Få tjek på samarbejdssporet om arbejdstid
Årlig drøftelse af skolens prioriteter
Det er en god idé, at du og dine kolleger klæder jeres tillidsrepræsentant (TR) på, så I er repræsenteret bedst muligt, når han eller hun drøfter arbejdstid med ledelsen.
Mindst én gang om året skal ledelsen præsentere TR for et oplæg til indsatser og opgaver i kommende normperiode, det forventede gennemsnitlige undervisningstimetal og mængden af individuel forberedelse. Mødet skal blandt andet sikre, at arbejdsopgaver står mål med lærerressourcer.
Sørg for, at jeres TR er opmærksom på dét, som har betydning for dit og kollegernes arbejde og jeres muligheder for at udføre arbejdsopgaverne tilfredsstillende. Gør I det, skaber I de bedste muligheder for, at ledelsen inddrager jeres input og ønsker i planlægningen af skoleåret.
Præsentation af skoleplan på samarbejdsmødet
Når ledelsen har et udkast til en skoleplan klar for den kommende normperiode, skal ledelsen præsentere den for dig og dine kolleger. Det sker på samarbejdsmødet. Her har I mulighed for at komme med jeres feedback og forslag til planen.
Først efter mødet udarbejder ledelsen den endelige skoleplan. Den proces skal sikre, at jeres faglige synspunkter og overvejelser om for eksempel påvirkninger af arbejdsmiljøet kan kvalificere planlægningen af skoleåret.
Forbered dig godt til samarbejdsmødet. Det er dit vindue til størst mulig direkte påvirkning af skolens planlægning og prioritering af opgaver.
Dialog om din opgaveoversigt
En gang om året skal ledelsen indkalde dig til en dialog om dine arbejdsopgaver i den kommende normperiode. Her har du mulighed for at byde ind med arbejdsopgaver, som du savner i ledelsens udkast, eller du kan give udtryk for opgaver, som du ikke ønsker.
Vurdér om den tid, ledelsen har afsat til de forskellige opgaver, er realistisk. Ellers skal du sige det. Selvom forberedelsestiden til undervisning er aftalt for skolen, kan du godt på dette møde give udtryk for, hvor meget forberedelsestid, du vurderer, er nødvendig for at kunne levere undervisning med den kvalitet, ledelsen ønsker.
Du skal have din endelige opgaveoversigt udleveret senest fem uger før normperiodens begyndelse.
Statusopgørelser hver tredje måned
Du har krav på en statusopgørelse af din arbejdstid hver tredje måned. Den skal sikre dig et løbende overblik over din arbejdstid. Tjek din opgørelse og gør opmærksom på det, hvis du finder fejl. Viser statusopgørelsen, at din arbejdstid ikke matcher mængden af opgaver, skal du bede om at få din opgaveoversigt tilpasset.
Når normperioden er slut, bliver der lavet en opgørelse af din arbejdstid for at afklare, om du har haft overarbejde i løbet af året.