De små sprogskoler isolerer ikke danskkursisterne

Når det kommer til andre “gode” argumenter for, hvorfor VUC skal fremhæves som alle sprogkursisters redning, benytter Charlotte Mikkelsen desværre en række udokumenterede og i alle tilfælde meget generaliserende påstande om de pædagogiske tilstande på landets sprogcentre, og det kræver selvsagt et modsvar.

Hun bedyrer, at kursisterne på de små sprogcentre er isolerede fra et dansk miljø, og at konsekvensen for lærerne er mangel på faglig inspiration og faglig isolation, og at lærerne på især små sprogcentre er udsat for ledere, som ikke har kendskab til dansk som andetsprog eller til at skabe et inspirerende læringsmiljø.  

I forhold til at kursisterne er isolerede fra et dansk miljø, må Charlotte Mikkelsen forklare, om hun betragter miljøet på VUC som det eneste kvalificerende danske miljø, en kursist kan befinde sig i? 

Måske ved Charlotte Mikkelsen ikke, at kursister også tilegner sig sprog uden for sprogcentrene, og at mange af dem er i beskæftigelse eller anden uddannelse – altså dagligt befinder sig i danske miljøer, som stimulerer deres tilegnelse. 

Det er for eksempel den tilegnelse, vi som sprogundervisere i Holstebro (og andre steder) netop forsøger at understøtte, fordi vi ikke falder for fristelsen til at fremhæve os selv som den eneste sande vej til funktionel sprogtilegnelse.

Det er strandhugst

Charlotte Mikkelsen har helt ret i, at det må være i offentlighedens og samfundets interesse, at vi uddanner de tosprogede bedst muligt, og her er sprogcentrenes rolle (særligt de kommunale) unik, idet de gennem deres referencer til jobcentre og arbejdsmarkedsafdelingerne rundt om i kommunerne kan tilbyde en helt særlig indsats i forhold til kursisternes jobparathed og kompetenceudvikling, og de kan være fleksible medspillere i borgernes tilegnelsesproces.

Vi undervisere mangler ikke faglig inspiration, og vi er ikke fagligt isolerede. Mine dygtige kolleger på landets sprogcentre finder hele tiden nye måder at tilrettelægge undervisningen på under de vilkår, der nu engang er gældende. 

Det er ikke skolens størrelse, der har betydning for den faglige udvikling. Det hviler i langt højere grad på spørgsmål om ressourcer og om ledelsesprioriteringer. At VUC-centre skulle have særligt professionelle ledere i forhold til sprogcentrene, som Charlotte Mikkelsen hævder, er endnu en udokumenteret påstand, der skal iscenesætte det, som nok i virkeligheden er bagtanken med læserbrevet – nemlig at gå på strandhugst efter kursister hos en gruppe kolleger i samme fagforening.

Charlotte Mikkelsen pakker det ind i ønsket om, at vi lærere står sammen mod fyringer og kursistnedgang, og hun afslutter da også med at tilbyde os, at vi kan undervise i andre fag på VUC. 

Tilbage står et læserbrev, der på overraskende usolidarisk vis argumenterer for at lukke kollegernes skoler, så VUC kan redde nogle af deres tabte kursister tilbage. Hvis først sektionerne i Uddannelsesforbundet på den måde bekriger hinandens områder, så er fællesskabet for alvor udsat – og i disse tider burde vi nok hellere støtte hinanden.