Teoretisk pædagogik
Den lille personlige passus “Det har jeg selv lært…” vidner som bonus om fællesskab og udveksling af viden og ideer. Det er grundlag for alt pædagogisk tænkning og handling. Forfatteren træder tydeligt, men diskret frem. På fineste måde personligt, engageret, men uden at blive privat. En af mange årsager til, at Merete Wibergs bog giver i hvert fald undertegnede læser en fornemmelse af at være inviteret på en femstjernet feel good-rejse ind i et hjørne af det pædagogiske miljø.
I diskussionen om udvikling af handlepraksis fremhæver Merete Wiberg blandt andet den tyske uddannelsesteoretiker Wolfgang Klafkis udsagn om “… selvbestemmelse, medbestemmelse og solidaritet som omdrejningspunkt for almendannelse” (Side 13). Bogens samlede tekst viser “rejsen” hen til, at denne teoretiske idealtilstand bliver udtrykt som en klar vision. Det sker med endnu en reference til Wolfgang Klafki: “... et samfund, hvor selvbestemmelse, medbestemmelse og solidaritet spiller en væsentlig rolle”.
Spørgsmålet er imidlertid, hvordan dannelsesidealer bliver til handlekompetence? Hvordan viser pædagogiske ideer og værdier sig i vores handlinger? Det er her, værdierne kommer ind. “… de værdier, som pædagogiske teorier udkaster, og som manifesterer sig i pædagogisk praksis.”
Efter en fyldig indledning med introduktion til de enkelte kapitler følger tekst med overskrifter som Indkredsning af den teoretiske pædagogik. Blandt hvad med spørgsmål som Hvad er der indeni en pædagogisk teori og Værdier og håb i de pædagogiske teorier, Værdier i spændingsfeltet mellem pædagogisk teori og praksis, og Kan man sanse værdier?
“Ethvert pædagogisk udsagn er normativt på den ene eller den anden måde. Derfor er den pædagogiske forskning nødt til systematisk at kunne diskutere de værdier, som pædagogiske teorier udkaster”.
Med disse ord afslutter Merete Wiberg sit bidrag til arbejdet diskussion, teoriudvikling og praktisk pædagogik med temaet “værdifylde i pædagogikken”.
Helt til sidste linje formår Merete Wiberg suverænt at holde kursen og med små bevægelser guide rundt i det omfattende materiale. Bogens tekst er fortættet uden at være hverken knudret eller svært tilgængelig. Forfatterens åbenlyse engagement virker smittende, åbner for mange spørgsmål og inspirerer til refleksion og nye perspektiver. Læseren efterlades med masser af ”håbstegn” for fremtidens skole.
Bogen henvender sig til studerende på pædagogiske uddannelser ved universitetet og professionshøjskoler “og andre, som ønsker et teoretisk perspektiv på det pædagogiske landskab”.
Relaterede anmeldelser
Læsningens drivkræfter
