet, der skal lære og fordybe sig. Men når man er i et værksted, arbejder man jo sammen med andre. På mig virker det, som om man har forsøgt at oversætte en gymnasielogik til EPX – eller som om man ikke har været i et værksted og set, hvordan man arbejder dér. 

I et værksted, hvor hænderne arbejder med materialer, er det, som om maskinerne ”inviterer til” at man laver noget sammen. Der er en, der hælder, en, der rører, forklarer hun:

– Og hvis EPX skal være en erhvervs- og professionsrettet uddannelse, har udspillet ikke fat i denne meget væsentlige del. Den undervisning, de beskriver, kan foregå i et almindeligt klasselokale, siger hun og understreger, at det er en dimension, man skal være meget opmærksom på. 

– Det handler jo ikke bare om at tage nogle materialer ind i et klasselokale, men om, at man udvikler en værkstedsmodel for undervisningen. Og skal du gøre det, skal du have fat i, at der er et delt ansvar og en arbejdsproces. Den handler ikke om, at vi skal arbejde sammen, men om, at vi ikke kan løse opgaven, medmindre vi arbejder sammen.

Med andre ord skal værkstederne være selve uddannelsens muskler, mener hun. 

EPX kan blive noget enestående, hvis de foreløbige erfaringer fra Hotel- og Restaurantskolen bliver taget alvorligt og undersøges systematisk.

Praksisfaglighed? Øh… ja?

Lene Tanggaard har derfor svært ved at gennemskue, hvad den praksisfaglighed, som er omdrejningspunktet i ekspertgruppens udspil, dækker over.

Hun henviser til de to forskere ­Karen Wistoft og Mathias Merrild Roerup Thorborg, der har været igennem utallige artikler om praksisfaglighed og didaktikken. Her viser praksisfaglighed sig at være en fleksibel paraply for en række læreprocesser: De omfatter både kropslighed, sanselighed, aktivitet, problem- og anvendelsesorientering, fokus på fremstilling af et produkt med meget mere.

– Når man har læst, hvad begrebet dækker over, sidder man lidt tilbage med et … øhhh, ja? Der er SÅ mange forskellige ting. Man vil så meget. Hvis man skal være positiv over for begrebet, så giver det mulighed for stort set det hele. Og hvis man skal være negativ, så er der jo praksisfaglighed i alle fag. Også mit. 

Var det dét, man ville?

Hotel- og Restaurationsskolens Gejstprojekt har i stedet udviklet fem principper for håndværkspædagogik, der kan implementeres i mange slags undervisning. De handler om, at hænder og hoved skal bruges aktivt, at sanserne skal i spil, at rum og rekvisitter skal understøtte mål og indhold:

– Men i EPX-udspillet står ikke, at rum og rekvisitter skal understøtte mål og indhold. Der står, at vi lige skal huske det fysiske, pointerer hun. 

Og når det er vigtigt at vide, hvad praksisfaglighed præcist forstås som i ekspertgruppens udspil, er det, fordi undervisningen skal appellere til andre grupper af unge end det almene gymnasium. Her henviser Lene Tanggaard til de praktiske prøver i folkeskolen. Det vil sige prøver i praktiske, musiske fag, idræt, madkundskab og lignende:

– I folkeskolen har man fundet ud af, at de elever, der får høje karakterer i disse fag, også får høje karakterer i de andre fag. Så er det det, man vil? 

– Der kan være en risiko for, at vi også med EPX får skruet noget sammen, der fortsat privilegerer dem, der er privilegerede, når det gælder den boglige vej. 

Med mindre… Lene Tanggaards tidligere forskning har vist, at alternative læringsmiljøer, som for eksempel Gejst repræsenterer, ofte betyder, at eleverne finder ud af, at de kan mere end de troede.

– Min forskning har vist, at vi skal være mere nysgerrige på læringsformen, siger hun.

Kædereaktionen

En anden meget vigtig erfaring fra Gejst-projektet er, at man på Hotel- og ­Restaurationsskolen har fået nye værk­steder i værkstederne – det vil sige smags­laboratorier, sankeværksteder, honningproduktion og meget andet.

– Og når man begynder at gøre det, så forandrer den øvrige undervisning sig også i fag som dansk, matematik og naturfag, siger hun og forklarer, at det er en af de helt store hurdler ved den praksisnære undervisning, som man skal være opmærksom på. 

– Når man lærer på en skole, er man på en skole. Når man er på en virksomhed, er man der. Og der er forskelle. Så hvordan får man praksis ind på skolen, så det bliver ved at være en skole – men en anderledes skole? De store spændende spørgsmål er både, hvordan man gør, og om man kan gøre det, siger Lene Tanggaard.

Lærerens nye rolle

I Gejst har man fået praksis ind på skolen ved blandt andet at bruge håndværksmæssige forbilleder for eleverne. Nogle af underviserne driver selv det chokolade- eller honningbi-værksted, som eleverne bliver undervist i. Andre har egen virksomhed inden for deres fag ved siden af arbejdet på skolen. Dermed relaterer undervisningen sig stærkere til branchen, forklarer hun. 

Lene Tanggaard har svært ved at se, at EPX’en lykkes, hvis man ikke laver en lignende kombination af faglærere og undervisere med et praktisk virke ved siden af:

– Samarbejdet og erhvervsrettetheden ud mod professionen kræver, at nogle fra erhvervet bliver en integreret del som lærere. Man skal jo ikke lave lærere om, men man kan arbejde med at åbne faget op mod verden

– Så det bliver måske en anden rolle, læreren får i den slags undervisning, hvor samarbejdet med omverdenen bliver vigtigere, slår Lene Tanggaard fast. 

Uddannelsesbladet har besøgt Hotel- og Restaurantskolen for at se, hvordan man kombinerer teori og praksis. Det kan du læse mere om senere på uddannelsesbladet.dk

Dato
Af
Foto
Tobias Friediger Skanning