Den professionelle lærer

I hvert fald bekymres man lidt over de startparate førsteårsstuderende, som skal igennem en lidt ubeslutsom blanding af sludrevorn cirklen om pædagogiske, filosofiske, samfundsmæssige og dannelsesmæssige emner. Herpå en vel stram akademisk ramme, hvor forfatterne anvender den vante uskik at trække omfattende referencer, afhandlinger og artikler fra litteraturlisten HELT ind i brødteksten. Meningen er vel god nok; at præsentere et emnefelt, undgå at udrede det helt, men henvise til relevante værk(er).

Måske overvurderer forfatterne de unge professions-studenters parathed til at gå til et bibliotekstungt emnekatalog af viden om pædagogik og lærerprofession? Måske prøver man at balancerer tyngden ved at skrive relativt let og venligt, nærmest introducerende – men så heller ikke mere.

Resultatet bliver en slags ”noget om”-introduktion, som herværende anmelder og underviser gennem 40 år godt kan genkende, og som her er tilføjet mere, men egentlig ikke mere nyt?

Diskussioner af læreren som ”lærer-person” eller ”fag-person” har stået på i hvert fald siden den blå betænkning i 1960, hvor man introducerede et opgør med den mere fagligt og målstyrede undervisning i 1958. Siden har skolens – og dermed lærerens – selvforståelse slået en del sving. Det er en god ambition af Böwadt og Rasmussen at ville rammesætte de mange modstridende retninger i lærerens virke. Og hvis ikke bogen står alene, men suppleres af regulære scenarier og læringsforløb, kan det måske virke.