Elever lærer mere, når de bruger alle sprog

Sprogene udvider verdenen

Bogen sætter fokus på translanguaging, som grundlæggende handler om at udnytte elevens samlede sproglige ressourcer i læringen. Her er man er optaget af at krydse grænserne mellem sprogene. For eksempel når en elev, der skal lære tysk, kan trække på den viden om sprog, hun allerede har, fordi hun behersker tyrkisk, dansk eller engelsk. Det er altså elevernes sproglige viden, der er udgangspunktet – ikke underviserens.

– Hvis man skal lære nyt fagligt indhold – uanset om det er fysik, fransk eller andet – så har man brug for at sætte sine egne ord på det, man lærer. Det har vi alle sammen, og mange af os gør det ved at tale om det, vi lærer på vores hverdagssprog. Hvis ens egne ord så er polske, har man brug for at bruge polsk, for at forståelsen kan hænge fast, siger Helene Thise.

Hun tilføjer, at translanguaging også er en måde at opfatte verden på.

– Flersprogede personer trækker på alle deres sprog, når de forsøger at danne mening i den omverden, de møder. Det er alle mulige indtryk – heriblandt tekster og tale. Det er den meningsdannende kognitive proces hos den enkelte person, siger Helene Thise.

Anne Holmen understreger, at det også er en pædagogik, som baserer sig på, at flere sprog er en ressource.

– Det handler ikke bare om, at underviseren accepterer, at der bliver brugt flere sprog i læringsprocessen. Man planlægger læringsaktiviteterne, så man kan udnytte de sproglige ressourcer, siger professoren i parallelsproglighed. 

Elever lærer mere

Der er gode grunde til, at tilgangen vinder frem. International forskning viser, at udbyttet af skolen generelt kan højnes med translanguaging-pædagogik. Man bliver bedre til dansk eller engelsk, eller hvilket fag man nu bliver undervist i.

– Du lærer mere, og du lærer bedre. Det er meget krævende for en elev, hvis man skal bruge energi på at undertrykke nogle af sine sproglige ressourcer og ikke får lov at inddrage dem i læreprocessen. Det gør man ved translanguaging. Eleven skal ikke gå så mange omveje, forklarer Helene Thise.

Alle undervisere kan arbejde med translanguaging, uanset hvilken målgruppe man skal undervise. Flersproglige ressourcer er til stede i ethvert klasserum. Der er dog nogle skoleformer, hvor det springer meget direkte i øjnene, at tilgangen giver mening.

– Jeg er sikker på, at undervisere på sprogcentre ikke kan undgå at lægge mærke til flersproglige ressourcer i deres klasserum. Derfor vil de meget hurtigt opleve alle de her genveje, som translanguaging lægger op til. Det er ikke lige så tydeligt på en erhvervsskole eller på FGU, siger Helene Thise. 

Anerkendelse fremmer engagement

Ud over det rent læringsmæssige anerkender man gennem translanguaging eleverne ved at interessere sig for, hvad de kommer med.

– Det er en anerkendelse af identitet, som hænger godt sammen med elevcentreret pædagogik. Eleverne skal have lov at bringe deres forudsætninger og deres baggrund med ind i skolen. En anerkendelse af, hvem de er, vil også fremme deres engagement og udbytte af skolen, siger Anne Holmen.

Der er altså mange gode grunde til at tage udgangspunkt i de sprog, eleverne kender. Men hvordan gør undervisere det, når de i mange tilfælde ikke selv forstår de mange sprog, deres elever taler?

– Underviserne skal ikke lære alle mulige sprog. De skal lære at facilitere elevernes måde at trække det frem på. De skal lære at stille de rigtige spørgsmål. Det kan man gøre via erfaring eller via uddannelse eller måske via kollegial supervision. Men mange har ikke turdet stille sig i den situation og har måske tænkt, at når de ikke kan arabisk, så tør de heller ikke spørge eleverne til det, for så kan man ikke kontrollere, hvad eleverne siger, opsummerer Anne Holmen.

De rigtige spørgsmål kan blandt andet handle om at øge elevens sproglige opmærksomhed ved at sammenligne sprog – for eksempel om, hvordan grammatikken hænger sammen. Eller hvad noget hedder, eller hvordan noget udtrykkes. Eller hvordan man udviser høflighed, hilser eller noget helt tredje.

Sådan kommer du i gang

Hvad gør man som underviser, hvis man vil arbejde med denne tilgang? Anne Holmen ville begynde med at interessere sig for elevernes sproglige ressourcer.

– Jeg ville spørge, hvilke sprog de kan, og diskutere, hvad det vil sige at kunne et sprog. Ofte svarer folk nej, når man spørger, om de kan et sprog, for de tror, det betyder, at man skal have en studentereksamen i det eller lignende. Spørgsmålet er egentlig, om de kan noget hverdagssprog, siger Anne Holmen, der også opfordrer til, at alle i klasseværelset får at vide, hvilke sprog de andre kan.

– Det ligger der en anerkendelse i, og samtidig er det praktisk, at de ved det, hvis de skal diskutere noget på et andet sprog end dansk.

Helene Thise peger på, at det også er en god ide at kigge på de materialer, man vil bruge i undervisningen.

– Hvilke bøger og materialer skal vi kaste os ud i? Og hvad med emnerne? Kan alle relatere til dem, eller rammer de kun nogle af eleverne, mens andre har længere vej hen mod emnet. Overvej, hvilke adgangsbilletter der er ind i det konkrete emne, siger hun.

I selve undervisningen er det afgørende, at eleverne kan koble deres egne erfaringer til det, der foregår. Derfor skal underviserne stille opgaver, hvor andre erfaringer, end underviseren måske havde forestillet sig, kommer på banen. Samtidig skal underviseren aktivt invitere til, at flere sproglige ressourcer trækkes ind, forklarer Helene Thise.

- Nogle elever på for eksempel FGU og EUD har lært, at deres modersmål er en ulempe, noget de måske skammer sig over. Derfor er det en pædagogisk opgave at gøre det til noget positivt. Flere sprog skal være en ressource, og ikke en krykke, som man bruger, fordi man ikke kan tilstrækkeligt dansk, siger hun. 

Undervisere oplever kontroltab

Der er flere udfordringer ved tilgangen, påpeger Helene Thise. En af dem er, at det er en ny tanke, at man skal se flersprogethed som noget naturligt.

– Undervisere er vant til at se det som noget ekstra, hvis de har en flersproget elev i klassen, men ser man hele klassen som flersproget, bliver det ikke en tilføjelse til den undervisning, de har i forvejen. Det bliver en del af den, men det kræver et skifte i lærerperspektivet at se det som noget alment, siger hun.

Endnu en udfordring for underviserne er, at de kan opleve et kontroltab.

– Eleverne kommer i centrum. De skal lære noget, og det er ikke underviseren, der skal lære dem det - det skal eleverne med deres egne ressourcer. Derfor er udgangspunktet, hvad eleverne kan, og ikke om læreren kan polsk eller arabisk. Læreren skal bringe elevens ressourcer i spil, og det indebærer et kontroltab, som er noget af det værste, vi undervisere ved, siger hun med et smil.