Bogomslag

Stav & Læs – med AI

Forfatter
Af Monica Irene Krarup Olesen
Forlag
Dansk Psykologisk Forlag
Antal sider
353
Pris
800 kroner
Bogen får
’Stav & Læs – med AI’ er en ordentlig moppedreng på godt 353 A4-sider. Yes, A4-sider. Det betyder, kære lærerkolleger, at den er velegnet til kopiering. Og det er slet ikke et fy-ord i bogen, der, udover velstrukturerede ugeplaner, indeholder kopiark lige til at smide i maskinen og klippe ud. Tak for det, Monica

Bogen er skrevet med henblik på ordblinde unge og voksne. Den er opdelt i 12 kapitler, der er tiltænkt 12 ugers undervisning. Gennem ugerne introduceres eleverne for forskellige fokusområder i skrive-, stave- og afkodningsstrategier, så de følger en relevant progression.  Hver uge indeholder en grundig gennemgang til lærerne, links og QR-koder til bedre forståelse samt grafiske illustrationer og kopiark. Dét er kort sagt enhver lærers drøm.

’Stav & Læs – med AI’ er nærmest opstillet som et manuskript til en underviser, der måske ikke er nær så tryg ved AI/digital brug: ”Nu skal I starte med at åbne Edge-browseren på jeres computer og åbne Copilot (…)”, ”Læreren finder Copilot på sin computer og deler skærmen” er blot få eksempler på den nærmest overdrevne stilladsering. 

I samme ombæring kan der læses mulige elevsvar og eksempel på lærerens respons på disse: ”Yes! Så hvordan kan vi få det skrevet ind i prompten”? Den del er måske liiidt for konkret for mig, og jeg synes, det vanskeliggør muligheden for at bruge bogen som opslagsværk. Men nu er det heller ikke kun mig, der skal omkring bogen. Og jeg er ikke i tvivl om, at det kan være en stor hjælp til den del af kollegerne, der måske føler, at de skal til at bevæge sig ud på dybt vand. 

Forfatteren påpeger i forordet, at man blot kan benytte den som inspiration. Det giver god mening, for i en hverdag, hvor AI fylder mere og mere, giver det absolut mening at implementere det og finde gode muligheder for, hvordan prompting kan afhjælpe udfordringer.

’Stav & Læs – med AI’ tager udgangspunkt i forskning om stave- og afkodningsstrategier i skrivning, hvor brug af AI bliver benyttet i forhold til skriveprocessen. Dermed giver det god mening at finde inspiration i, hvordan man kan finde kvalitet i brugen, når der for eksempel skal arbejdes med lydrette ord eller konsonantklynger. Og det er netop den del, jeg vil benytte den til. Altså som inspiration. 

Helt ærligt kan ugeopdelingen være en smule problematisk. Jeg finder det personligt vanskeligt at finde tre måneder, hvor jeg slavisk kan gennemgå en bog. Især i voksenundervisningen skal vi være omstillingsparate nok til at kunne gribe pludselige indfald, andre forudsætninger, dvæle eller ile videre.

Gennem bogens materiale er det tydeligt, at den er udviklet til voksne. Emnerne er enormt relevante for vores målgruppe, og jeg kan sagtens se en stor del af vores elever i øvelserne. Jeg er vild med, at den både kræver digitale færdigheder og har fysiske øvelser. Dermed kan vi nå en bredere gruppe og helt konkret hjælpe dem med at bruge AI – herunder udvikle prompts, som kan gavne de voksne i hverdagen.

Dato
Af
Anmeldt af Henriette Borup