Fra fravær til fællesskab
Med følgende citater fra teksten optegner forfatteren selv arenaen for sit stof: “Det er ikke altid klart for skolens professionelle, hvorfor skolefravær opstår, og det er ofte uklart for dem, hvad de skal gøre ved det.” Og andetsteds: “Det er svært at forestille sig en dag i skolen uden en eller anden form for problemhåndtering. Det kan være håndtering af uro, konflikter, mobning, faglige udfordringer, sociale udfordringer, drillerier, misforståelser og andet i den boldgade. Jeg kalder alt dette for samspilsproblemer, fordi det i bund og grund er relationelle og kommunikative problemer, dvs. problemer, som flere aktører er i samspil med hinanden omkring at opleve og forstå – men på forskellig vis.”
Kapiteloverskrifterne fra bogen er blandt andet hvad fravær er, børnenes fortællinger, skolekulturens betydning for fravær, og hvad skolen kan gøre.
Mistrivsel i skolen er traditionelt blevet håndteret med følgende rollebesætning: en part som forkert, problematisk og usamarbejdsvillig (forældrene). En næsten tavs og fraværende part (eleverne). Og en ansvarlig (skolen/læreren), der står mere eller mindre afmægtig i forsøget på at standse fraværsspiralen og skabe en pædagogisk forandring.
Gro Emmertsen Lund fremlægger i bogen egne og kollegers erfaringer og perspektiver. Det er troværdige og solide visioner for, hvordan det er muligt at finde alternative måder at kommunikere på og således skabe en bedre social skole, hvor forældrene og elever inviteres ind i dialogen. Som ligeværdige, vidende og respekteret i samarbejdet. Det siges tydeligt i hvert kapitel.
I debatten tales ofte om at fastholde de tidlige tegn på problemer med trivslen i skolen. Forfatteren postulerer imidlertid, at det, der virker som akut alarm, ofte allerede har en historie. Med andre udtryk. Måske allerede i børnehaven og SFO som mavepine, vægring ved at deltage i bestemte fag, sammenstød ved udskiftning af pædagoger omkring barnet.
I Danmark bygger skolens formål på alsidighed og samarbejde mellem tre parter: eleven, forældrene og skolen. Kommer det samarbejde ikke i stand for “formidling og udvikling af kultur, holdninger og kreativitet for socialisering, fællesskaber og udvikling af værdier, og for sammenhængskraft i samfundet” (bogens indledning), ja, så er det grundstød for det demokratiske grundlag, som den danske skole hviler på.
Uden løftede pegefingre får læseren et seriøst memo igennem hele denne bog: Mistrivsel, eksklusion fra fællesskabet og afmagt i det sociale liv er et voldsomt benspænd for at leve med demokratiets værdinormer.
Alle erfaringer og statistikker viser også, at mistrivsel i skolen vokser med alderen/klassetrin. Udblik til resten af den vestlige verden viser tillige, at problemet ikke er isoleret dansk eller nordisk. Der er således mange og vægtige grunde til at sende opmærksomhed og energi efter temaet: kommunikation og trivsel i skolemiljøet.
Man kan godt få lidt sved på panden og føle sig overvældet som læser. Står det virkelig så grelt til? Og kan det overhovedet lade sig gøre at skabe og fastholde forandring? Tjaaah. Gro Emmertsen bidrag til skoleudvikling er ikke dramatiske dommedags-profetier. Der er ingen forslag til snuptags-løsninger eller “how to”-opskrifter i bogen. Men der er sobre, pædagogisk let tilgængelige og perspektivrige forslag, vejledninger og strategier til udvikling.
Bogen er oplagt til at indgå på alle pædagogiske uddannelser. Desuden kan for eksempel socialrådgivere, sosu’er, sygeplejersker og lignende, der under coronaen er blevet kaldt ”frontpersonale”, også finde stof til eftertanke og inspiration til den daglige kommunikation i denne bog.
Relaterede anmeldelser
Læsningens drivkræfter
