PESTENS TID – sygdom, samfund og behandling, 1100-1711
Det er ikke pesten, men pestens TID, som Kristian Brøndum har fokus på i den tætskrevne og fagtætte udgivelse fra Columbus. Biokemien eller den lægefaglige vinkel er ikke med, og det er egentlig lidt synd, for turen rundt om Yersinia pestis – som den lille gram-negative bakterie hedder – er både spændende, velskrevet og omfatter religionsforståelse, alkymi, antropologi, sociologi og flere andre «fænomenologiske» tilgange til Den Sorte Død, Den store pestilens, og hvad det meget lidt kære barn ellers er kaldt.
Over fem kapitler går Brøndum både kronologisk og tematisk til værks og springer i det omfattende emnekatalog, som knytter sig til forståelse af det Europæiske traume, som pesten ret beset er. Indtil for få år siden har der været skrevet relativt lidt om den, men nu er den aktuelt «boostet» med coronapandemien. Hvert kapitel har sit overordnede tema – religionen, samfundsstrukturerne, folkevidenskaben, astrologien – men fastholder pesten som rød tråd. Det giver mulighed for at læse de enkelte kapitler separat og autonomt. Helt fint.
Kildelister og billedlister er med og gode. Især billederne kunne godt have fået lidt mere plads på siderne. Brøndum vil gerne have meget med, og det koster desværre i downsizing. Men altså – med billedlisten kan læser eller lærer fint finde lysstærke og gode skærmversioner af rigtigt mange billeder. Også et fremragende index er med, hvis læseren lige vil omkring, hvad en bartskærer er, eller hvem ham der Paracelsus var?
Tidligere værker på dansk om samme emne har hyppigt behandlet «den senmiddelalderlige agrarkrise» - altså den markant faldende landsbrugsproduktion, der fulgte de massive dødsfald. Brøndum undgår stort set emnet, og det er i sig selv en nytænkning af aspekter omkring pesten. Der er – hvis man behandler pesten i en europæisk kontekst – masser af kildemateriale til helt nye vinkler.
Forfatteren vil ha’ meget med, men overkommer det. Det vil så være relevante lærere på ungdomsuddannelserne, der skal sortere, tematisere og især udvælge på de mange vinkler. Fagligt komplekst temabehandling og helt på niveau A eller B.