Bogen Unges medbestemmelse og samfundsdeltagelse

Unges medbestemmelse og samfundsdeltagelse - tendenser, udfordringer og opmærksomhedspunkter

Forfatter
Maria Bruselius-Jensen og Anne Mette W. Nielsen (red.).
Forlag
Frydenlund Academic
Antal sider
240
Pris
299,95 kroner
Bogen får
I ’Unges medbestemmelse og samfundsdeltagelse’ samles ti danske og internationale bidrag, der belyser unges deltagelsesmuligheder. Fra forskellige vinkler analyserer de, hvordan vi kan forstå unges deltagelse.

Og samtidig stiller de skarpt på de betingelser og samfundsmæssige diskurser, der gælder for unge i samtidens Europa. 

Med denne indledning præsenterer forlaget bogens indhold, form og sværhedsgrad.

Videre hedder det i indledningen: “… ungedeltagelse er et fænomen i hastig forandring, hvorfor det er vigtigt at blive ved med at udfordre og undersøge”. Og i forordet udtrykker redaktionen ønske om, at “…. antologiens opmærksomhedspointer og nye læsninger af unges samfundsmæssige muligheder for deltagelse vil kunne inspirere sådanne fremtidige forskningsblikke”.

Med dette fromme ønske in mente er det jo normal praksis at respektere forfatter og redaktør og derfor tilrettelægge sin læsning af bogen fra en ende af. Ingen tvivl om, at læseren med denne bog får, hvad han eller hun køber. Gedigen, relevant og gennembearbejdet forskning på flere planer.

I bagklogskabens lys kan anmelderen her imidlertid anbefale at begynde med kapitel 4. Jonas Lieberkinds bidrag “Fra ideologisk til strategisk engagement”. Forfatterens tese er “at unges samfundsengagement er ved at ændre sig fra et ideologisk til et strategisk engagement”. I kapitlet undersøges og diskuteres unges indstilling til politisk engagement samt nye og anderledes former for organisering og forståelse for, hvordan både samfundsskabte og personlige vilkår kan forandres og udvikles.

Efter grundig læsning og ny indsigt fra Lieberkinds bidrag sidder læseren tilbage med en solid rammesat arena for at læse og bearbejde de øvrige kapitler.

Hele bogens tekst er på højt sprogligt og begrebsligt niveau. Baseret på viden, forskning og lærde menneskers tolkning og forståelse. De ti forfattere leverer vægtige og engagerede bidrag. Tydelige, men aldrig skråsikre. Det sker i overensstemmelse med akademisk forskning, men ikke enkeltvis polemisk. Alligevel inspirerer bogen så heldigvis til diskussion og almene pædagogiske betragtninger.

Perspektivet er både geografisk lokalt og internationalt. Helt i tidens ånd, men trods det, at FN’s Børnekonvention får hele æren, er det værd at huske den danske skolehistorie. “Åndsfrihed, ligeværd og demokrati” er idealet for al undervisning i Danmark. En levende illustration af, hvad organiseret, solidarisk, oplyst medborgerskab kan føre til.

Forlag og forfattere peger selv på bogens tværgående fokus som forståelse af deltagelse, deltagelsens former, nye former for lighed i unges deltagelse og nye samspilsformer i faciliteringen af unges deltagelse. Og mange forskellige vil kunne få gavn og fornøjelse af denne udgivelse: Politikere, i uddrag også politi og forvaltning og selvfølgelig – også i uddrag og bearbejdet form – de voksne i ungdomsuddannelserne.

Ved første øjekast kan teksten forekomme både lidt højtragende og tør. Men emnet er så vigtigt for hele samfundet og bogen så velskrevet, at al eventuel modstand falder, når man er i gang – (og husker rådet om at begynde med kapitel 4). De mange indforståede begreber og fagsprog kan med stor fordel komme en tur igennem en gang udrensning/omformulering uden at tabe i værdi.

Udgivelsen er grå i grå med blyant, og flere steder med minimal skrift. Det virker naturligvis diskret og ikke prangende, men læsevenligt er det ikke. Kom igen, Frydenlund, og find gerne knappen med farver og “skrifttyper” frem.

Dato
Af
Anmeldt af Marianne Bindslev