117 fif formler og forslag til pædagogisk praksis
Målgruppen er undervisere i mange forskellige sammenhænge. ”Det kan være (til) elever på ungdomsuddannelse, kursister i folkeoplysningen, deltagere på en højskole og mange andre.”
Bogens tre forfattere er selv garvede undervisere, og det skinner tydeligt igennem i både form og indhold. På den gode måde. Som læser får man hurtigt fornemmelsen af, at forfatterne har visket tavlen ren. Med en ny blank side opstiller de en arena for 117 bud på, hvordan undervisning kan lykkes med et frugtbart resultat. “… hvem er den gode underviser? Og hvad er den gode praksis?” er spørgsmål, læseren møder allerede på første side.
Det er disse to arke-spørgsmål, der tydeligvis ligger til grund for forfatternes egne undersøgelser, teorier og praktiske erfaringer i forskellige pædagogiske miljøer. Et par vigtige præmisser bliver slået fast fra begyndelsen.
Pædagogik er en forandringsproces. Undervisning har altid en indbygget asymmetri. To eller flere parter, hvoraf den ene ved mere end den anden. Man kunne tilføje “ved noget andet”. Underviserens rolle er at bidrage til både at formidle, inspirere, vejlede OG at tage ansvar for at fastholde læreprocessen.
Om engagementet som drivkraft skriver forfatterne: “At blive optaget af det, der foregår på holdene – at eksperimentere og opleve – giver engagement for underviseren og for deltagerne”.
Bogen er bygget op af seks kapitler, der hver tager udgangspunkt i faser af læringssituationen. Læseren opfordres til at læse bogen cirkulært – altså som en brugsbog, der kan tages frem til inspiration og lægges væk – alt efter behov.
De seks kapitler handler imidlertid om:
- Starten på et undervisningsforløb
- Fastholdelse. “Skrive ned, registrere og finde egne værdier”
- Kommunikation. Aktiviteter, hvor der arbejdes med kommunikation og kropssprog
- Primært skrivning som kreativ proces. Udvikling af fortællinger. Konstruktivt arbejde med kritik og konflikt
- Spil og lege “… Der kan fungere som intermezzoer og energizere” i undervisningen
- 16 aktiviteter til at runde pædagogiske forløb af: oplæg, evaluering og afslutningsaktiviteter.
Efter to nærlæsninger af denne udgivelse sidder anmelderen her med status af et overordentlig vel gennemarbejdet og gennemtænkt materiale. Sproget er usædvanlig varieret og spænder fra hverdagsdansk, slang, ordsprog, pædagogiske fagudtryk og til bibelcitater. Et modigt terningekast.
“117 formler og forslag til pædagogisk praksis” kan alt i alt absolut anbefales. Udover den umiddelbare inspiration til brug i det pædagogiske arbejde bærer den i sig selv – efter undertegnedes vurdering – et yderligere perspektiv. Er lyst, energi og nysgerrigheden til stedet, er der adskillige anslag, der kan bane vej for mere disput og udviklingsarbejde. Som eksempel kan nævnes:
I afsnittet om kritik og konflikt anbefaler bogen en slags “sandwichmodel”, når der skal udtrykkes negativ kritik. Sig noget godt, herefter den negative kritik, og så noget pænt igen. Det lyder som postmoderne manipulation, og hvilke brud skaber DET i kommunikationen?
I afsnittet om sprogspil hedder det “… den sene Wittgenstein siger”. Aha! Hvem var han? Og hvad med den tidlige Wittgenstein? Hvad skete der, inden han blev “sen”?
Bogens format er alt for stort til, at den kan ligge i lommen eller håndtasken. Den har imidlertid absolut plads på lærerbiblioteket eller hjemmearbejdsplads.
Relaterede anmeldelser
Læsningens drivkræfter
