Faglærerne er nøglen til at tiltrække elever til presset fag
"Det var sjovt at gå tømrervejen, men der var rigtig mange elever, og det var svært af få læreplads. Så kom jeg herud (på struktør-uddannelsen, red.) og prøvede det i en uge. Læreren solgte uddannelsen rigtig godt."
Sådan siger en af en række elever i en rapport fra Rambøll, der anbefalerne skolerne at bruge faglærerne på struktør-uddannelsen aktivt i rekruttering og fastholdelsen af elever, på baggrund af udsagn fra såvel skoleledere som elever.
- Vi er begunstiget med nogle engagerede lærere. Og netop læreren har en nøglerolle. Lærerens evne til at være en rollemodel, evne til at synliggøre faget og evne til at skabe en sjakkultur har en tiltrækkende effekt, forklarer Jens Kirkegaard, der er formand for det faglige udvalg for struktørfaget.
Det er fagudvalget, som har bestilt rapporten hos Rambøll, fordi der er en mangel på lærlinge til struktørfaget.
Faglærerne har afgørende betydning
Ifølge Rambøll-rapporten lægger eleverne da også stor vægt på, at deres lærere interesserer sig for dem, skaber et sjovt og rart undervisningsmiljø og er dygtige til at lære fra sig.
- Man kan som lærer være sig selv rollen bevidst. Lærerne bærer deres fag i sig. Og de kan også videregive fagets fakkel, forklarer Jens Kirkegaard.
De uddannelsesinstitutioner, som har succes med at fastholdelse og rekruttering, har ifølge Rambøll typisk ansat faglærere, der er gode til at skabe relationer til eleverne. Og de mest effektive initiativer til rekruttering af elever kommer da også ofte fra netop medarbejderne.
Skal sættes i system af skoleledelserne
Lærerne kan dog være nok så gode ambassadører, men uden strategi fra uddannelsesstederne kommer der ifølge Jens Kirkegaard ikke flere elever til faget.
Med en trepartsaftale fra november er det samtidig skolerne selv, som er blevet ansvarlige for, at eleverne finder en praktikplads tidligere i deres uddannelsesforløb.
- Skolerne bør se på, hvor der er ledige lærepladser. De vil gøre sig selv og de unge en tjeneste ved at præsentere fag såsom struktørfaget, hvor det ikke er tilfældet, mener Jens Kirkegaard.
Udvalgte anbefalinger fra rapporten
- Invester i dygtige faglærere, der brænder for faget, og dermed skaber gode undervisningsmiljøer.
- Mange af de gode initiativer kommer fra faglærere. Derfor bør ledelserne overveje at give medarbejderne frihed og ressourcer til at organisere arbejdet selv.
- Skolerne bør bruge rollemodeller. Det kan såvel være elever, faglærere som virksomhedsrepræsentanter, der kan give et billede af og udfordre billedet af, hvad en struktør er.
- Skolerne bør arbejde sammen om at kunne vise bredde og diversitet i faget.