Den eksistentielle virkelighed

Knapt hundrede år før skrev Heidegger om det unikke ved menneskets eksistens, at:

“… kun mennesket eksisterer. Træet er, men det eksisterer ikke (…). Menneskets eksistentielle væsen er grunden til, at mennesket kan forstille sig noget (…) og have bevidsthed om det forestillede”.

Af de ovennævnte udtalelser kan man således uddrage, at mennesket er et handlende og tænkende væsen. Det er altid ude på noget, kunne man sige. Eller, som Rukov fortsætter, “bruger det film og teater til at forstå sig selv, så man bedre kan handle i og forstå den verden, man deler med andre”.  Det er denne verden, “som denne bog vil udforske”.

Målet for udgivelsen er, skriver forfatteren Johannes Fibiger, “ at udforske hvordan litteraturen har skabt og gengivet verdener, der sætter eksistentielle erfaringer og grundvilkår på form”.

Bogen er altså skrevet med to udtrykte forståelser af menneskets vilkår - et litteraturhistorisk og et filosofihistorisk.  Og man kunne tilføje “vesteuropæisk”. Som det fremgår af indholdsfortegnelsen giver denne bogs tekst indblik og oplysninger om seks tilgange til  bogens emne, den eksistentielle virkelighed:

• Stadier på livets vej - Søren Kierkegaard.
• Realitetssans og virkelighedstab - Heidegger, Arendt, Freud, Taylor og Camus.
• Hinsides godt og ondt - Nietzsches, Sartre og Løgstrup.
• Singulariteternes samfund - køn, identitet og identitetspolitik.
• Det antropocæne - klima, teknologi og eksistens.
• Eksistensfilosofiens historie. 

I umiddelbar forlængelse af teorien i hvert kapitel følger uddrag fra litteraturhistorien med eksempler fra forskellige perioder og genrer. “Målet er at forstå noget om, hvordan litteratur fungerer, både i forhold til at gengive og fortolke menneskelige erfaringer. For læseren tilføjer den døde tekst liv, og denne proces er meningsgivende”, skriver forfatteren (s. 7).

Men som læser kan man nemt komme til at føle sig lidt fortabt.  Emnet for bogen er stort og komplekst, men dog i detaljen genkendeligt for alle, da det jo netop er menneskelige vilkår, der er stoffet.  Forfatteren har imidlertid en kedelig vane med – via teorien – at drage konklusioner på læserens vegne.  Hvad der er nemt eller svært forståeligt, og hvad der giver mening for den enkelte. Det er en uskik - især når platformen er filosofisk, som jo i sin essens er polemisk.

Derved kommer litteratursporet imidlertid til at fremstå som bogens stærkeste bidrag. Teoridelen kan naturligvis ikke undværes, men den får her ikke den åbne, inviterende tilgængelighed, som både elever og underviser kunne nyde godt af. 

Sprog, læsbarhed og skrivekunst varierer betydeligt i den samlede tekst.  Indimellem kammer det helt over. Eksempelvis her: “ Søren Kierkegaard er helt med på, at objektivitet er både godt og

nyttigt i naturvidenskaben” (Side 19). Og Simone de Beauvoirs tese om, hvorvidt man fødes med sit køn, eller om kønnet er en konstruktion, får denne her med på vejen på side 133. ”(…) forstået på den måde, at man ikke skal finde sig i den (selv)undertrykkelse, kulturen har påført kvinder.”

 “Den eksistentielle virkelighed” er rettet mod undervisning i dansk og filosofi på ungdomsuddannelserne.  I sådanne sammenhænge vil der sandsynligvis være stor variation i interesser, livserfaring og mod til at beskæftige sig med livets store spørgsmål i undervisningen.  Det matcher denne bog udmærket, da der er tekster og emner i mange sværhedsgrader.

Eksistens og liv har betydning for alle levende væsner, så denne bog kan være relevant i næsten alle sammenhænge og miljøer, hvor mennesker mødes og tuner ind på at forstå deres liv og eksistens og finde mening.