Forsidebillede af bogen

Skolens tekster

Forfatter
Af Jesper Bremholm og Lene Storgaard
Forlag
Aarhus Universitetsforlag
Antal sider
72
Pris
129,95 kroner
Bogen får
Lad os åbne døren til Ravnshøj Skole og kigge ind i 8.b” – sådan starter Jesper Bremholm og Lene Storgaard deres diskussion og gennemgang af ’skolens tekster’ jævnfør bogens titel.

Det står hurtigt klart, at der er tale om en kritisk vinkel på undervisningen i folkeskolens fagtekster i forhold til de krav, som teksterne stiller til deres læsere. Det indblik, vi får i Ravnshøj Skole, kan bruges til at generalisere over den problematik, at selve tekstlæsningen med dens krav kan forhindre en eventuel læring. De forskellige fags tekster kræver nemlig forskellige kompetencer, som man ikke kan tage for givet, at den enkelte elev har kendskab til; den selvforklarende tekst findes ikke!

Trods bogens mindre omfang indeholder den flere klare budskaber, som har størst relevans for lærere og undervisere, der beskæftiger sig med faglæsning. Selvom eksemplerne er hentet fra folkeskolen, må man vurdere, at man også længere op i uddannelsessystemet bør arbejde med facilitering af læsning og læsestrategier, for eksempel i form af ordforklaringer og hjælp til, hvordan en given tekst skal tilgås. Kunne man ikke forestille sig, at et arbejde med læsestrategier også ville gøre læreprocessen nemmere for unge og voksne?

Man kunne klandre bogen for ikke i et stort omfang at hjælpe faglærerne, da de fem gode råd, som findes afslutningsvist i bogen, fylder meget lidt, for som faglærer er det jo netop råd og vejledning, man kunne have brug for. På denne vis bliver bogen et indlæg i en debat om tekstlæsning, men fyldigere vejledning havde været på sin plads, hvis ønsket er at hjælpe faglæreren på vej til en bedre undervisning. 

Man kunne derfor ønske sig, at der kom en opfølgning til denne bog, som i et højere omfang var en udstrakt hånd. 

Dato
Af
Anmeldt af Marie Christensen