Pædagogik og almen didaktik – en grundbog

Forfatter
Anja Madsen Kvois, Benedikte Vilslev Petersen og Mikkel Wiskerchen
Forlag
KLIM
Antal sider
347
Pris
299,95 kroner
Bogen får
Denne bog præsenterer i følge pressemeddelelsen samlet ”et solidt fundament for forståelsen af pædagogik og didaktik og stof til videre refleksion og udforskning”.

De tre redaktører åbner antologien med en fyldig indledning med introduktion til bogens struktur og indhold. Fra første linje fremstår den samlede tekst som anerkendelse af pædagogisk-didaktisk praksis og en invitation til at stille spørgsmål til både teori og praksis.

Antologien er struktureret i tre dele, der indgår i faget ’Pædagogik og almen didaktik’ på læreruddannelsen:

Første del: ’Skole og samfund’ handler om samspillet mellem skolen og samfundet, skolens opgave, pædagogikkens genstandsfelt, og hvad dannelse kan være.

Anden del: ’Undervisning og læring’ sætter fokus på overvejelser over, hvordan pædagogiske intentioner konkret kan udspille sig i praksis.

Tredje del: ’Lærerprofession og etik’ er et udvalg af de etiske overvejelser, der knytter sig til lærerens rolle og ansvar i skolen.

Denne antologi er en delikat anretning af pædagogik og almen didaktik med stof til eftertanke, kritiske kommentarer, konkurrerende forståelser af samfundslivet, nytænkning og produktudvikling af kendt materiale og ikke mindst håbefulde perspektiver på skole og undervisning.

Som del af afsnittet ’Skole og samfund’ giver skoleforsker Gert Biesta sit bidrag med overskriften ’Pligten til at gøre modstand’. Med dette terningekast indleder Biesta sit bidrag om, hvilken rolle skolen skal have i nutidens samfund.

I de senere år har ’læring’ været et populært og indflydelsesrigt svar. Det afspejles tydeligt i sproget – det, Biesta under ét kalder ’læringsproget’: læringsmiljøer, livslang læring, kollaborativ læring, at lære at lære og så videre. Der tales om ”at understøtte læring”, ”at facilitere læring”. Dette læringssprog tilsidesætter og slører en vigtig pointe i al undervisning: At NOGEN lærer NOGET af NOGEN og af en bestemt GRUND. Undervisning handler om et INDHOLD, en RELATION og et FORMÅL.

Altså et anderledes læringsbegreb, som ikke kan beskrives/forstås som end det procesorienterede Læringssprog.

Et eksempel ud af rigtig mange i denne antologi, hvor læseren får rusket sine erfaringer og forestillinger, temaet bliver spidset og den enkelte lærer udfordret.

Antologiens tema om ’Lærerprofession og Etik’, indledes med Martha Mottelsons spørgsmål: “Hvad skal man vide og kunne for at gennemføre en vellykket undervisning i skolen?”.

Vi får præsenteret begrebet ’tavs vejledning’. Traditioner, rummets indretning og inventar fortæller os ”hvordan tingene foregår her”.

Kapitlet ’Ungdomsliv og læring’ omhandler det enkle tema, hvad det vil sige at være ung i dag. De to forfattere tegner et billede af tendenser, der er med til at danne ramme om ungdomslivet i dag:  

  • Grænserne mellem livsfaserne bliver stadig mere uklare og flydende
  • Forandringer i forholdet mellem unge og voksne
  • De unges fællesskaber bliver mere arbejdskrævende
  • Nye vidensformer udvikles og klassiske videnskaber mister terræn
  • Trivsel og mistrivsel i ungdomslivet.

Som i de øvrige kapitler behandles det aktuelle emne grundigt og seriøst. Knivskarpt og formuleret i et sprog, der både er læsevenligt og i overensstemmelse med indholdet. Altså behageligt renset for indforståede fagudtryk og populær jargon. Hver af bogens dele afsluttes med litteraturliste, studiespørgsmål og forslag til videre læsning.

Denne fine overensstemmelse med materialets emne ’Pædagogik & almen didaktik’ og dets form og indhold er ren bonus. Min allerbedste anbefaling.

Dato
Af
Anmeldt af Marianne Bindslev