Forlangte læreren sagde op efter elevs beskyldning om onani i undervisningen
Det er først på formiddagen 16. december 2020. Egentlig en helt almindelig lektion. Altså så almindelig som det kan blive under en corona-nedlukning, hvor undervisningen foregår på Teams.
Peter har undervejs i lektionen ikke slukket for kameraet på sin computer, selv om eleverne har logget af for at lave en opgave. Peter slukker nemlig aldrig for kameraet, når eleverne laver opgaver i lektionen. Han sidder klar, hvis eleverne pludselig logger på for at få hjælp.
En af hans elever har dog ikke logget ud. Han er gået på toilettet.
Da eleven kommer tilbage, kan han se, at Peter bevæger armen, ser op i loftet, og han kan høre Peter lave en lyd.
Anklaget for pædofili i chat
Herefter går det hurtigt. Eleven skriver en besked til Peter på chatten i Teams: ”Pædofile svin.”
15 minutter efter svarer Peter med versaler: ”HVAD MENER DU MED DET DU SKRIVER DER?”
Og lidt efter tilføjer Peter: ”Jeg ved slet ikke, hvad du snakker om.”
Eleven: ”Nej, okay så siger vi det.”
Peter: ”Ring til mig, fordi det er en meget alvorlig anklage.”
Eleven: ”Undskyld Peter, jeg anklager dig ikke for noget.”
Peter: ”Du må hellere få en snak med mig.”
Eleven: ”Nej det er ikke nødvendigt, jeg siger undskyld mange gange, og det skal ikke ske igen. Fortsat god dag.”
I løbet af formiddagen får skolens uddannelseschef en mail fra en af Peters kolleger, hvori kollegaen gengiver, hvad der er sket. Dagen efter – 17. december – sender skolen en advarsel til eleven om bortvisning. Heri kritiseres eleven for groft sprogbrug ved uberettiget at have kaldt Peter for pædofil.
Tjenstlig samtale og politianmeldelse
Elevens mor sender efterfølgende en skriftlig klage til ledelsen, hvori der står, at hendes søn efter lektionen overværer, at Peter ”udfører MEGET vulgær og upassende opførsel i form af ”seksuel leg” med sig selv, og dertilhørende lyde”.
Allerede samme dag, som klagen er modtaget, bliver Peter indkaldt til en tjenstlig samtale med ledelsen. Peter får forelagt morens klage, og han får at vide, at han skal sige sin stilling op selv senest klokken 12.00 næste dag, hvis han vil undgå skolens opsigelse og skolens anmeldelse til politiet.
Samtalen tager kun cirka ti minutter. Peter når at afvise klagen på mødet, og straks efter mødet skriver Peter til ledelsen, at han ikke ønsker at opsige sin stilling, da han ikke har gjort det påståede. Han bliver ikke spurgt om sin udlægning af sagen.
I stedet bliver Peter fritaget fra tjeneste og tager på juleferie. Chokeret over hændelsen. Utryg ved ledelsen.
Og i løbet af januar gør ledelsen alvor af sin ord og anmelder Peter til politiet, der i slutning af januar afhører eleven. Samme dag – 25. januar 2021 – afhører politiet Peter. Men kort tid efter afviser politiet, at der er belæg for en strafbar handling.
Konen var til stede
Eleven kunne altså umuligt have set Peters kønsdele eller på anden måde vide, hvorfor Peter bevægede armen, så op i loftet og afgav en lyd i en kort periode ifølge elevens forklaring til politiet. Det var ren spekulation fra elevens side. Peters eget bedste bud er, at han strakte kroppen efter en stillesiddende lektion afholdt fra en spisebordsstol.
Undersøgelsen kunne også have vist, at Peters kone var til stede. Hun sad lige bag Peter i sofaen, mens han selv sad ved stuebordet. Under hele lektionen. Flere elever havde endda hørt Peter tale med sin kone.
Elevens opfattelse kunne derfor ikke være andet end en fortolkning. Det var ikke noget, han havde set. Men eleven anså formentlig fortolkningen for at være sand.
Både Peter og hans familie ramt
Tilbage sidder Peter og er – uagtet frifindelse og erstatning – meget stærkt påvirket. Hans læge har undervejs i den lange ventetid på et år vurderet, at Peter kan være på vej ind i en depression, og både hans kone og hans børn er også dybt berørte af hele forløbet.
Hos Uddannelsesforbundet kan jurist Lene Vibjerg konstatere, at alle parter har lidt tab i sagen. Det gælder både økonomisk og den psykiske belastning Peter blev udsat for.
- Jeg kan vitterligt ikke se noget, Peter kunne have gjort anderledes. Alligevel løb det fuldstændigt af sporet, siger Lene Vibjerg.
Artiklen er bragt i anonymiseret form af hensyn til læreren, hans pårørende og eleven. Den er baseret på udskriften fra fremlæggelsen af sagen for en byretsdommer. Peter er et opdigtet navn.
Frikendt af dommeren
Der ender dog med at gå yderlig otte måneder, før Peter får renset sit navn. I mellemtiden er sagen nemlig endt i et tjenstligt forhør foran en byretsdommer.
Efter at have hørt forklaringer fra i alt 17 vidner – herunder klassens elever, Peters bisidder og flere ledere – og at have gennemgået 24 bilag, kommer dommeren frem til samme konklusion som politiet. Det er, at Peter ikke er skyldig, og at en opsigelse vil være usaglig. Dommeren udtaler samtidig kritik af, at skolen ikke opfyldte sin pligt til selv at undersøge sagen grundigere og mere korrekt.
Der skal imidlertid gå yderligere to måneder, i alt næsten et år, før skolen indgår et forlig med Peter på 370.000 kroner. Samtidig er der taget forbehold for, at der kan køres en erstatningssag, hvis det viser sig, at Peter har fået nedsat funktionsevne som følge af psykiske mén på grund af sagen.
Og så får Peter en god anbefaling, som Peter – der naturligt nok ikke ønsker at fortsætte på skolen – kan bruge til at søge nyt arbejde med.
En undskyldning får Peter dog aldrig af skolen.
En troværdig elev
Spørgsmålet, Peter står tilbage med, er, hvorfor ledelsen overså Peters ret til at blive hørt og dens pligt til at undersøge sagen, inden den tog stilling til, om elevens klage var rigtig.
Én forklaring kan være, at ledelsen mente, at eleven var troværdig. Ledelsen forklarede under det tjenstlige forhør, at den havde undersøgt elevens troværdighed, idet uddannelseschefen havde spurgt ud i lærerværelset, om der var nogen, der kendte eleven. På lærerværelset sad 6-7 lærere, og nogle havde svaret, at der ikke var nogen problemer med eleven. De tilstedeværende lærere fik ikke at vide, hvad grunden til, at uddannelseschefen spurgte om det, var.
Dermed var sagen undersøgt til bunds, syntes ledelsen at mene.
Eleven på 16 år selv talte ledelsen aldrig med. Den havde heller ikke talt med nogen af Peters andre jævnaldrende elever – også selv om Peter under hele forløbet afviste, at klagen var berettiget.
Forholdene ledelsen overså
Ved en nærmere undersøgelse kunne ledelsen have fundet ud af, at eleven selv ikke mente, at Peter var klar over, at nogen så på ham. Derfor var der ikke tale om en blufærdighedskrænkelse i lovens forstand eller noget ulovligt i øvrigt.
En nærmere undersøgelse kunne med stor sandsynlighed og relativt hurtigt også have klarlagt, at der ikke var nogen objektive forhold, der kunne støtte elevens oplysning om seksuel adfærd, og at politianmeldelse ikke var relevant.
For både eleven og klassekammerater kunne bekræfte, at de kun kunne se Peters ansigt og den øverste del af hans overkrop fra brystkassen i online-undervisningen.
