AI i historie – praksis og øvelser

Forfatter
af Lars Due Arnov og Esben Bækkelund Jensen
Forlag
Systime
Antal sider
115
Pris
220 kroner
Bogen får
’AI i historie – Praksis og øvelser’ af Lars Due Arnov og Esben Bækkelund Jensen taler lige ind i en tid, hvor AI nærmest ikke kan blive mere relevant i samfundsdebatten og dermed i undervisningen.

Bogen er en smal sag på 115 sider fordelt over otte kapitler. Hvert kapitel indeholder en kort introduktion, flotte og gennemarbejdede illustrationer samt et væld af konkrete øvelser. Kort sagt: Guf for enhver moderne historielærer. Fordi den er så relevant, giver den et friskt og nutidigt syn på historieundervisningen. Et eksempel er øvelsen med at gøre Christian 4. til en AI-chatbot. Helt ærligt, så er jeg vild med idéen og måden, hvorpå man kan få så øjensynlige modsætninger til at forenes i en virkelig relevant og vedkommende undervisning.

Er du den nye anmelder? 

Det er dig, der bruger bøgerne og læremidlerne i undervisningen. Derfor er din faglige vurdering værdifuld: Kan materialet noget? Virker det i undervisningen? Hvem egner det sig til – og hvornår gør det ikke?

Som anmelder på Uddannelsesbladet deler du dine erfaringer med andre undervisere og er med til at gøre det lettere at finde de læremidler, der faktisk fungerer i praksis.

Har du lyst til at være med? Du behøver ikke have erfaring med at anmelde. Du får hjælp og sparring undervejs..

Skriv til Uddannelsesbladet med et "JA, det er da lige mig😉

 

AI i undervisningen er et hot topic i alle underviseres munde, for hvordan tager vi denne teknologi ind i undervisningen uden at gå på kompromis med læringen? Og uden at det bliver til snyd eller at læringen går tabt? Jeg tror på, at det sker gennem en procesorienteret læring, hvor AI bliver til et værktøj fremfor en sandsigerske. Og det er præcis sådan, jeg ser øvelserne i ’AI i historie – Praksis og øvelser’. Her er der gjort essentiel plads og udviklet konkrete øvelser til refleksioner, vidensdeling, kildeanalyser og faktatjek. Der er ikke en eneste side i denne bog, jeg har lyst til at springe over.

Faktisk glæder jeg mig til at fortælle mine kursister, at de nu skal til at bruge rigtig meget AI i historieundervisningen. Jeg vil dog, fordi sådan synes jeg altid, man bør agere som underviser, tilpasse materialet til min målgruppe, den pågældende klasse og de kursister, der skal modtage undervisningen. Bogen behøver nemlig ikke at bruges som et færdigt materiale, men kan plukkes i og/eller være grobund for inspiration til eget materiale.

Lars Due Arnov og Esben Bækkelund Jensen formulerer forordet således: ”Vi har skrevet denne bog, fordi vi vil gøre det nemt og fagligt relevant for lærere at anvende AI i historieundervisningen”. Det er præcis det, de har gjort. Man mærker tydeligt et stærkt (og nytænkende) didaktisk fundament bag. Og, som de ligeledes lover i forordet, er historiefaget deres primære fokus. Elementerne med AI er udviklet, så de er lettilgængelige for enhver historielærer uanset digitale kompetencer eller præference for chatbots.

Bogen rammer bredt, og jeg vil påstå, at enhver historielærer – uanset hvilken uddannelsesinstitution vedkommende er ansat på – vil kunne drage nytte af dette materiale. Det samme gør sig gældende for modtagerne. Om det er elever på FGU eller kursister på AVU, vil dette ramme lige ned i en vedkommenhed både for samfundet og historiefaget.

Dato
Af
Anmeldt af Henriette Borup