Vejen til folkedrab - Før, under og efter Holocaust
Som læser skal man være en total ufølsom person, hvis man ikke bliver påvirket af både fremstillingen af folkedrab og af de yderst relevante fotografier. Hvert foto fortæller sin egen gribende historie om forfulgte folk eller voldelige overgreb på både voksne og børn.
Det er afgørende vigtigt at rose de to forfattere for et meget flydende sprog med relevante formuleringer, som vel at mærke ikke lefler for bogens målgruppe, som er unge mennesker.
Bogens nedtonede formuleringer om yderst følsomme emner – og vel at bemærke ikke fordømmende formuleringer – bevirker, at man som læser konstant lader tankerne løbe.
Men hvorfor beskæftige sig med dette tema? Fordi begrebet ’Holocaust’ og andre folkedrab i 2022 blev optaget som læreplansmål i historiefaget på ungdomsuddannelserne og i grundskolen. Gennem historien er sket talrige folkedrab, som både er forskellige og alligevel ens. Og, som nævnt i bogens indledning, er et fællestræk for folkedrab, at ofrene forfølges på grund af noget, de er – ikke noget, de gør. Ofte tilhører de en bestemt gruppe, som udpeges som fjender, der skal fjernes helt fra samfundet.
Et andet fællestræk er, at mange af de samme mekanismer gør sig gældende på tværs af folkedrabene. Ofrene udgrænses, dehumaniseres, forfølges og udryddes.
Gennem 20 kapitler fører forfatterne læserne godt og grundigt rundt i begrebet folkedrab både i form af udryddelseslejre, særlige militære grupperinger, diverse politiske ideologier, civil modstand, juridiske opgør og meget andet.
Hele bogen igennem møder læseren et sobert og nøgternt sprog, som på den ene side beskriver forholdene enkelt og uden sminke, og på den anden side i afdæmpet form ganske klart tager afstand fra det beskrevne. Dermed holder forfatterne en yderst svær, men i dette tilfælde særdeles flot balance.
På forbilledlig vis har forfatterne sørget for en glimrende liste med de citerede passager, en fyldig kildeliste, tilsvarende fotoliste og endelig et meget anvendeligt stikordsregister. Det højner også bogens værdi.
Som næsten altid ved udgivelser af Forlaget Columbus ledsages den trykte bog af omfattende materiale på hjemmesiden med inspiration til undervisningsforløb, modulplaner plus øvelser og opgaver til de enkelte kapitler. Derfor skal forlaget roses for en forbilledlig udgave til et ellers nærmest helt ukendt tema. Endelig fortjener de to forfattere ubetinget ros for at turde lave denne bog – og ikke mindst i sådan en flot kvalitet!