Verdenshistorisk overblik
Når man ser på reolen med tidligere årtiers udgivelser om verdenshistorien, er de på 300-400 sider og nogle endda i flere bind, er man på forhånd lidt negativ.
Efterhånden som jeg kom bogen igennem, måtte jeg dog overgive mig: Dette er ganske enkelt en fremragende bog, som giver det lovede overblik – både i tekst og billeder.
Inddelingen af stoffet er enkel, næsten banal:
- Tiden før år 500
- Tiden mellem år 500 og 1500
- Tiden mellem år 1500 og 1900
- Tiden efter år 1900.
Hvert af disse kapitler består af fem afsnit, som tilsammen binder det ellers noget uoverskuelige stof fint sammen.
Der må ligge et stort arbejde med at få afsnittene til at være næsten lige lange, men det er lykkedes uden at miste hverken overblik eller de enkelte begivenheder og forhold. Rent sprogligt må forfatterne have arbejdet meget omhyggeligt. Læseren opfatter ikke nogen mærkbar forskel mellem de to forfattere.
Det lykkedes også flot at bevare det globale perspektiv - med fin balance mellem europæiske og ikke-europæiske forhold.
En helt særlig styrke ved bogen er de talrige velvalgte og repræsentative fotografier, som alle vil være yderst brugbare i både undervisning og ved eventuel eksamen.
Det hele bindes flot sammen med et særdeles let forståeligt sprog samt gode og brugbare forklaringer af tekniske fagord.
Det allerbedste element ved bogen er dog de talrige landkort - både over større geografiske områder og ved begrænsede emner som for eksempel ’Osmannerriget’ side 94.
For denne anmelder er der ingen tvivl om, at denne beskedne bog vil blive brugt i talrige faglige sammenhænge i samtlige ungdomsuddannelser og på KVU - også ved tværfaglige projekter og ved forberedelse af studierejser.
Man mærker ganske tydeligt de to forfatteres erfaring fra gymnasieskolen - måske hjulpet lidt på vej af en stram styring af forlagskonsulent? Systime skal roses for at støtte en noget speciel udgivelse. Men forfatterne skal roses særdeles meget for en helt igennem solid præstation både sprogligt, på billedsiden og det nødvendige komprimerede sprog. Imponerende gjort!