Få opgjort din arbejdstid og overtid korrekt
Hvert år skal din arbejdstid gøres op, når arbejdsåret – som også kaldes normperioden – afsluttes. Normperioden følger enten kalenderåret eller går fra august til juli. Din præsterede arbejdstid skal gøres op, og du skal have besked på, om du har overtid, som skal afspadseres eller udbetales (det står forneden).
Når du er fuldtidsbeskæftiget på Uddannelsesforbundets overenskomster, arbejder du 1924 timer årligt inklusive din ferie og søgnehelligdagene. Har du arbejdet mere end 1924 timer, udmønter det normalt 50 procent oveni de timer, som du har arbejdet ud over normperioden.
De ekstra timer kan enten omsættes til afspadsering eller blive udbetalt. Afspadsering afvikles i den efterfølgende normperiode. På de offentlige områder afspadseres minimum fire timer per dag. En eventuel rest afvikles sammenhængende. Hvis afspadsering udbetales, sker det ved førstkommende månedsløn i efterfølgende normperiode.
Det er din ledelse, som har ansvar for, at din arbejdstid opgøres korrekt. Du kan dog selv være med til at sikre, at der ikke opstår fejl.
Du kan selv minimere fejl
Sammen med tillidsrepræsentanten og kolleger kan du være med til at sikre, at al din arbejdstid registreres. Det skal ske i det system til tidsregistrering af den samlede præsterede arbejdstid, som skolen har. Har din arbejdsplads ikke et system, anbefaler Uddannelsesforbundet, at I får et. For en sikkerheds skyld kan det være klogt selv at holde øje med, hvor mange timer du arbejder.
Giv ledelsen besked hvis tiden skrider
Det er ledelsen, som har ansvaret for, at du får løn for alle de timer, som du arbejder. Derfor skal timerne opgøres, så både du og ledelsen har et overblik. Hvis du får opgaver udover de planlagte, eller den afsatte tid ikke holder, bør ledelsen have besked. Så kan din opgaveoversigt justeres, og dit præsterede arbejde opgøres korrekt
Din tillidsrepræsentant kan hjælpe
Tjek om alt dit arbejde er opgjort. Din tillidsrepræsentant kan hjælpe, hvis du ikke modtager opgørelsen fra din ledelse, eller hvis der er fejl i din opgørelse. Tillidsrepræsentanten kan trække på bistand fra Uddannelsesforbundet, hvis det bliver nødvendigt. Det er også vigtigt at sikre, at opgørelsen korrekt håndterer eventuelt arbejde hjemmefra, ferie, feriefridage, studieture, lejrskoler, lovpligtigt fravær og afspadsering fra året før. Hvis du har ret til aldersreduktion, så skal det også fremgå af opgørelsen.
Opgørelser hvert kvartal
Med de nye arbejdstidsaftaler på det kommunale og statslige område skal du fra ledelsen have en opgørelse over det antal timer, som du har arbejdet, mindst ved udgangen af hver tredje måned. På den måde kan du løbende følge med i, om opgørelsen er korrekt, og hvor meget du har brugt af din årlige arbejdstid. Ledelsen og du kan også her drøfte, om du eventuelt er på vej i overtid og dermed eventuelt skal have justeret opgaveoversigten.