Historie i spil - rollespil i undervisningen
Kan man undervise i faget historie ved hjælp af rollespil? Det er et noget utraditionelt element i forhold til langt mere almindeligt brugte materialer som lærebøger, film, billeder med mere. Forlaget Columbus skriver blandt andet følgende på bogens omslag: "Rollespillets særlige form rummer et stort læringspotentiale, og så er det en anderledes og underholdende måde at lære på."
Forfatteren, den erfarne gymnasielærer Henrik Tuxen, ønsker med bogen at give en indføring i, hvordan lærere kan udvikle og anvende rollespil i historieundervisningen med et højt fagligt udbytte og masser af elevaktivitet.
Desuden indleder Tuxen bogen med velfunderede teoretiske overvejelser og forklarer ud fra en generel model, hvordan et rollespil kan bygges op og afvikles inden for de rammer, man normalt har rådighed som underviser.
Bogens indhold fordeler sig meget pædagogisk i to dele. Den ene er blandt andet om, hvad rollespil er, og hvordan man udvikler det i praksis.
Den anden giver eksempler på rollespil med udgangspunkt i vigtige begivenheder i dansk og international historie. Blandt andet valg i oldtidens Rom, Versaillestraktaten, valg til Folketinget i 1973 med mere.
Til hvert rollespil hører elevhæfter i klassesæt med alt det materiale, eleverne har brug for til at spille - kilder, historiske kort og personlige karaktertræk, ligesom man finder relevante arbejdsark til hvert spil på bogens hjemmeside.
Samlet set et aldeles glimrende udvalg af kilder og materialer - bredt og neutralt, samt fine og uddybende baggrundsoplysninger for hver relevant person. Den slags baggrundsoplysninger er bydende nødvendige, for at vores elever skal kunne forstå sammenhængene. Hertil hjælper også de bragte landkort over datidens grænser og lande. Godt gjort!
Hele bogen igennem forekommer sproget letforståeligt og enkelt.
Til hvert afsnit er anført en række yderst relevante spørgsmål, som vidner om forfatterens erfaring med undervisning i det pågældende emne. Og der er tilføjet en stribe nødvendige bilag om for eksempel udviklingen af landets BNP i perioden 1952-1972.
Denne anmelder er ikke i tvivl om, at mange lærere vil kunne have meget gavn af at bruge rollespil - især hvis de selv spiller i fritiden. Og faktum er, at rollespil findes i vores elevers univers, og at mange er særdeles fortrolige med begrebet. Derfor bør vi i ungdomsuddannelserne afprøve det efter nøje overvejelser og med egen erfaring i bagagen.
Forlaget Columbus skal have ros for at støtte denne udgivelse, som er blandt de allerførste på dette niveau og dermed er med til at skabe nye vinkler på historieundervisningen.
Tilsvarende fortjener Henrik Tuxen særdeles megen ros for at turde samle sine egne og andres erfaringer med rollespil til en glimrende bog, som alle andre vil kunne have meget gavn af.