Aktuelt

Rapport: Stort hul i STU-elevers joberfaring oven på corona-nedlukning

Under forårets ned­luk­ning blev mange STU-elevers praktiktid eller mulighed for arbejds­plads­erfaring taget fra dem. Det har været en udfordring for både skolerne og eleverne, viser undersøgelse.

Aflyste praktikperioder og manglende arbejdspladserfaring har skabt store udfordringer for såvel STU-elever som deres skoler. På grund af forårets nedlukning blev mange STU-elevers praktikperiode eller arbejdspladserfaring nemlig aflyst. Og en del elever, som ikke har fået arbejdserfaring i løbet af deres uddannelse, har som følge heraf desuden ikke en arbejdsplads at begynde på efterfølgende.

Det fortæller lærere og ledere i en kortlægning, som Danmarks Evalueringsinstitut har gennemført på opdrag fra Børne- og Undervisningsministeriet. Målet har været at samle og lære af de erfaringer, som skoler og uddannelser gjorde sig under den nødundervisning, som fandt sted i foråret og forsommeren 2020.

Samtidig har lærere og vejledere ikke haft mulighed for at observere eleverne på en arbejdsplads med henblik på at få dem videre i job eller videre uddannelse efter deres STU-forløb, viser undersøgelsen.

På nogle skoler besluttede man at bruge ekstra midler til at hjælpe eleverne videre. Og det har ifølge lærere og ledere været med til at sikre, at en del elever alligevel er kommet videre. Andre lærere og ledere fortæller dog i interviews i undersøgelsen, at nogle af de elever, som færdiggjorde STU lige inden sommerferien, ikke er kommet videre.

Kortlægningen viser desuden blandt andet, at:

  • Lærere og ledere på STU havde mere fokus på elevernes trivsel frem for deres faglige udvikling og læring i perioden med nødundervisning.
  • Lærere og ledere vurderer, at elevernes faglige udvikling var mindre i nedlukningsperioden end normalt. Nogle elever deltog ikke i undervisningen i nedlukningsperioden.
  • Nogle elever mistrivedes i perioden og følte sig ensomme og utrygge. Andre elever trivedes med at være hjemme og satte pris på mere ro i hverdagen.
  • Kontakten til eleverne og nødundervisningens indhold blev tilpasset den enkelte elevs behov i nedlukningsperioden. Lærerne vurderede, hvordan de bedst muligt holdt kontakt med eleverne og gav dem et passende fagligt indhold og opgaver.
  • Skolerne har udviklet sig fra at være udfordrede i forhold til at gennemføre virtuel undervisning til at kunne se nogle perspektiver i den virtuelle undervisning. Flere skoler forventer fremadrettet af og til at bruge virtuel undervisning for elever, som kan have svært ved at komme i skole.
Dato
Af
Andreas Antoni Lund
Foto
Jens Bach (modelfoto)