Et sørgeligt første år med FGU - det må vist være en ommer!

Så egentlig kan jeg godt forstå, at udgangspunktet langt hen ad vejen må være produktions­-skole­‐konceptet. Det var jo også på produktions‐skolerne, at vi ex­‐VUC’ere blev flyttet hen.

Ja, jeg var heldig, og jeg greb derfor chancen: Med hjælp fra køkkenlederen fik jeg hver uge et lokale til min mad­‐dansk/matematik i det lokale kultur­‐center og nogle gange på 10. klasses centret ved siden af. I starten stod jeg også altid klar i køkkenet med opgaver, hvis en elev skulle have et break, og jeg var selv klar til at skrælle en kartoffel og eventuelt udregne madspild.

Sygemeldte med stress

Jeg erfarede dog hurtigt, at både elever og lærere efterspurgte et klart ugeskema. Det var for forvirrende, hvis det hele blev blandet sammen. Det er jo stadig produktion, som er i fokus. Det er nemlig et stort plus for skolerne, at der er rigtige aftagere/kunder – at det er reelt arbejde.

Jeg var heldig. Men det var mine kolleger ikke. De knoklede med at få ordentlige undervisningslokaler og –faciliteter sat i stand, og de blev sygemeldte med stress.

For mig var det første halve år altså spændende med en masse nye kontakter og gode succesoplevelser. Men efter jul forsøgte min leder at flytte mig væk fra min fagrettede hold til det almene hold, som havde sygdomsramte lærere.

Hvor var jeg, hvad var min rolle, hvad skulle jeg så – ud over at møde hver dag til morgenmad med eleverne klokken 8.00?

Kolleger gik ned en efter en

De uklare roller og de manglende arbejdsoversigter havde jeg som AMR allerede i november 2019 påpeget overfor min leder, direktøren og Arbejdsmiljøorganisationen på mit FGU.

Det blev værre og værre, og vi blev færre og færre, altså os overdragede VUC’ere. Jeg så mine kolleger gå ned en efter en. Også faglærerne (de tidligere produktionskolelærere) begyndte at føle, at ejerskabet til deres virke var ved at blive taget fra dem …

Grunden var det tilbagevendende mantra ”Helhedsorienteret undervisning”, som ledere og direktionen følte sig voldsomt forpligtet til. Mine ”VUC”­‐kollegers initiativer blev gang på gang tilbagevist med sætningen: ”Det her skal ikke være VUC udgave 2”!  Også selvom de underviste på de almene hold – hvor der hverken var fælles fag/branche­‐ eller motivationsgrundlag blandt eleverne.

Mine kolleger havde haft det uhyre svært. Kun få overlevede som sagt. Og da min tilbageværende kollega på min matrikel ikke blev informeret om vigtige ændringer på hendes hold, følte jeg – at jeg som AMR – måtte reagere …

Jeg følte et ansvar…

Vi havde stadig ikke set skyggen af de individuelle arbejdsoversigter, som ellers er et lovkrav (lov 401, fra 2013). Og nu var vi endda startet på en ny normperiode. For anden normperiode i træk skulle vi altså arbejde uden arbejdsoversigter.

Jeg var jo AMR’er, og derfor følte jeg ansvar for at gøre noget. Jeg samlede alle lærerne og fik tilsagn til at gøre noget ved det i en hemmelig afstemning (15 for, en imod, en blank).

Hovedproblemet var de manglende arbejdsoversigter, samt at der blev arbejdet i køkkenet uden den lovpligtige emhætte, hvilket jeg gentagne gange var blevet gjort opmærksom på af køkkenlederne.

Skrivelsen til Arbejdstilsynet blev sendt. Og det var åbenbart ikke kun på min FGU­‐matrikel, at den var gal. Min fagforening var blevet gjort bekendt med, at der allerede var sendt en anonym klage til Arbejdstilsynet. Jeg valgte dog ikke at være anonym. Jeg sendte en kopi til min leder og til direktøren.

… men blev sorteper

På det følgende matrikelmøde i den samme uge blev jeg ”sorteper”. Indberetningen til Arbejdstilsynet var ikke på som punkt, men under almindelige meddelelser blev jeg fremstillet som illoyal overfor virksomheden. Og helt fejlagtigt påstod min leder, at hun ikke var blevet gjort bekendt med de kritisable forhold. Mine fag­‐kolleger (der var ingen overdragede tilbage) turde ikke bakke op, hvilket fyringsrunden 14 dage efter gav en forklaring på. Og for de fleste af fagkollegerne, det vil sige værkstedslærerne (ex-produktionsskolelærere) var ”arbejdsoversigten” jo slet heller så fundamental, som den er for os overdragede.

Jeg følte mig uønsket, udgrænset og mobbet. Jeg følte angst, blev deprimeret og stresset. Jeg måtte sygemelde mig, på trods af alt det gode, som jeg trods alt havde fået sat i værk med hjælp fra mine elever og gode kolleger.

Og her er jeg så nu. Jeg har set cirka 80 procent af mine overdragede kolleger forsvinde – heraf mine tre kolleger fra den matrikel, som jeg er på.

På opstartsmødet på mit FGU i sommer bemærkede direktøren, at vi havde fire år til at få sat FGU’en ordentligt i scene. Og at vi til en start havde en ”pyt-­‐knap”, som vi nok måtte trykke på nogle gange.

Jeg tror stadig på den branche­‐rettede undervisning. Men det første år på FGU’en må være en ”OMMER” .