En lærers status over FGU efter cirka et halvt år
Mandag
Morgenkoldt og buldermørkt på p-pladsen foran FGU-afdelingen i den lille østjyske provinsby. Men okay, klokken er også kun 07.00.
Alligevel sidder to elever på trappen. Malene og Jakob fryser, og den cigaret, de deler til morgenmad, ser ikke ud til at varme rigtigt. Men de er kommet. Det her er deres sted. Deres helle.
Få sekunder efter at alarmen er slået fra, står Malene i køkkenet i færd med at lave kaffe. Hun er tryg ved rutinen, og hun ved, at jeg gerne vil have en sjat mælk i koppen. Relationspædagogik. Der er meget, Malene har svært ved fagligt, men her er hun skolens bedste barista, og det vokser hun ved hver morgen. Morgensamling på de respektive hold; AGU og værkstederne klokken 8, og ved 9-tiden er de fleste elever dukket op. Fællessamling i kantinen og et duftende bord med frisk kaffe, te, en varm bolle og en skive ost. Ikke noget særligt, men alligevel et lille mirakel af samhørighed.
Kort om Verner Lynge
Han kommer fra VUC Horsens, hvor han underviste i dansk, matematik og it. Han er uddannet lærer, datamatiker og fagjournalist.
Tirsdag
”Må jeg ikke bare øve mig i engelsk”? Frida kigger spørgende – og insisterende – op fra tegningerne, som med lidt geometrisk forståelse skal blive til fuglehuse. Ovre i træværkstedet, forstås.
”Du kan skrive dokumentationen til projektet på engelsk”, forsøger jeg, men Frida bider ikke rigtigt på. Fra UU-vejlederen har hun fået at vide, at hendes engelsk skal have ”et boost”, for at hun kan starte på HF. ”Og det er sådan noget, de kan oppe på FGU” har samme UU’er formentlig sagt. I hvert fald vil Frida gerne lave engelsk – og betragter den megen tværfaglighed og praksistænkning som tidsspilde. Det samme gælder Jonas, som gerne vil have det matematik, han mangler for at kunne starte på grundforløb til tømrer.
FGU-eleverne er enormt forskellige. Fælles for alle er, at de står i et vadested. De – og forventningsfulde omgivelser – håber på et individuelt tilpasset løft. En slags ”fill the gap” – suppleret med lidt refleksion og glæde ved (igen) at lære.
I det perspektiv kan den eksperimentelle pædagogik virke ufiltreret og lidt vilkårlig. Lærerne skal uddannes i et helt nyt setup; praksisorienteret og med portfolio-dokumentation. Men mange elever vil egentlig bare have styr på nogle verber eller Ohms lov.
Onsdag
Møder! Der er enormt mange af dem. En udbredt opfattelse blandt kolleger er, at vi bruger tid på at tilrettelægge tid, vi ikke har. At vi har startet et projekt op med så manglende basisstrukturer, at vi har travlt med … at have travlt.
En velmenende ledelse bruger analogier som, at ”vi lægger skinner, mens toget kører”. Vittige hunde har foreslået varianter som, at ”vi sætter sejl, mens skibet synker”.
Selv foretrækker jeg at fortælle historien om bondemanden, der aldrig kom ind til byen og hente sin nye traktor, fordi han hver dag skulle strigle sin gamle hest…
Torsdag
Tidlig formiddag er de fleste af de elever, vi kan forvente, dukket op. Jeg kigger desorienteret fra navnelisten og ud over holdet. Der er tre nye, som er startet inden for de seneste dage. Der er dem, som har været væk i nogle dage eller længere. De udfylder pladsen for dem, som var her i går, men nu er sygemeldte – eller bare fraværende.
”Løbende optag” hedder det forhold, at der kommer elever til cirka hver anden uge, og her kommer ”løbende udgang” om dem, som stopper af mange gode grunde. Og så er der altså skiftende fremmøde, som gør fortløbende temaer og uge-emner vanskelige.
Den traditionelle læreråbning: ”Hvor er vi nået til?” giver ikke mening. ”Vi” er i mange fag en meget lidt homogen gruppe, og kollektiv undervisning er stort set umuligt. I stedet kører vi så med temagrupper, hvor både indhold og niveau kan bøjes. Men igen: En temagruppe er kun gruppe, hvis deltagerne mødes nogenlunde samhørigt. Det er simpelthen svært.
Fredag
Ka’ I ha’ en god weekend!
Det er dejlige unge mennesker her. På deres egen skæve, ofte kejtede og modsætningsfyldte facon udviser de en ukuelighed og vilje til at ville … noget.
Nogle er vokset op i hjem fyldt med tømte flasker. Nogle har oplevet Aleppo synke sammen i brændende ruiner. Nogle har en alenlang liste af diagnoser og plirrer nervøst med øjnene inde bag deres altid opslåede hoodie. Nogle kan ikke stave til tykfobi, men har til gengæld oplevet det dagligt gennem hele deres skoletid. Mange har grynede amatør-tattoos på armene, og få har en madpakke med. Men de kommer – så meget, og så godt de kan.
De har mistet nysgerrigheden og glæden ved at lære, men de vil gerne genvinde begge dele. De er ikke dumme, men der var ikke nogen til at fortælle dem, at kviklån er noget fuck, og at coke er noget suck. De vil gerne ligesom alle andre have et godt liv, men når man overvejende har oplevet det dårlige, er det svært at finde retning.
Relationen og det daglige smil – til, fra og med – disse unge er dét, som gør jobbet værd. At opleve dem flytte sig – somme tider en modvillig millimeter, og andre gange i et tindrende tigerspring – er alt sliddet værd. Det er et godt job.
De omtalte personer i dagbogen er faktuelle, men navnene er ændret.
