Samfundsstatistik 2021
“Samfundsstatistik har mange brugere. En vigtig gruppe i den sammenhæng er lærerne på ungdomsuddannelserne”, skriver redaktørerne. Det er specielt til denne gruppe, teksten henvender sig. “Samfundsstatistik” omfatter de fleste af de temaer, der indgår i pensum i samfundsfag.
Bogen indeholder 21 kapitler, der dækker følgende:
- Et årstema om valg og vælgeradfærd i Danmark og USA med tilhørende opgaver
- Tabeller og figurer fordelt på emner
- En oversigt med de seneste års vigtigste økonomiske og politiske begivenheder samt
- Minilex.
Der findes tre typer af opgaver i denne samling: øvelsesopgaver, databehandlingsopgaver og diskussionsopgaver. Den gode, afprøvede model for indlæring og oplysning, hvor alle kan være med. Her er øvelser i enkel og grundlæggende brug af statistik med fokus på at kunne “læse, forstå og gengive indholdet af statistikker”. Bearbejdning og behandling af det indsamlede materiale. “…. Optræne elevernes evne til at påvise faglige sammenhænge og udviklingstendenser” (citat fra læreplanen for samfundsfag på A-niveau).
Tredje type opgaver er diskussionsopgaver. Diskussionerne tænkes at være i små eller store grupper, hvor det bearbejdede materiale bruges til at underbygge faglige argumenter og synspunkter. Som vejledning til læreren er alle opgaver forsynet med piktogram:
På syv sider kan læses en oversigt over de vigtigste politiske og økonomiske begivenheder, inden for de områder, som bogen dækker. Hovedvægten er lagt på de love, der er blevet vedtaget. Datoen for tredje behandling af lovforslag er medtaget. Således bliver det også tydeligt, at den demokratiske proces kræver tid og omhu. Tilsammen gør oversigten det overkommeligt for eleven at orientere sig i det politiske landskab.
Bogens Minilex skal fremhæves. Det adskiller sig på flere måder stærkt fra de gængse “ordforklaringer”. Her er korte, præcise og meningsfulde bidrag til at forstå udvalgte emner inden for teksternes tema. Også her er der tidsangivelser. Ikke før set i lignende sammenhæng. For eksempel “sygeplejerskerne går i konflikt. 16.april 2020”. Herefter forklaring, som den officielt lød på det tidspunkt.
Andetsteds “opholdskrav for ret til arbejdsløshedsdagpenge. 27.december 2018. Ved afstemning i Folketinget var fordelingen af stemmer (…) ”. Det medvirker til, at stoffet bliver elementært spændende og interessant at gå i lag med.
De sidste to sider af “Samfundsstatistik 2021” udgør Index til opslag på tabeller, tekster og emner.
Alt i alt har denne bogs tre redaktører formået at formidle statistik og historiske forløb, så materialet virker både tilgængeligt og seriøst. Befriende renset for alle forsøg på at fremlægge stoffet unødigt forenklet og smart.
På samfundsstatistik.dk findes supplerende materiale til det trykte hæfte.