Formanden, som stadig er lærer
(Vidste du det) Om Hanne Pontoppidan?
Privat:
- 65 år, født og opvokset i Aarhus.
- Løber, danser linedance og elsker lakrids.
- Har holdt 45-års bryllupsdag med manden Birger.
- Har tre børn og seks børnebørn.
- Har i mere end 35 år pendlet til København, for hun bor i og elsker Horsens.
Udvalgte nedslag i karrieren:
- Blev i 1986 valgt som amtskredsformand i daværende DAUF.
- Indtrådte i 1989 i hovedbestyrelsen, hvor hun også blev valgt som formand for uddannelsespolitisk udvalg, hvilket hun var frem til valget som formand De sidste 7 år på fuld tid.
- I 1998 bliver hun valgt som formand for LVU, der i 2009 blev en del af Uddannelsesforbundet, hvor hun også blev valgt som formand.
Desuden:
- Uddannet lærer 1989, Master i Public Administration (MPA i 2006-2008).
- Sidder desuden i forretningsudvalget i Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH), i bestyrelsen for Ulandssekretariatet og Lærernes Pension, i Forretningsudvalget i Tjenestemændenes Låneforening, repræsentantskabet for Lån og Spar Bank, samt i hovedbestyrelsen i Lærernes a-kasse. Medlem af Rådet for Voksen- og Efteruddannelse samt af Rådet for de Grundlæggende Erhvervsrettede Uddannelser.
Hun taler meget langsommere, når hun taler om sig selv, og når hun bliver overrasket. Det bliver tydeligt i dette interview, hvor den ellers yderst pressevante formand spontant udbryder:
- Det her er godt nok et andet interview, end jeg havde regnet med.
Måske fordi hun ikke havde regnet med at skulle fortælle om sig selv.
Hun er vant til at tale om medlemmernes arbejdsvilkår, om de forhandlingsresultater, hun gennem 25 år har kæmpet for. Først som formand hos LVU (Landsforbundet af Voksen- og ungdomsundervisere) og siden for Uddannelsesforbundet, der er en fusion af Dansk Teknisk Læreforbund, Danske Produktionsskole Lærere og LVU. Hun er også vant til at råbe op om udfordringerne for de elever og kursister, som hendes hjerte banker for. Men tale om sig selv? Nej.
Men efter at Hanne Pontoppidan har været formand i sammenlagt 25 år, ved mange godt, at hun ydede en kæmpe indsats, da for eksempel FGU skulle formes som en ny uddannelse. De, der har været medlemmer af Uddannelsesforbundet i en årrække, ved også, at hun arbejdede i døgndrift under OK13 og har kaldt lærerlockouten for ”det klare lavpunkt i min karriere”. Og rigtig mange ved, at hun er kendt som en Duracell-kanin med umenneskelig energi.
Det er til gengæld få, som ved, at hun skriver lærer og ikke formand, når hun udfylder officielle dokumenter. Få ved, hvad hendes allersværeste valg i forbindelse med jobbet som formand har været. Og få ved, hvorfra hun får den energi. Men de svar hører også med til historien om, hvordan og hvorfor man kan sidde så længe som formand.
Ydmygheden
Med 25 år er Hanne Pontoppidan den formand på uddannelsesområdet, som har den længste embedsperiode ifølge en opgørelse fra Altinget. Til sammenligning sad Anders Bondo 18 år for Danmarks Lærerforening. Undervisningsministeren er blevet skiftet ud ni gange i perioden, hvor Hanne Pontoppidan har været formand.
Hun er også med i Magteliten – en kortlægning af magteliten, som blev foretaget i bogen af samme navn – som nummer 169 ud af i alt 423 personer herhjemme. En placering, som hun selv tog med ophøjet ro og jysk besindighed, da analysen kom. Hun konstaterede blot:
- Hvis jeg var så magtfuld, var lov 409 aldrig blevet til.
I det hele taget bader formanden ikke i eget sollys. Undervejs i interviewet uddeler hun mange ørefigner til sig selv:
- Aj, det var reaktivt sagt.
- Nej, hvor lyder det opblæst.
- Det lyder jo fjollet i datid.
Barren er sat højt hos formanden, og hun gentager igen og igen:
- Jeg er her kun, fordi medlemmerne vil mig. Jeg er så taknemmelig over, at de betror mig den tillid. At de tror på, jeg kan løfte deres arbejdsvilkår. At de mener, jeg er den bedste til opgaven.
Og så er vi tilbage ved, at hun er lærer og ikke – primært – formand.
Identiteten
Da nærværende journalist spurgte formanden, hvor længe ”hun egentlig var lærer”– datid – lød svaret prompte:
- Jeg er stadig lærer!.
Og da en bekendt bad hende skrive under som vidne på en låneerklæring, skrev hun også ”lærer” som sin beskæftigelse. Den bekendte spurgte forbløffet, hvorfor i alverden hun ikke skrev, at hun var formand for en fagforening.
- Og så svarer jeg: Men jeg ER jo lærer.
Hun uddyber:
- For mig er det at være formand et tillidshverv, som jeg kun har i den periode, medlemmerne synes, jeg er den bedste til at løfte det. Og det er jeg enormt stolt over, at de gør. Men lærer er jo det, jeg er. Og jeg tænker, at troværdigheden i den måde, man løfter tillidshvervet på, også beror på, at man stadig har sin identitet – sit DNA – i faget.
Lærer har hun været siden 1981. Også dengang havde hun travlt, så hun skar et halvt år af læreruddannelsen og fik sit bevis på tre et halvt år fremfor fire. For som hun siger:
- Jeg ville bare ud at bruge det, jeg havde lært. Og man havde jo tre forsøg, så hvorfor ikke bare prøve…
Det gjorde hun. Bestod. Fik job. Elskede det.
- Jeg var meget, meget glad for at undervise. Det med at få folk, som egentlig havde givet op på noget, til pludselig at begribe det, de ellers syntes, var svært. Dét kunne jeg virkelig godt lide.
Derfor var det også et svært valg, hun stod overfor, da det politiske arbejde som formand for Uddannelsespolitisk udvalg begyndte at fylde så meget, at hun ikke længere kunne undervise ved siden af. Men hun følte til sidst, at hun gjorde begge dele halvt, så de sidste syv år som formand for uddannelsespolitisk udvalg blev som fuldtids-formand. Men:
- At sige farvel til mine kursister var et enormt svært valg. Nok det sværeste, jeg har truffet.
Bente Sorgenfrey om Hanne Pontoppidan:
Som formand for FTF har jeg gennem 15 år haft et tæt samarbejde med Hanne, og det har altid været konstruktivt og med godt humør. Hun er vidende og vedholdende på sine medlemmer og de unge og voksnes vegne. Hun kan se løsninger og landingsbaner – men kan da også til tider være en sten i skoen. Det opfatter jeg positivt, for det giver modspil.
Motivationen
Selv uden lyd ville det være tydeligt, hvornår formanden slipper for at tale om sig selv. For da samtalen lander på, hvad der driver hende i arbejdet som formand, sker der noget. Nålen på speedometeret for talehastighed går op, op, op. Kropssproget ændrer sig, og armene begynder at tale. Eksempelvis når snakken falder på uddannelse til voksne.
- Jeg har en oprigtig indignation på elevernes og kursisternes vegne. Og en oprigtig bekymring for de vilkår, vi som samfund stiller til rådighed for, at de kan lykkes, lyder det fra formanden.
- Jeg er simpelthen så vildt indigneret på vores kursisters vegne over, at man politisk ikke kan forstå, at når man laver uddannelsespolitik for børn og unge, så er man altid nødt til at supplere med et tilsvarende løft for de voksne, for ellers knækker vores samfund over.
Nu er speedometeret på motorvejen:
- … vi efterlader de voksne på perronen, og det kan man simpelthen bare ikke, det er så tarveligt! Og dén indignation, dén kamp, den giver eddermame energi, lyder det nu i lyntempo fra Hanne Pontoppidan.
Hun peger også på, at det, at man faktisk oplever, man gør en forskel, er en del af drivkraften.
- Det er klart, at det giver energi, når du oplever, at det, du investerer, giver afkast. Når det sætter sig i resultater for medlemmerne, så kan du hele tiden mere. Selvom de nok ville ønske sig endnu større resultater. Det gør jeg også hele tiden.
Hvornår har du været allermest presset og tænkt: Det her ved jeg ikke, om jeg kan løfte?
- Jeg har aldrig stillet mig selv spørgsmålet. Der har ikke været et valg. Har medlemmerne sagt, jeg skal løfte opgaven, gør jeg det efter bedste evne. Og når der opstår noget rigtig svært, er der overhovedet ikke tid til at overveje, om du kan løfte det. Det er bare at trække i gummistøvlerne og komme afsted. Men jeg vil da gerne sige, jeg var træt efter OK13. Og der var ingen forløsning ved at have opnået noget.
Noemi Katznelson om Hanne Pontoppidan:
Hanne er typen, som bider sig fast i bordkanten. Hun er en meget stærk spiller, når hun går ind i noget. Det oplevede jeg for eksempel, da jeg sad i ekspertgruppen for FGU. I sådan nogle politiske samarbejder opstår der nemt en politisk vind, hvor alle rider med på den samme bølge. Men Hanne lader sig ikke rive med. Hun rider sin egen vej og finder sin egen kurs – og modspillet fra hende gjorde mig reelt klogere.
Fremtidsvisionen
Hanne Pontoppidan stiller op til endnu en runde som formand for Uddannelsesforbundet, når der er kongres i november 2023. Men hvorfor?
- Jeg havde aldrig troet, jeg ville sidde så længe. Det var aldrig en del af min plan. Men der er blevet ved at opstå nye udfordringer, nye opgaver eller situationer hvor vi kommer indenfor rækkevidde af vores politiske visioner, hvor jeg har tænkt, ”Aj, dem her skal jeg simpelthen levere på, og jeg tror på, jeg er den rette til det”. Og sådan har jeg det stadig.
Visioner er der nok af for et forbund med så mange forskellige uddannelsesområder, mener hun. Erhvervsuddannelser skal være et attraktivt førstevalg og en smart vej videre. Alle voksne skal have adgang til den nødvendige uddannelse, så de kan deltage i samfundet, videreuddanne sig og indgå på arbejdsmarkedet. Uddannelsessystemet skal rumme alle unge – og så skal lærerne skal have vilkår, der gør, at de kan udfylde deres arbejde med kvalitet og har attraktive løn- og ansættelsesforhold.
Speedometeret er på tophastighed.
Fællesskabet
Trods udfordringer i uddannelsespolitikken, ser Hanne Pontoppidan dog lyst på fremtiden. Fordi de 25 år har lært hende, at fællesskabet virkelig kan flexe biceps, når det gælder.
- Hele vores styrke ligger i fællesskabet. Det, at vi er fælles om at ville i en bestemt retning, giver os musklerne og gør forskellen. Det gør mig stolt at tænke på, hvordan vi gennem fællesskab og sammenhold har fået overenskomstdækket vores områder et for et, og nogle gange arbejdsplads for arbejdsplads, selvom folkeoplysningsområdet desværre stadig mangler. Den kamp fortsætter.
Hun har altid syntes, at de mange forskellige medlemsområder var forbundets styrke, selv om det har krævet hende mange, daglange skolebesøg at lære alle områderne at kende helt ind til benet, men:
- Det har givet os en helt særlig troværdighed overfor politikerne, at vores ærinde er at sikre det bedste tilbud til eleverne. Vi har grundlæggende ikke haft en interesse i, om det var det ene eller andet område, der fik opgaven. Kun at det var dem, der bedst kunne løfte målgruppen. Dét har givet os en unik indflydelse.
Anders Bondo om Hanne Pontoppidan:
Jeg har arbejdet tæt sammen med Hanne i mange sammenhænge, og jeg har sat utrolig stor pris på det. Jeg har aldrig været i tvivl om, hvad hun mente, og det skabte et tæt og fortroligt samarbejde, som jeg værdsatte meget. Hun er ærlig, analytisk og arbejdsom – og nem at blive gode venner med. Samarbejdet har også indebåret en del rejseaktivitet – og jeg er dybt imponeret over den mængde Coca-Cola Zero, hun kan sætte til livs!
Adspurgt om den allervigtigste ting på sit kontor, daler nålen på speedometeret igen. Pause. Lang pause. Så:
- Regnfrakken. Jeg er mere ude end inde på mit kontor, for at være formand er i høj grad at være på vej for medlemmerne. Jeg er altid på mellemlanding og på vej et sted hen. Og det regner altid i Danmark.
Indimellem er hun også på vej hjem, for hun pendler til Horsens, hvor hun – og manden – bor. Og selvom hun ofte savner familien, er det at være på formandsfarten et vilkår, ”man som jyde må have gjort sig klart, når man stiller op som formand for en landsdækkende organisation”.
- Men uden min mands opbakning gik det ikke. Det har været helt afgørende for mig, at han var okay med det.
