Bogforside

En ny vej til konflikthåndtering i skolen

Forfatter
Anja Kristine Hvidberg Olsen
Forlag
Hans Reitzels Forlag
Antal sider
192
Pris
294 kroner
Bogen får
Lad det være klart fra første blik: Dette er en POSITIV tekst om et velkendt, aktuelt og mangfoldigt tema: ’Konflikthåndtering i skolen’.

Bogens forfatter, Anja Olsen, trækker pædagogisk vod gennem en dansk virkelighed, der maner til nytænkning. Allerede i bogens forord sættes fokus på elevens perspektiv i skole-hverdagens konflikter.

Hun registrerer ”… ensidig undervisning … Bag en skærm, accelereret tempo og for stærkt fokus på boglige mål og instruerende undervisning. Det hele … udfordrer i dag børn og unges impulskontrol, deres selvregulering og blik for helheden, hvilket naturligvis påvirker undervisningsmiljøet.”

Forfatteren fastholder et udviklingsperspektiv gennem flere tilgange til forståelse og forandring – ”Hvordan kan vi støtte eleven til at koncentrere sig og samarbejde bedre” (side 178). Altså alt positivt, fremadrettet formuleret.

Bogen er inddelt i tre kapitler:

  1. Menneskesyn under lup. Basis i fordeling af pædagogiske forpligtelser og ansvar i skolen.
  2. Metoderne i praksis. Low Arousal og Marie Meo-metoden 
  3. Hvordan får metoderne liv i praksis.

Både nationale og internationale undersøgelser af arbejdsmiljø og arbejdsmedicin peger på, at trivsel og konflikthåndtering har en stadigt voksende aktualitet. I følge denne bogs referencer er angst, depression og vold blevet en tydelig del af mange børn og unges hverdag. Derfor er der behov for mere udstrakte håndterings-og forebyggelses strategier i skolen, lyder det i bogen.

Grundopstillingen er, at læreren altid har det endelige og fulde ansvar. Og at barnet/den unge altid vil det gode, hvis det kan. Kernen er, at ”Bag en umiddelbart destruktiv adfærd” … ligger ”det desperate forsøg på at bevare selvkontrol”. Eleven ”vil det gode”. Det gentages tilbagevendende igennem bogen. Det bliver dog på intet tidspunkt nævnt eller diskuteret, hvad det gode er. 

I skolen og klasseværelset må man antage, at indgriben uden overgreb, tilrettevisning og vejledning er en del af hverdagens samvær. Derfor er ’zig zag-ture’ (at lære at vente på sin tur, og fornemmelsen af at blive bestemt over) ”almen ordentlig opførsel”. Men den er ikke mindst vigtige dele af den demokratiske dannelse, som skolen er forpligtet på.

Bogen tilbyder forskellige refleksionsspørgsmål og øvelser, som med fordel kan sættes på dagsordenen på teammøder og personalemøder. Ved at koble Low Arousal til Marie Meo-metoden giver forfatteren konkrete bud på, hvordan man som professionel kan håndtere, evaluere og forandre konflikter. Således tilføres tilspidsede situationer, kaos og mistrivsel et udviklingsperspektiv. Materialet gøres let tilgængeligt ved små cases. Gengivelserne af fiktive/erfarede interventioner udløser imidlertid en voldsom bølge af ord, der desværre trætter læseren.

Uenig eller enig med forfatter, menneskesyn og overensstemmelse med de faktiske vilkår giver denne bog stof til eftertanke. Temaet er desværre hyperaktuelt, og burde kunne sætte gang i mange diskussioner.

Desværre tipper bogens indhold og metode ret ofte til forenklet how to-bog med ensidig positiv verdensopfattelse. Den bygger på en noget snæver endimensionel forståelse af børn, unge og deres underviseres vilkår. Blandt andet derfor skal den læses, forstås og diskuteres.

Dato
Af
Anmeldt af Marianne Bindslev