Lotte Sabroe Graversen fra Byhøjskolen træner autist-elever i at gå til eksamen
Lærer til lærer

At bede autister om at forestille sig en eksamensopgave svarer til bede blinde om at læse

Lotte Sabroe Graversen hjælper autister med at se for sig, hvad der bliver talt om, når de skal til eksamen. Det er som at give blinde redskaber til at læse blindskrift, fortæller hun.

Selv meget dygtige elever med autisme risikerer at dumpe til eksamen, hvis de ikke får praktisk hjælp til at ”oversætte” opgaverne. Men det har Lotte Sabroe Graversen fra Byhøjskolen ved Københavns Kommunes Ungdomsskole råd for, og derfor har hun fået ministeriets godkendelse til at hjælpe dem med til eksamen. Hendes råd kan måske også bruges af andre ved de foranstående terminsprøver.

Hvad er udfordringen?

Rigtig mange unge med autisme har problemer med at gestalte. De kan ikke forestille sig tingene. Det betyder, at hvis man giver dem en opgave i for eksempel engelsk, der hedder ”imagine that…”, så svarer det til, at man giver en blind en tekst og siger: Læs den.  

Autister har det, der hedder kontekst- og erfaringsblindhed. Kontekst-blindhed handler om, at man ikke kan overføre fra en situation til en anden. Og erfaringsblindhed er, at man måske bliver bedt om at tænke tilbage til en bestemt situation. De fleste af os kan tænke tilbage i tiden. Det gør man ikke per automatik, når man har autisme.

Om Lotte

  • Lotte Sabroe Graversen er dansk- og dramalærer på Byhøjskolen, Københavns Kommunes Ungdomsskole.
  • Hendes diplomopgave hedder ”De kan ikke skrive – udfordringer ved skriftligt dansk for elever, der har autismespektrumsforstyrrelser”. 
  • Hun planlægger at afholde et lille kursus i at være praktisk hjælp, da der ikke findes en egentlig uddannelse.

Hvad er løsningen?

Det er en praktisk hjælper til eksamen.

En praktisk hjælp kan hjælpe med at ”oversætte” en eksamenstekst. Hvis der står: Forestil dig, at du er på højskole, og eleven ikke ved, hvad en højskole er, kan man bruge Same but different-metoden. Man kan spørge, om de ved, hvad en efterskole er? Og det ved de godt. Når de får at vide, at det er det samme, så skriver de. 

- Det er nogle gange 30 sekunders hjælp, de har brug for. Hvis opgaven handler om at fortælle om at være på campingtur, kan en praktisk hjælp spørge, om eleven selv har oplevet det eller at ligge i telt og måske vise et billede af situationen. Autister har det svært med det auditive, men rigtig godt med det visuelle.

- Det kan handle om konteksten – at det kan være svært at vide, hvad man bliver bedt om. Og her kan en praktisk hjælp hjælpe med skabelonerne. Man går altså ikke ind i opgaven og hjælper, men sætter rammen for, hvad opgaven indebærer. 

En hjælpelærer...

  • skal vide noget om kontekstblindhed og erfaringsblindhed og om den vigtige metode, der hedder Same but different. Den praktiske hjælp skal også have adgang til de skabeloner, som lærerne har brugt i undervisningen.
  • må gerne være en lærer, der kender eleverne godt. For eksempel klasselæreren. En fremmed udefra er dog bedre end ingenting.

På Byhøjskolen er der en praktisk hjælp til seks-syv elever. Den praktiske hjælp sidder uden for eksamenslokalet, og eleverne kommer ud én ad gangen, når de har brug for det, så det ikke forstyrrer de andre elever.

Se hele vejledningen (hjælp til eksamen findes på side 21)

Dato
Af
Foto
Privatfoto