Anmeldernes tips til læsning i sommeren – og efter

Marianne Bindslev anbefaler:

Min favoritbog:  “Hundeparken” af Sofi Oksanen

Sofi Oksanens form med konstante skift i tid og sted fordrer fuld opmærksomhed. Her er fortælletråde til nutidens Finland, Sovjettidens Estland, på flugt og rejser. Det er et stort episk drama. Forfatteren fungerer som læserens solidariske guide rundt i ukendte og hemmelighedsfulde miljøer. I min læsning fornemmede jeg heldigvis hele tiden en imaginær rygstøtte fra Sofi…

Med krigen i Ukraine blev plottet i “Hundeparken” smerteligt aktuelt. Bogens univers er fertilitetsindustrien: ukrainske rugemødre, vestlige barnløse og magtfulde forretningsmænd m/k. Handlingen udspilles i et gennemkorrupt og skruppelløst samfund, hvor alt er til salg for højeste bud. Ønskebørn designes efter kundernes ønsker om udseende og personlighed. Rugemødrene forarmes på krop og sjæl.

Historien er grufuld og i sig selv dramatisk. Alt fortalt med stor indsigt og indlevelse. Der er også med nænsom pen plads til poesi og drømme. Aldrig ren horror og slet sentimentalt.  Min favoritbog har derved beriget mig med BÅDE en stor sanselig læseoplevelse OG gjort mig klogere på fremmede miljøer og livsbetingelser.  

Jeg er i gang med at læse”Hundeparken” for tredje gang. 

En fagbog, der har haft særlig betydning for mig: "Diagnosis" af Lars-Henrik Schmidt

Mange fagbøger har haft særlig betydning for mig, men én stråler med flere særlige kvaliteter.

Det er “Diagnosis”. Med sit skarpe blik, spidse pen og gode forstand formåede Lars Henrik Schmidt at blande kortene og befrugte en uendelig række temaer i trebindsværket fra 1999.

De kan sagtens læses uafhængigt af hinanden. Titlerne er: “Filosoferende eksperimenter”, “Socialanalytiske fatninger” og “Pædagogiske forhold”.

En bog, der burde skrives: “Hvordan i alverden er det, vi lærer?"

Første bind i en serie. I denne bog går alle forfatterne et spadestik dybere end normalt i et forsøg på at forstå, hvordan vi lærer, og hvordan vi bruger det, vi lærer. Fra vugge til grav.

Hvad angår sprog og begreber er indholdet velafstemt i forhold til at nå læsere med forskellig pædagogisk baggrund (man aner et ekko af Blooms taxonomi som det gode valg). På den måde giver bogen sikkerhed for, at ALLE kan bidrage og være del af en dynamisk pædagogisk proces, gøre sig overvejelser og deltage i udviklende samvær. 

Da “hvordan i alverden er det, vi lærer?” er polemisk i både form og indhold, er kapitlet “Hvordan opnås menneskelig erkendelse?” naturligvis relevant. Det er et dyk ned i filosofihistorien.

Af bogens øvrige kapitler kan nævnes

• LEGO – læring gennem leg. Holistisk forståelse og praksis af børns udvikling. “Learning through play” programmet
• ”En dansende skole”. Genoptryk af Lars-Henrik Schmidts artikel om skolens seks nøglekompetencer:
• at læse – at kommunikere – at samarbejde med andre
• at skrive – at redigere – at forbedre sit niveau
• at regne – at modellere – at løse problemer.
• Hvordan skal refleksion forstås? Bud på forståelse af begreb og historie samt en efterskrift af kommentator, udfordret af test til opnåelse af dansk indfødsret: Jopardy-viden eller skolen som et tvangsforhold?

Verner Lynge anbefaler:

Min yndlingsbog til alle tider: "Idealister" af Hans Scherfig

Det må være snart 50 år siden, jeg læste den første gang. En satirisk og sprog-ekvilibristisk udlevering af de ideer, som tegnede Danmark i 30’erne.

Fantaster, astrologer, åndemanere, kabbalister, sexualterapeuter og allehånde akademiske varianter af socialisme bliver udleveret i et syrebad af paradokser og sarkasme.

Parallelt med de indbyrdes stridende verdensfrelsere præsenteres også bedsteborgerskabets idealister: Godsejere, litterater, præster og andre, som spekulativt beriger sig på krisen og snuser til de vinde, der blæser fra Tyskland i syd.

Det er ikke Scherfigs bedste roman, men den er tidløs i sin udlevering af de mange grupperinger, som hver især har løsninger på verdens fortrædeligheder. De hindres kun af de mange ANDRE idealistiske grupperinger, som i ubegribelig dårskab ikke har forstået hverken problemerne eller de genier, der forgæves råber op fra respektive tidsskrifter og foredrag.

Koblingen fra datidens nationale og skvadrende andedam og til nutidens globale kaos ligger lige for. Især SoMe og de øvrige flyvske medier er som skabt til at skabe idealister. Fusentaster, kloge-åger og ikke mindst en massekultur af terapeuter, healere, coaches og værdikrigere. Vi har i dag hver vores individuelle og konstruerede ideologier. Det er blevet mere komplekst, men ikke mindre forvrøvlet.

Min bedste fagbog – læst af lyst: Jeanette Varberg: Mennesket har altid vandret

Arkæolog og historiker Jeanette Varberg har gjort popularisering og god formidling til en essentiel del af sit arbejde. Hun er kendt især for sit arbejde og sine bøger om vikingetid og jernalder.

Aktuelle bog er i serien ”Til Tiden” fra Gyldendal og er et lille overset mesterværk. Det burde være tvangslæsning for alle, som gerne vil blande sig i debatten om indvandring, integration, migration.

Det er en udbredt opfattelse at de massive strømme af flygtninge, vi i disse årtier ser mod Europa, er noget nyt og i øvrigt foranlediget af globalisering og dermed viden om, at ”her er bedst at være”. Men mennesket har altid vandret. Det er så at sige en del af vores succes som ”art”, at når der har været anledninger som sult, krig, oversvømmelse, har vi taget de små børn på ryggen og de lidt større ved hånden – og er gået.

Talentet for at migrere hænger sammen med et endnu større menneskeligt talent for tilpasning til, hvor vi nu er kommet frem. At vandre, at ’flygte’, at migrere er ganske enkelt et menneskeligt grundvilkår. Det betyder ikke, at vi skal trække på skulderen af de store migrationer – det betyder blot, at nuværende ’bølger’ af indvandring, udvandring og bevægelse af folkegrupper i Europa - og verden - er et vilkår i menneskehedens historie.

Den bog, jeg håber at finde på hylderne efter sommerferien: 

WOKE og identitetskultur har fuld gang i et slags kulturelt opsving eller medvind. Fronterne på især sociale medier er trukket hårdt op, og nyligt har LGBT+ kulturen fået sine første (!) indre modsætninger og splittelser i nye fraktioner, som måske kunne have været forudset. Jeg glæder mig til et solidt og velskrevet værk, som samler op på fænomenerne og ser dem i en antropologisk og social/kulturel sammenhæng.

Der må gerne være mange forfattere, og dele af værket kan være essayistisk. Værket skal løfte sig selv og læseren i en sådan bedrevidende analyse med glimt i øjet. En bog af den slags, som kan rydde hele forsiden af tillægget BØGER i Weekendavisen.  

Jeg vil elske at få lov at anmelde den – og også gerne gi’ den lidt hug.

Henriette Borup Borregaard anbefaler tre bøger hun gerne vil finde på lærerværelsets hylder efter sommerferien:

"Vidnesbyrd om livet med Corona" af Jytte Lund Larsen

Jytte Lund Larsen har skrevet en digtsamling fra en måned i den første Corona-nedlukning 2020. Samlingen rørte mig dybt. Langt mere end jeg havde forventet. Måske fordi Corona var, og stadig er, så utrolig nærværende i vores liv, og fordi jeg læste den inden Danmarks anden nedlukning. 

Jeg kunne slet ikke lade være med at bruge uddrag i min undervisning i dansk som andetsprog på AVU, og mine kursister blev lige så berørte som jeg.

Selvfølgelig. Vi har jo alle oplevet det, og vi kan alle relatere til den svære tid, hvor ord som mørketal, karantæne og isolering blev en del af dagligdagssproget. De nye ord, vi pludselig skulle forholde os til under Corona, og sproglige sammensætninger, som Jytte så fint benytter sig af, giver ikke kun anledning til genrekendskab, men også til sprogforståelse og samfundsdiskussioner. Vidnesbyrd om livet med Corona er relevant nu og vil være det i lang tid fremover.

"Mit navn er Nike" af Maria Stensgård

I Mit navn er Nike møder man gennem 12 fortællinger den hudløse ærlige, humoristiske og kunstneriske Nike, der fortæller om sit liv fra ungdommen til voksenlivet. Bogen bærer i dén grad præg af forfatterens store viden om litteratur, kunst og historie. Her kæles for sproget, og de mange referencer til forfattere og kunstværker pakket ind i vendsysselske vendinger vil kunne gribe enhver sprognørd. 

Mit Navn er Nike er fuld af farver og nuancer, hvor man hverken kan lade være med at forundres eller til tider grine højlydt. Romanen er udfordrende, og min vurdering vil være, at den er for udfordrende for mine kursister på AVU. Mit navn er Nike skal have plads og tid til at læse mellem linjerne, hvor genlæsning kun udfolder bogen endnu mere. Denne roman er derfor til mig selv og fremstår smuk, som Nike jo er, på min egen hylde.

"Wi-Fi – en novellesamling" af Henriette Borup Borregaard

Bogen består af ni noveller, der alle omhandler den digitaliserede virkelig, som befinder sig lige om hjørnet på godt og ondt. 

Wi-Fi – en novellesamling er skrevet til kursister på AVU, men er generelt velegnet til udskolingen, hvor refleksion omkring digital dannelse og brugen af teknologi er både relevant og relaterbart.

Novellesamlingen er skrevet af undertegnede og er af den grund først og fremmest en anbefaling – for selvfølgelig håber jeg at finde netop dén på hylderne efter sommerferien! I min undervisning manglede jeg moderne noveller, der giver plads til diskussioner om det samfund vi befinder os i, og den retning vi bevæger os mod. Jeg manglede genrer, som kan knyttes op på de adskillige artikler, man finder i eksamensopgaver og undervisningsmateriale. Selvom det er en heftig omgang ananas i egen juice har både jeg og mine kollegaer benyttet os af Wi-Fi – en novellesamling i danskundervisningen, hvilket har givet os oplevelsen af, at novellerne lever op til deres formål.