Sammen om epx – perspektiver og refleksioner

På knap 100 sider gennemgår Jonas Sprogøe relevante emner – tydeligt opdelt og struktureret – og med et skarpt blik for mange af opmærksomhedspunkterne, når epx skal implementeres. Igennem hele bogen lægges op til refleksioner og dialog, da epx er noget, vi skal skabe sammen, som det også fremhæves i titlen.

Bogen diskuterer både problemstillinger i de politiske rammer og i ekspertgruppens anbefalinger samtidig med, at forfatterens egne erfaringer fra blandt andet implementeringen af FGU bringes i spil. Jonas Sprogøe stiller skarpt på pædagogiske og didaktiske udfordringer og lægger op til drøftelser og mulige retninger i arbejdet.

’Sammen om epx’ favner bredt, og det er både en styrke og en svaghed. Den berører mange af de relevante problemfelter, så der skabes opmærksomhed på dem, men på flere områder er behandlingen relativt overordnet. Hvis man skal komme tilstrækkeligt i dybden, lægger det op til en yderligere udfoldning af emnerne. Men her hjælper bogen både med refleksionsspørgsmål og mange relevante henvisninger, der også inddrages i teksten undervejs.

Hvad bliver centralt i praksis? 

Bogen er udkommet på et tidspunkt, hvor der mangler flere svar på epx. Det giver både mulighed for at drøfte og måske påvirke retningen for det, der kommer til at ske, men samtidig risikerer man at bruge betydelig tid på drøftelser af emner, der i praksis kommer til at være mindre relevante. 

Bogen gør det vanskeligt at vurdere, hvilke problemstillinger der bliver centrale i praksis, men det afhænger også af, hvilke aktører, der læser med. Et eksempel er udviklingen af didaktikken, der behandles i kapitel 4. Her må diskussionerne forventes at blive markant mere konkrete, når der forhåbentlig i løbet af 2026-27 udvikles en ny didaktik for uddannelsen.

Bogen har ikke som intention og giver heller ikke svar på klare retninger, man skal gå i forhold til epx. Der er læst mange ønsker, bekymringer og forventninger ind i uddannelsen, så bogen kan gennem de drøftelser, der lægges op til, forhåbentlig medvirke til en større grad af konsensus om relevante problemstillinger og dermed understøttelse af arbejdet fremover. OG så vil bogen kunne læses løbende igen i de kommende år som en påmindelse om at genbesøge nogle af de nævnte områder, hvis de skulle være smuttet undervejs i implementeringen af epx.

Til slut beskrives en didaktisk ledelsesmodel med inspiration fra Hiim & Hippes relationsmodel med en række faktorer, der kan bruges til at styrke samtalen om pædagogisk ledelse. 

Jeg vil dog gerne udvide anbefalingen til, at den bør indgå i dialogen mellem ledelse og tillidsrepræsentanter. Det kan skabe grundlaget for en fælles forventningsafstemning, der kommer til at være afgørende – herunder rammesætning af tid og mulighed for kompetenceudvikling i forhold til etableringen af epx.