Mønsterbryderen på ministerkontoret
På væggen i ministerkontoret hænger politiske karikaturtegninger side om side. Håndtegnede og i ramme. Tilsammen fylder de det meste af en væg.
Hovedpersonen på dem alle er børne- og undervisningsminister, Mattias Tesfaye. Han samler.
Selvom han af flere er blevet rost for sin evne til at beskrive komplekse sammenhænge i rammende ordbilleder, løber han tør for ord, da Uddannelsesbladet beder ham beskrive, hvem han er – manden som ikke viger tilbage for at stå i forreste frontlinje for den største uddannelsesreform i nyere tid.
Vred ung mand
Derfor står vi nu og ser på karikaturer. Han tager dem til hjælp for at pege de træk ud, som kendetegner ham og situationen, han nu – igen – står i.
MATTIAS TESFAYE i udpluk
Født i 1981 i Aarhus af Tesfaye Mamo og Jytte Svensson. Han er gift og har tre børn.
Som ung blev han faglært murer fra Aarhus Tekniske Skole, hvor han også var politisk engageret som formand for murerlærlingene. Siden bestyrelsesformand i murernes fagforening i Aarhus, ligesom han blev formand for 3F Ungdom.
I 2005 meldte han sig ind i Enhedslisten, som han tre år senere forlod til fordel for SF. Her blev han næstformand i 2012.
I 2015 valgt ind i Folketinget for Socialdemokratiet, hvor han blandt andet har været erhvervsskoleordfører og har haft tre ministerposter:
- Udlændinge- og integrationsminister (2019-2022)
- Justitsminister (maj-december 2022)
- Tiltrådte som Børne- og undervisningsminister i december 2022
Forfatter til ”Velkommen Mustafa – 50 års socialdemokratisk udlændingepolitik” (2017), ”Kloge hænder – et forsvar for håndværk og faglighed (2013), ”Vi er ikke dyr, men vi er tyskere – Working poor på Danmarks dørtrin” (2010) og ”Livremmen” (2004).
Endnu engang er han sat i spidsen for et projekt, der næsten kun kan give øretæver. Lidt som da han skulle brande Socialdemokraternes nye, strammere udlændingepolitik.
- Der er noget, som går igen i tegningerne. Se. Der er jo både sådan noget vred, ung, mand: ”Det kan kraftedeme ikke være rigtigt”, siger jeg dér, forklarer ministeren med tegneseriestemme, der matcher karikaturens taleboble.
Han fortsætter:
- Og der råber jeg til Støjberg: ”Du LYVER”. Det er den indignerede. Og så er der den mere tænksomme, rolige. Som her, hvor Nick Hækkerup forlader justitsministeriet – et brændende lokum – og siger ”så er der ledigt”, og så står jeg dér, helt roligt og sådan ”ja, det er klart, selvfølgelig er det mig, der træder ind der”.
- Jeg tror, at jeg bliver sendt ind i det brændende lokum, fordi de ved, at jeg menneskeligt og fagligt kan rumme det. Men hvorfor jeg kan dét, ved jeg ikke, lyder det lidt tøvende fra Mattias Tesfaye.
Det er dog ret sikkert, at han med sin igangværende opbygning af en ny ungdomsuddannelse igen træder ind, hvor der kan falde brænde ned. Øretæverne fra en stærk uddannelsessektor risikerer at stå i kø, fordi han vil nedbryde den kendte struktur, skabe nye mønstre og udfordre mange institutioners særinteresser.
Mønsterbryderen, mureren, ministeren
Som med karikaturerne er der også ting, der går igen, når man ser på Mattias Tesfayes baggrund. Han er anderledes end de fleste på Christiansborg – bryder mønsteret. En minister med ørering, tatovering og en erhvervsuddannelse.
Og han bryder ikke bare mønstre. Han bryder også igennem. Fra formand for murerlærlingene over næstformand for SF til flere ordførerskaber og tre ministerposter for Socialdemokratiet. Han kan tilsyneladende noget med at stå forrest.
Udover at være mønsterbryder, murer og minister står det også hurtigt klart i interviewet med Uddannelsesbladet, at man kan tilføje et ekstra ”m” til beskrivelsen: Mønsterbryder, murer og minister – med en mission.
- Der er noget grundlæggende uretfærdigt i den måde, ungdomsuddannelsessystemet er bygget op på. Den uretfærdighed har eksisteret i mange år, fordi der er stærke interesser på spil. Men man glemmer den store gruppe af unge, som ikke lige har karakterer eller lyst til at komme på det almene gymnasium. Det er dét, der driver mig, pointerer Mattias Tesfaye.
Hvem er spøgelsesbilist?
Han mener, at man som politiker skal kunne begrunde sig selv med andet end bløde gulvtæpper og gratis frugtordninger. Man skal efterlade sig noget. Virkelig have gjort en forskel, som folk, der ikke interesserer sig for politik, også kan mærke. Og – siger han:
- Jeg har svært ved at se noget lige nu, som er mere meningsfuldt end at få reformeret ungdomsuddannelserne, for det er, som om vi bare efterhånden har accepteret den uretfærdighed og ikke har fantasi til at forestille os andet.
- Men vores nabolande har et helt andet system. Det er os, der er de særlige. Og når alle de andre kører den modsatte retning på motorvejen, er det så dem eller os, der er spøgelsesbilister, spørger Mattias Tesfaye retorisk og uddyber:
- Der synes jeg, vi i Danmark er lidt selvfede. Vi kan ikke forestille os, det kan være anderledes end vores måde.
”De fleste kommer til at hade mig”
Uretfærdigheden handler for Mattias Tesfaye om, at man stiller gruppen af unge, som vil noget andet end det almene gymnasium, ringere end de andre.
De skal køre mange flere kilometer for at komme i skole, gå på en skole uden fester, studieture eller stamklasse. Og så skal de vælge en specifik uddannelse, når de er 16 år gamle.
De unge, som vil noget mere bogligt, får derimod et attraktivt ungdomsuddannelsestilbud, tæt på hvor de bor – ét, som giver dem mulighed for at tænke i flere år over, hvad de vil studere. Et tilbud med et stærkt socialt fællesskab, fester, musicals, studieture til Prag og en enorm respekt omkring uddannelsen.
- STX er blevet omdrejningspunktet for vores uddannelsessystem. Resten må så indrette sig som et restprodukt. Det dur simpelthen ikke. For ja, STX fungerer – men det fungerer på bekostning af en masse andet. Der bliver vi altså nødt til at se på hele generationen af unge og sørge for, at alle unge i den by kan komme med til festen – både i overført betydning og helt konkret.
Der er altså lagt i kakkelovnen til ændringer. Mattias Tesfaye står atter på tærsklen til det brændende lokum. ”De fleste kommer til at hade mig”, har han for nyligt sagt til netavisen Altinget.
- Når jeg har udtalt dét, er det jo også mit forsøg på at sige, at det er altså ikke små justeringer, vi sidder og piller på. Det er en større omkalfatring.
Uddannelsestrappen skal ikke gå opad
Følelsen af en uretfærdighed i ungdomsuddannelsessystemet er en del af den benzin, som Mattias Tesfayes bål brænder med. Og hans baggrund betyder helt tydeligt noget i den sammenhæng.
Selvom han af sine forældre blev vejledt til at gå i gymnasiet, droppede han ud efter få måneder. Det var et stort tab for moderen, at sønnen, som havde karaktererne til gymnasiet, ville gå sine egne veje og ikke følge mønsteret om, at hver generation skulle gå et trin op ad uddannelsestrappen fra ufaglært og faglært i bunden til kort, mellemlang og lang videregående uddannelse i toppen.
Både faderen – flygtning fra Etiopien – og moderen, som kom fra en århusiansk arbejderfamilie, havde dén drøm for deres søn.
- Nu havde hun knoklet hele livet for at servere den mulighed for mig, og så gad jeg ikke engang spise kagen, siger Mattias Tesfaye, som i stedet valgte teknisk skole i Aarhus og uddannelsen som murer.
- Det er jo i virkeligheden den omvæltning, hele det danske samfund står i. Vi bliver nødt til at ændre billedet af den trappe. For vi er et sted, hvor der er klumpspil på toppen.
Unge skal, som han selv, have lov at træde deres egne veje. Hellere en god blikkenslager end en dårlig filosof – eller omvendt.
- Det handler ikke om, hvad du bliver, men hvor god du bliver til det. Men uddannelsessystemet i dag er indrettet efter, at folk skal løbe op ad. Det giver dansk økonomi problemer, og det giver de unge problemer, så der er brug for den her reform, siger han og uddyber:
- Men jeg ved jo godt, jeg taler ind i nogle interesser i en meget stærk undervisningssektor. Det er derfor, jeg prøver at appellere til, at vi prøver at se det fra de unges synspunkt. Ikke skolens, institutionens, regeringens eller arbejdsmarkedets synspunkt. De unges.
Min egen historie får mig til at lytte
Børne- og undervisningsministeren har sat sig for at blive klogere på netop de unges synspunkt ved i løbet af 2024 at tale med 1.000 unge, der enten skal til at vælge ungdomsuddannelse eller lige har gjort det.
Mange af historierne, han hører, handler om at føle sig tvunget til at vælge gymnasiet, hvis man ikke er parat til at træffe et specifikt uddannelsesvalg. Eller om at stå op klokken 6 og køre i bus hen til tømreruddannelsen, hvor gennemsnitsalderen så i øvrigt er mellem 25-30 år, og klassekammeraterne skal hjem og slå græs i forhaven, når det er fredag.
- Så lytter jeg lidt ekstra, for jeg kan se mig selv i dem. Og så tænker jeg, hvordan kan vi egentlig bilde os ind at sige, at enten er det alle de her A-niveauer og boglige niveauer, eller så kan de gå på en skole uden særligt mange jævnaldrende, og hvor de som 16-årige skal beslutte, om de vil være tømrere, snedkere eller VVS’ere, når de egentlig bare ved, at de gerne vil noget med hænderne? Det, synes jeg simpelthen ikke, er rimeligt, siger Mattias Tesfaye og understreger:
- Det betyder meget for mig at lytte til netop de unge, som systemet ikke er indrettet til i dag, og insistere på, at der også skal være et ungdomsuddannelsessystem til dem. Og det har jo nok med min egen historie at gøre.
Hvad er indtil videre på tegnebrættet?
I 2023 præsenterede den såkaldte Reformkommission en række anbefalinger til at forbedre ungdomsuddannelserne – herunder oprettelsen af en helt ny ungdomsuddannelse, som de kaldte HPX, Højere Praktisk Eksamen.
Mattias Tesfaye har tidligere fortalt, at regeringen vil lave en ny ungdomsuddannelse. Han har slået fast, at selvom regeringen lader sig inspirere af reformkommissionens anbefalinger, så bliver det et anderledes udspil, regeringen fremlægger senere på året.
Han har også tidligere fortalt, at regeringen overvejer at lave en ny ungdomsuddannelse, som bygger på elementer fra fire eksisterende uddannelsestilbud: 10.klasse, EUX, HHX og HF.
Ministeren er med egne ord ”enormt optaget af” ikke at smide de gode læringskulturer, som får unge til at blomstre, ud med badevandet. Læringskulturer, som han blandt andet har set på flere HF- og VUC-institutioner og FGU-institutioner.
Uddannelsen skal give adgang til erhvervsuddannelse og professionsuddannelser – og med en overbygning også til universitetsuddannelser.
Børne- og undervisningsministeren har lovet et udspil i 2024, men har ikke nærmere angivet hvornår.
Men der er én gruppe, som ikke behøver være spor nervøse, pointerer Mattias Tesfaye: Underviserne.
- Hele øvelsen er at give de unge, der ikke føler sig hjemme på eller har karaktererne til gymnasiet, lidt mere tid. Tid er lig med undervisning. Undervisning er lig med lærere. Vi får altså brug for endnu mere arbejde af det, der i dag udføres af Uddannelsesforbundets medlemmer. Så det her er jo ikke en reform, der vil medføre fyringsrunder. Det er en reform, der vil medføre ansættelsesrunder.
Og missionen – reformen – kan kun lade sig gøre, hvis lærerne er med, pointerer Mattias Tesfaye.
- Underviserne er altafgørende. Alle vi, der taler om uddannelsespolitik, taler om strukturer. Men for de unge handler det jo ikke om struktur, økonomi eller juraen bag – det handler om det enkelte møde mellem underviser og elev.
- Hvis dét er værdifuldt, så er jeg lykkedes. Og går det galt, så er jeg mislykkedes. For mig handler det altså om at få pædagoger og lærere til at lykkes med det, de foretager sig.
Lærerværelset bliver spraglet
Uddannelsesforbundets undervisere skal altså ikke være nervøse for at miste arbejde. Men det kan så godt være, at deres undervisning får nye rammer, påpeger Mattias Tesfaye.
- Jeg tør med stor sikkerhed sige, at man får nye kolleger. Vi får brug for, at boglige og praktiske kompetencer er samlet på samme lærerværelse, for den nye ungdomsuddannelse skal kunne begge dele. Men jeg tænker, at både akademikerne, der underviser i gymnasiefag, og håndværkerne, der underviser i praktiske fag, vil tage imod et mere spraglet lærerværelse med kyshånd.
Han understreger, at han er bevidst om, at erfaringen fra FGU er, at ting tager tid. Og han er ”meget optaget af”, at der er tid til implementeringen og til, at det ikke skal stresses igennem.
Klodserne skal integreres
Mattias er med egne ord ”fortrøstningsfuld”, fordi ”rigtig meget fungerer rigtig godt i det danske ungdomsuddannelsessystem”. Derfor handler det for ham ikke om at opfinde noget nyt. Det handler om at samtænke. Eller med hans eget ordbillede:
Legoklodserne skal ikke fjernes, men bygges sammen fremfor at ligge ved siden af hinanden, er det ordbillede, han tegner.
- Det handler om at få det integreret, så de unge får lidt længere forløb, i lidt mere stabile, sociale rammer, og at de får lov at udskyde deres uddannelsesvalg. Dét handler det om.
Dét er missionen. For ministeren, mureren og mønsterbryderen.
Hold døren åben
Mattias Tesfaye har selv tre børn. En i børnehaven, en i 5. klasse og en i 7. klasse. Det er også deres fremtid, han tegner. Hvad lærer han dem om uddannelse?
- Jeg bruger faktisk mest tid på at sige ”slap nu af”. Jeg synes, det er lidt skræmmende, hvor meget de allerede tror, at dørene begynder at lukke sig for dem. For nu er jeg ikke god til dét, eller nu kan jeg ikke finde ud af dét. Og jeg siger ”bare slap fuldstændigt af”. Jeg siger faktisk: ”Jeg er undervisningsminister, men så vigtig er skolen heller ikke i forhold til at få et godt liv. Lær, hvad du kan, men følg dine interesser”.
Den tro er også en del af hans mission for fremtidens unge. Et uddannelsesbevis skal ikke betyde afslutning, men altid åbne døre. Ikke at de skal være tvunget til at tage mere uddannelse – men de skal have muligheden.
Og de skal have tid. For unge i dag modnes senere, mener han. Og de unge, Mattias Tesfaye har talt med, ser ikke den ”normale vej” gennem uddannelsessystemet, ligesom lovgivningen har beskrevet det. Det er en af hans aha-oplevelser ved samtalerne, siger han:
At de unge gerne vil holde dørene åbne og tidligt i livet i kontakt med arbejdsmarkedet fremfor som den tidligere generation at tænke først uddannelse, så arbejde, så folkepension.
- Den her generation ved godt, at for resten af deres liv kommer de til at forholde sig til at uddanne sig videre, så de er meget fokuserede på ikke at lukke døre. Og rigtig mange af dem begrunder deres uddannelsesvalg med, at det er en kort uddannelse, som hurtigt giver dem adgang til erhvervslivet – men samtidig giver mulighed for at bygge på senere i livet.
- Det synes jeg ikke, vores nuværende uddannelsessystem tager så meget højde for. Men det skal det. Det er systemet, som skal tilpasse sig de unge. Ikke omvendt. Kortet skal passe til landskabet.
Magten skal kritiseres
Det kommende halve år skal Mattias Tesfaye tale med flere unge, interessenter og regeringsfæller og modstandere. Forhandle og skaffe flertal.
Han er klar til kritik, for ”magten skal kritiseres, ellers får du et dårligt samfund. Kan du ikke holde til dét, bliver du nødt til at lave noget andet”, siger Mattias Tesfaye og uddyber:
- Det er et vilkår for at være i politik, at man må kaste sig ind i det og gøre det så godt, som man kan, uanset kritik. Vi er ikke blevet folkevalgte for at vinde medaljen som årets debattør. Vi er blevet det for at tage ansvar, og det har jeg det godt med. Det er mere ”det ansvarsløse rum”, som skræmmer mig.
Han står altså igen – ret roligt – direkte på tærsklen til det brændende lokum. Og på ministerkontoret foran tegningen er han nu nået lidt nærmere på, hvorfor han kan klare dét.
- Måske er det, fordi politik for mig ikke er det vigtigste i livet. Jeg siger altid til min kone: “Fodbold først. Så familie. Og så politik”. Jeg siger det jo til hende med et glimt i øjet – men det var den rækkefølge, tingene kom ind i mit liv. Så det er jo noget med proportionerne.
- Det er lidt ligesom med Europaparlamentsvalget. Det var træls for Socialdemokratiet. Men det er ikke noget, der holder mig vågen. Jeg bliver kun rigtig ked af det, når AGF taber, griner han – ministeren, mønsterbryderen, mureren på tærsklen til at finde ud af, om hans mission kan blive til et eftermæle.
