Forside af bogen

Reflekterende praktikvejledning

Forfatter
Ole Løw
Forlag
Akademisk Forlag
Antal sider
166
Pris
289 kroner
Bogen får
Reflekterende praktikvejledning - Professionelle hjælpesamtaler i pædagogiske kontekster

’Reflekterende praktikvejledning’ er, med forfatterens egne ord. “ … skrevet til lærere, skolepædagoger, praktikvejledere, uddannelseslærere og lærer- og pædagogstuderende, til studerende på de pædagogiske diplomuddannelser, samt til alle, der interesserer sig for eller arbejder med vejledning eller andre former for professionelle hjælpesamtaler.” Sådan.

I forordet står også, at intentionen er at præsentere nogle vigtige indsigter og færdigheder for de hjælpere (herunder vejledere), der ønsker at udvikle deres vejledningsrepertoire for derigennem at kvalificere deres praksis” i konteksten skole og uddannelse.

Umiddelbart efter den fyldige indholdsfortegnelse, men før brødteksten, præsenteres bogens to overordnede afsnit klart og præcist. Det bliver således muligt for læseren at navigere i hele bogen efter lyst og behov.

Første del introducerer de fire mest relevante former for hjælpesamtaler, nemlig: rådgivning, vejledning, supervision og sparring. I denne første del behandles viden, erfaring og overvejelser om selve samtale relationen. Der rundes af med forslag til øvelser.

I anden del af bogen drøftes vejledningens positioner og processer … ”tilhørende syv forskellige modeller”. Anden del rundes også af med forslag til øvelser.

Efter hvert kapitel er henvisning til yderligere læsning.

Uanset i hvilken form den professionelle hjælpesamtale gennemføres, vil relationen altid bygge på forskelle i myndighed, viden, erfaring og mål for dette mellemværende. Så meget desto stærkere og nødvendigt lyser ikke mindst bogens kapitel to og tre op: ’Vejledningsrelationen - kontakt, kontekst og måder at forholde sig på’, ’Vejlederens kommunikative redskaber og færdigheder’.

Som i bogens øvrige kapitler bliver læseren ført med (kærlighedens) ’stærke arm’. Læseren puffes, skubbes, lokkes, manipuleres, inviteres, fristes, men først og fremmest inspireres og oplyses om både form, faldgruber og bud på udviklingsperspektiver i bogens tema.

Ved første møde med denne grundige behandling af emnet ’Professionelle hjælpesamtaler’, er det flere gange nærliggende at konkludere, at “… jamen, det siger da sig selv’. For eksempel ved gennemgang af begrebet vejledningssløjfe på side 112. På dette sted af læsningen er det dog klart for den engagerede læser, at denne skarpe og stramme struktur er en vigtig del af bogens styrke. Ved at skærpe formuleringen af overvejelser og reflektion øges plads og rum til den egentlige vejledning.

Et eksempel er idealudgaven af et vejledningsforløb.

  • Forberedelse af vejledning og skrivning af vejledningsgrundlag.
  • Vejledning før undervisningen - såkaldt før-vejledning.
  • Gennemførelse af undervisning og observationer.
  • Vejledning af undervisningen og evaluering af hele vejledningssløjfen.
  • Eventuelt efterbehandling af praktik erfaringer.

’Reflekterende praktikvejledning’ får den bedste anbefaling. Reflektion, vejledning og krav om procesbeskrivelser i arbejde og studier indtager en voksende rolle i moderne tid. Derfor kan det være berigende at fordybe sig i emnet med denne bog og selv være del af et sådant samarbejde.

Dato
Af
Anmeldt af Marianne Bindslev