Gry underviser klasse. Elev har hånden oppe.
Profil

Eleverne skal vide, at der er en nødudgang

Gry Haugen blev indstillet til prisen som Årets Uddannelsesmentor. Med tydelige rammer, varme og en vilje til at gå et ekstra skridt for eleverne, skaber hun plads til både faglighed og livskriser.

– Jeg måtte lige vende mig om for at skrive på tavlen, for jeg fik simpelthen tårer i øjnene. Jeg var så ked af det på hendes vegne, siger Gry Haugen, lærer på Det Blå Gymnasium Haderslev.

Episoden udspillede sig under en time i faget 'Organisation' for to år siden. Trivsel på arbejdspladsen var på dagsordenen, og i løbet af samtalen rakte en ung kvinde hånden op. Hun var sidst i tyverne og dermed væsentlig ældre end resten af holdet.

– Jeg vil bare sige, at det er første gang, jeg har det godt i skolen og føler, at jeg hører til.

Ordene ramte Gry Haugen lige midt i lærerhjertet. 

– Jeg blev meget berørt. Der er altså noget, der er fejlet på vejen, når man kan komme så langt hen i voksenlivet, før man faktisk føler sig godt tilpas i et klasse­lokale.

– Hun sad i en klasse med flere elever på 17-19 år og var ikke en, hvor man tænkte, at hun havde lyst til at fortælle hele sin livshistorie, men hun havde altså brug for at sige det her. At hun for første gang følte sig velkommen.

Afgørende anerkendelse

Netop det, at eleverne føler sig set og anerkendt, er centralt for Gry Haugen. 

– Jeg synes, det er min vigtigste opgave. Jeg skal selvfølgelig udfordre dem fagligt og udvikle dem fra der, hvor de er. Men det med virkelig at se den enkelte elev i rummet – at han eller hun ikke bare er en, der kommer ind – er enormt vigtigt, tror jeg. Så jeg gør meget ud af at anerkende dem. Det kan også bare være med en kommentar som ”ej Sofie, du har da fået en ny frisure i dag. Hold op, det ser flot ud”. 

Gry foran bærbar computer i samtale med elev
Foto: Maria Tuxen Hedegaard

Det er 15 år siden, Gry Haugen startede med at undervise på Det Blå Gymnasium Haderslev. Egentlig var hun sprunget fra lærerjobbet, da hun og hendes daværende mand flyttede fra Østjylland og åbnede en restaurant og senere en kro i det sønderjyske. 

Skæbnen ville dog, at skoleinspektøren fra en af de folkeskoler, hvor Gry havde været i praktik i løbet af læreruddannelsen, en dag var at finde blandt gæsterne. 

– Hvorfor står du her? Du skulle jo have været ansat oppe ved mig, var hans reaktion, og gennem hans netværk i lokalområdet endte Gry med at blive lokket tilbage til pladsen foran tavlen. 

I dag er hun udover at undervise også virksomhedskonsulent, OPU-vejleder (oplæring i udlandet-vejleder, red.), tillidsrepræsentant samt tovholder på Skills og Teq Solution.

Mange kasketter. Men det passer hende kun godt. 

– Ellers går jeg lidt i stå. Jeg trives bedst med at have det sjovt, og at der er noget at rive i. 

Orakel, opslagstavle og bonusvoksen

Da Uddannelsesbladet første gang kontakter Gry Haugen, er det, fordi hun er blevet indstillet af sin kollega Peter Nordenbæk Hansen til A4 Mediers pris ’Årets Uddannelsesmentor’.

I indstillingen beskriver han Gry som ”en helt fantastisk kollega, et levende orakel, en multifunktionel opslagstavle og som en reservemor for de studerende” med en ”overnaturlig evne til at ”parre” de unge mennesker med de helt rigtige virksomheder i lokalområdet”.

Han afslutter med: ”Hendes indsats gør vores elever dygtigere, mere motiverede og elskværdige! Hendes betydning for de unge mennesker er uovertruffen stor”.

Flotte roser, som Gry Haugen lige skulle sunde sig over, inden hun vendte tilbage på vores henvendelse. 

– Jeg blev da glad og smigret. Det er jo supersødt af ham. Men hey, det handler jo ikke om mig. Det handler om, at vi fungerer som team. Jeg har kun rum til at være, som jeg er, og til at være den lærer, jeg gerne vil være, fordi vi er en enhed og i øvrigt møder enormt stor tillid fra ledelsen. 

Når et ungt menneske virkelig bøvler, kan jeg godt finde på at sige: ”Prøv at hør, det her er nødnummeret, hvis alt går galt".
Gry Haugen
Underviser og virksomhedskonsulent på Det Blå Gymnasium Haderslev

Nødnummer

Det er sket nogle gange, at Gry Haugen har stukket en elev sit telefonnummer. Hun ved, at det er noget, som kan dele vandene i et lærerværelse. For hvor meget skal man give af sig selv? 

– Mit nummer er ikke på den måde hemmeligt. Eleverne kan også finde det på hjemmesiden. Men når der er et ungt menneske, som virkelig bøvler, så kan jeg godt finde på at sige: ”Prøv at hør, det her er nødnummeret, hvis alt går galt, og du står et sted, hvor du ikke kan bunde”.

– Sagen er, at eleverne ikke bruger det. Jeg har faktisk kun haft to, der kontaktede mig privat. Men jeg tror, det gør en forskel, at de ved, at der en nødudgang, når der er kaos i livet. Vi kan hjælpe mange ved bare at fortælle dem, at vi er her. 

Jeg bliver forbandet, når jeg oplever et ungt menneske blive svigtet i systemet.
Gry Haugen
Underviser og virksomhedskonsulent på Det Blå Gymnasium Haderslev
Gry i samtale med tre elever
Gry Haugen i snak med tre af hendes elever fra grundforløb 1. Fra venstre er det Mohammed Kanoun, Magnus Rossen og Emma Hansen. Om Gry siger Emma Hansen blandt andet: Hun behandler os som den alder, vi har, og ikke som børn. Hvis man bliver respekteret, har man motivation for at lære. Foto: Maria Tuxen Hedegaard

Den ene af gangene, hun har oplevet at blive kontaktet af en elev, var en vinteraften i snevejr. Eleven var i nød og skulle bruge hjælp for at komme videre. 

– Jeg er ikke i tvivl om, at langt de fleste ville reagere og hjælpe i sådan en situation, så jeg tænker ikke, at det, jeg gjorde, var særligt. Men jeg kan ikke ret godt have, hvis unge mennesker ikke har det godt, fortsætter hun.

– Og der synes jeg, at vi som samfund skal gøre det bedre. Jeg bliver forbandet, når jeg oplever et ungt menneske blive svigtet i systemet. Men jeg kan jo ikke bare pege fingre ad alle mulige andre, hvis jeg ikke også selv løfter.

Tydelige rammer

I en tid, hvor debatten om børnesyn, fy­sisk magtanvendelse i grundskolen, skolevægring og Mattias Tesfayes selvopfundne diagnose PDO (Pisse-Dårligt Opdraget. red.) fylder mediebilledet, skulle man tro, at det stikker i det bløde lærerhjerte fra Haderslev. 

Men Gry Haugen kan på sin vis godt følge den mindre blødsødne flanke i debatten. For der er i hendes optik sket noget med både lærer- og forældrerollen over årene og ikke mindst med de unge. Flere kæmper med evnen til fordybelse og er ikke altid villige til at lægge den indsats, det koster at komme i mål. 

– Når jeg starter en ny klasse op, begynder jeg faktisk med at være ret skrap. Det er enormt vigtigt for mig at skabe rammerne for, hvor min og deres grænse går. Så jeg er meget tydelig med, hvad jeg synes er okay, og slår hårdt ned, hvis nogen siger noget grimt til hinanden, som andre i klassen kan støde sig på.

– Jeg tror, de synes, det er lidt stramt. Men når vi først har fået rammerne på plads, og de ved, hvad jeg vil acceptere i klasserummet, så er der også meget mere plads og tillid til, at hvis man har noget at fortælle, så kan man trygt gøre det. 

Gry og elev står foran væg med farvede plancher. Gry peger på noget udenfor kameraets rækkevidde.
Foto: Maria Tuxen Hedegaard
Tænk, at de kommer på trods af alt det, de har med i rygsækken. Det er et kæmpe bjerg, de bestiger hver morgen.
Gry Haugen
Underviser og virksomhedskonsulent på Det Blå Gymnasium Haderslev

Det sure med det søde

Og der kommer blødheden ind i billedet igen. For Gry oplever ofte, at der er omstændigheder omkring eleverne, som hun er nødt til at tage højde for og hensyn til. Og som gør, at det faglige fokus nogle gange må vige.

– Jeg kan godt tænke: ”Hold da op, det er godt klaret”, når nogle af mine elever kommer i skole om morgenen. Tænk, at de kommer på trods af alt det, de har med i rygsækken. Nogle har diagnoser, angst eller depression med. Andre har mistet forældre til det ene og det andet. 

– Det er et kæmpe bjerg, de bestiger hver morgen. Nogle har ikke madpakke med eller har måske ikke fået morgenmad, men de sidder her alligevel hele dagen og får nogenlunde lavet deres ting. Det er flot, synes jeg.

Og når så hun oplever elever, der lykkes på trods – som pigen i snevejret, der i dag er færdiguddannet og et bedre sted i livet end dengang – så giver det både glæde og gejst til at fortsætte arbejdet.

– Jeg elsker, at lærerjobbet er så afvekslende, og at jeg oplever nyt hver dag. Det her med at træde ind i et klasselokale uden at vide, hvordan stemningen er. Har de en god dag? Er der noget med relationerne? Er de trætte? 

Fokusskifte

For nylig havde Gry en periode med sin egen klasse, hvor stemningen var begyndt at halte, og der var kommet mere uro. Hun spurgte eleverne, hvad der gør en dag god for dem. 

”Når lærerne har fået deres kaffe og er i godt humør”, lød svaret.

– Det fik mig til at reflektere over min egen rolle, forklarer hun. 

– At det lige så meget kan være underviseren, der skal skifte fokus, som eleverne. Jeg havde måske også kørt lidt i samme rille i et stykke tid. Så da jeg gik ind til næste time med dem, var jeg meget opmærksom på at være glad og komme tilbage til at lytte til, hvad der egentlig fungerer i undervisningen for dem… og så kørte det bare.

– Når vi på den måde finder hinanden, så er det bare fedt at køre hjem efterfølgende.

Dato
Af
Foto
Maria Tuxen Hedegaard