Ung med autisme – fra barndom til voksenliv
Man bør være forsigtig med analogier – lissom’er – og talemåder, når man kommunikerer med mennesker med autisme. Herværende anmelder har en af slagsen, med aspergers, hjemme, og da jeg viste ham bogen, lå det lige for at anbefale med «Det er historier fra hestens egen mund». Drengen plirrede lidt med øjnene, og jeg blev brøden bevidst og benyttede anledningen til at forklare talemåden.
«NÅHHH» lød det imødekommende.
Den er god nok. «Ung med autisme» har introducerende og udredende afsnit, hvorpå det er den unge selv – med diagnosen, forstås – som forklarer sig. Hver personlige præsentation og fortælling afsluttes med et afsnit «Eftertanker» - hvor forfatterne sammenfatter og perspektiverer, hvad Amalie, Martin, Sarah eller Gustav nu har præsenteret.
Det er ikke nyt, at man lader den unge selv holde mikrofonen, men det er nyTÆNKT, at man lader den unges historie være det bærende element gennem et helt værk. Det må have krævet en del redigering, efter at båndoptageren blev slukket, men altovervejende er resultatet blevet troværdigt og godt. Enkelte steder geråder forfatterne ud i forklar-mig-igen hvad den unge egentlig HAR sagt, omend ikke fagligt. Det kan sikkert ikke undgås, ligesom man må betænke, at bogen også skal kunne læses af personer, der har ingen eller kun få erfaringer med den særlige retorik og begrebshåndtering, som gør sig gældende for mange autister.
Sidstnævnte «autister» forsøges skrevet ud af sproget til forskel fra «personer med autisme». Tilsvarende forsøger man i dele af litteraturen og miljøerne at ophæve de ‘sub’-benævnelser – for eksempel Aspergers – der har gjort sig gældende, for at håndtere det meget brede spekter, som autisme-diagnosen faktuelt dækker over. De meget insisterende psykologer og pædagoger, der deltager i denne debat, kunne med fordel læse bogen – og i øvrigt spørge de unge selv. Denne far til en asperger-autist skulle hilse og sige, at det er en lidt plagsom diskussion, som indikerer, at de unge selv skulle have ubehag eller problemer med en åbenbart stigmatiserende sprogbrug. Debatten er måske fin nok – jævnfør ‘identitetsforståelse’, som også omhandles i bogen, men os på sidelinjen kan med fordel klappe kaje og høre eller læse, hvad de unge selv mener.
Også derfor er bogen en fremragende idé.
Relaterede anmeldelser
Pædagogik og almen didaktik – en grundbog
