Sådan er det bare!
“Denne bog handler om viden og dens modsætninger, herunder den uvidenhed, fortrængning og benægtelse, som er kendetegnende for den fælles dialog i det danske samfund i 2010-erne”. Sådan indleder forfatteren selv og fortsætter: “Hensigten med bogen er at give et reflekteret bud på, hvad der sker med Danmarks forhold til landets minoriteter i disse år (…) Jeg vil med denne bog ud på den anden side af politiske kommentatorer samt politikeres og journalisters forenklinger og ligegyldigheder”.
Så er tonen slået an, og herefter følger i den usædvanlig stofmættede tekst betragtninger, informationer, diskussion, eksempler “fra det virkelige liv”, henvisninger til egen og andres forskning med meget mere.
Temaet er “- antropologiske perspektiver på oplevelser og reaktioner på racialisering i Danmark” (forlagets præsentation).
Forfatterens ønske og forventning er, “at der introduceres lidt flere alvorlige diskussioner i de danske nyhedsmedier og sociale medier (…) da det er en del af det menneskelige instinkt at søge en dybere mening med livet” (side 21). Det er store ord og fromme ønsker på læserens vegne.
Taktisk/pædagogisk fornuftigt møder forfatteren sit publikum på hjemmebane. Anekdoten om EUs harmonisering af agurkers størrelse og form er velkendt. Peter Hervik nærlæste direktivet og bruger det nu som eksempel på, hvordan uvidenhed, fortrængninger og gentagelse af usandheder påvirker vores handlinger og holdninger. Kravet om agurke-harmonisering kom faktisk fra Danmark og ikke fra EU. “Holdningsprægede debatter medvirker til at skabe myter og påvirker måden samfundsrelevante sager håndteres på.”
På samme måde forholder det sig i følge Peter Hervik med “ majoritetsdanskernes og det officielle Danmarks forhold til etniske minoriteter. Ved at skære alle mellemregninger væk og forenkle problemet bliver det mere fordøjeligt for menigmand.
I de følgende ti kapitler kommer forfatter og læser vidt omkring i temaet “racialisering i Danmark”. Bogen illustrerer til fulde Peter Herviks store viden og ivrige, seriøse engagement. Forfatterens oprigtige ønsker om at bidrage til en nuancering af samfundsdebatten reflekteres tydeligt og smittende fra først til sidst.
Det virker på godt og ondt forførende på læseren. Men derfor skal læseren jo ikke “tabe hovedet” – tværtimod skal dømmekraften skærpes.
Peter Hervik skriver selv: “Hele det demokratiske fundament skrider i den manglende interesse i reel viden (…) almindelige menneskers samtaler er stærkt præget af moralsk stillingtagen”. Forfatteren leverer selv stof, der udfordrer den kritiske, oplyste læser. Blandt andet med eksempler på racialisering i Danmark. Men er de det? Det netop kan og skal diskuteres:
Her henvises først til en meget omtalt forbrydelse på Bornholm. To lokale brødre blev dømt for vold med døden følge. Offeret havde dansk-tanzanisk baggrund. Men enhver kan google og se, at der ikke kunne påvises noget racistisk had-motiv.
Et andet velkendt og tydeligt eksempel på både formindhold, men også ordvalg og sprogets betydning for forståelse og debat, er de såkaldte “Muhammad-tegninger” (2005). Det omtales flere gange som “Muhammad-fadæsen”. Fadæsen? Den medførte trods alt både afbrænding af Dannebrog, diplomatiske kriser, mordtrusler og flere andre uønskede og voldsomme reaktioner. Hvorfor disse knæfald for misinformation og uvidenhed? – ”den næststørste risiko for samfundet” (P.H.s eget citat side 17).
Af bogens kapitler kan blandt andet nævnes: Agnotologi – studiet af strategisk uvidenhed, Nynationalisme, Den danske antiracisme og Fra reel viden som argument til “mavefornemmelser”.
Sidst i bogen er en særdeles fyldig litteraturliste. Enkel og overskuelig, så man selv kan finde kilder til yderligere læsning.
“Sådan er det bare!” er så kompakt og stof-mættet, at den næsten virker som en slags “bogen om det hele”. Den fremstår som en uudtømmelig kilde til diskussion, verbal kappestrid og ny indsigt. Emner, der springer direkte frem af teksten, er for eksempel: Køn, identitet og magtforhold, Forståelse af racismebegrebet og Myter om magt og racisme.
De enkelte temaer i bogen er genkendelige på tværs af køn, alder og uddannelse. Men udbyttet af læsningen nyder godt af at have teorier af både Michel Fouceault, Pierre Bordieu og Søren Kierkegaard i frisk erindring.
Relaterede anmeldelser
Læsningens drivkræfter
