Verdensvendt uddannelse – et perspektiv for nutiden

Lærerens undervisning anskues ikke nødvendigvis som progressiv og frisættende for eleven eller barnet. I det nye værk bringer Biesta dette videre og søger at beskrive, hvordan eleven kan sættes fri og blive ’et lærende subjekt’ frem for genstand for den objektivisering, som læremål-og planerne frembringer.

Først i bogen gennemgår Biesta selve problemstillingen mellem skole og samfund. Dernæst kommer han omkring skolen som et mere eksistentielt opdrag og søger så til sidst netop at skabe en tydelig forbindelse mellem skole og elevens væren i forhold til en plads i verdenen. Biesta italesætter selv det sidste som elevens ’subjektifikation’. I denne forbindelse kredser han også omkring undervisningens tre gaver (side 136 ff.):

• At blive givet, hvad man ikke beder om
• At læreren giver den lærende to ting og
• At få sig selv givet.

Grundantagelsen af disse tre hviler egentlig på hele den forvredne idé om, at eleven skal tage ansvar for egen læring; Biesta stiller her spørgsmålstegn ved, om eleven selv kan (og skal) påtage sig dette ansvar? Han mener, at det er, når læringen rækker udover det egentlige læringsindhold, at den sande læring/ændring sker. Lærerens opgave bliver her at give mere til eleven end blot færdigheder. Eleven skal også bidrages en egentlig kontekst – en ’forståelseshorisont’ – og det er blandt andet præcis her, at eleven frisættes.

Biesta sætter dette op i forhold til sin tese om, at det er undervisningens ædle mål at skabe ’forstyrrelser’. Disse handler ikke om uroen i klasselokalet. De handler om den interaktion, der opstår, når læreren afviger fra for eksempel læremålene og bliver forstyrret af elevspørgsmål, der rækker ud over fagets læremål. Det er så netop i selve denne intervention, at eleven virkelig kan lære og perspektivere sin viden og skolelærdom til sig selv og den eksisterende verden, og her at den sande frisættelse sker.

To specifikke begivenheder bliver blandt andet bogens omdrejningspunkt, og Biestas refleksioner her er særligt interessante: Rosa Parks, der i 1955 i USA modsætter sig at stå op i bussen, og nazisten Adolf Eichmanns ansvar/skyld under 2. verdenskrig. Biesta stiller her spørgsmålstegn ved, om skolen kun skal uddanne og få den lærende til at gøre noget rigtigt inden for en given ramme holdt op i mod et moralsk/mellemmenneskeligt perspektiv.

Undervisningens genopdragelse fra 2018 fik topscore-point her på siderne. Desværre lever Verdensvendt uddannelse ikke helt op til dette.

Rent skriveteknisk bruger Biesta et meget komplekst omfang af metatekst i bogen. Han stopper hele tiden op og beskriver, hvad han lige har forsøgt at skrive, og hvad han nu vil gøre. Dette og hans mange referencer til filosoffer, pædagogiske retninger og skoler gør, at ens læsning bliver knapt så flydende. Det skrevne ord er tæt på at være rodet. Den hurtige gennemgang og name-dropping gør, at bogen henvender sig til folk, der er godt forankret i pædagogik og undervisning. Mens det forrige værk var en tydelig hyldest til alle lærere og undervisere, fungerer denne bog slet ikke på samme niveau. Dog kan siderne givetvis tilvejebringe en vis selvreflektion hos den erfarne lærer.