Der er for mange "skrøner" om den danske aftalemodel

To tredjedele af det samlede offentlige forbrug går til de offentlige ansattes løn og arbejdsvilkår. Dermed er aftalemodellen på vores område blevet en fuldstændig integreret del af skiftende regeringers udgiftspolitik. Det, vi ser, er, at ændringer og afskaffelser af aftaler/overenskomster er en kilde til besparelser på de offentlige budgetter eller til at finansiere reformer (lærerlockouten).

I den offentlige sektor er arbejdsgiverne både arbejdsgiver, budgetmyndighed samt lovgivere og kan stoppe en konflikt med et lovindgreb som med lærerlockouten og nu senest med sygeplejerskerne.

Så når politikerne aktuelt under sygeplejerskekonflikten vælger radiotavsheden af ”hensyn til den danske model” eller lidt presset henviser til formanden for regionerne og til ”forhandlingerne”, så er det mundsvejr. Her gemmer man sig bag en fuldstændig usaglig ”dansk model”-argumentation. De ansvarlige politikere ved jo udmærket, at regionsformanden ikke kan forhandle sig til mere end den ramme, som de selv har besluttet, skal gælde for den pågældende overenskomstfornyelse.

Vi er desværre vænnet os til, at politikerne kan have et løsagtigt forhold til sandheden, men at vores egne forhandlere ikke træder i karakter og afslører denne usaglige argumentation er utilgiveligt og fremmer på ingen måde tilliden til modellen!

Løndannelsen i vores sektor adskiller sig fra den private sektor på flere punkter. Først og fremmest ved, at den økonomiske ramme for overenskomstforhandlingerne er bestemt af den til enhver tid siddende regering. Men hvordan finder regeringen ud af, hvilken ramme man vil satse på? Her spiller flere ting ind, men overordnet har den offentlige løndannelse fulgt følgende tre spor:

• Den private sektor skal være lønførende for at sikre/udvikle sin internationale konkurrenceevne
• Den offentlige sektor må ikke over tid være lønførende, da det vil påvirke den private sektors konkurrenceevne negativt

• Den offentlige sektors lønudvikling skal i store træk følge den private.

   

Reguleringsordningen blev indført ved OK-fornyelsen tilbage i 1987 og er i princippet til forhandling ved hver overenskomst. Men også i praksis. Ved OK-fornyelserne i både 2015 og i 2018 blev der foretaget ændringer.

Reguleringsordningen, som i dag er en 80 procent-mekanisme, der virker begge veje, sikrer således en hel og fuld styring af lønudviklingen. Selv i situationer, hvor et kæmpe pres – en konflikt – skulle kaste ekstra lønkroner på bordet, vil udmøntningen i OK-perioden være helt afhængig af, at lønudviklingen på det private område ligeledes udvikler sig positivt. Et eksempel er OK08, som gav en stor lønudvikling, men da der efterfølgende indtraf økonomisk afmatning/krise med følgende lønstagnation i den private sektor, resulterede det i en automatisk nedregulering – dog med en forsinkelse i 2011 og 2012.

Udover at være en yderst effektiv mekanisme til at sikre de omtalte tre spor fastholder mekanismen også det lønhierarki, som blev etableret i forlængelse af tjenestemandsreformen. Regulære ændringer af disse lønindplaceringer kan ikke ske inden for modellens rammer, hvilket sygeplejerskerne gang på gang bitterligt har måtte sande.

Udover at fastholde lønhierarkiet er modellens mere usynlige funktion også at understøtte det interne hierarki, som der er mellem forbundene i den offentlige sektor – og dermed også de modsætninger og uenigheder, der i årtier har præget fagbevægelsen.

Når store grupper af offentlige ansatte, lærerne i 2013 og nu sygeplejerskerne, oplever, at modellen ikke er brugbar og føler sig efterladt på perronen, er der således nogle strukturelle årsager, som skal findes i modellens indretning. Men der er også politiske årsager og grunde, som ikke er behandlet i dette indlæg.

Der er således masser af gode grunde til at stille spørgsmål til mange af modellens mekanismer og funktioner. Det gælder ikke mindst i en tid, hvor fagbevægelsen styrtbløder medlemmer og mister indflydelse, samtidig med at vores arbejdsgivere nu i mere end et årti har været i offensiven.

Et større kendskab til forhandlingsmodellens indretning er nødvendig i den proces, vi snart skal påbegynde med at stille krav og sætte retning for OK-fornyelsen i 2024. Hermed vores første bidrag til den diskussion.