Bogen Ny udsathed i ungdomsliver

Ny udsathed i ungdomslivet – 11 forskere om den stigende mistrivsel blandt unge

Forfatter
Anne Görlich m.fl.
Forlag
Hans Reitzels Forlag
Antal sider
262
Pris
250 kroner
Bogen får
Flere og flere danskere har "ondt i livet" eller trives dårligt – også børn og unge. Tilsvarende møder vi i undervisningssektoren stadigt flere elever og studerende, som i større eller mindre grad er præget af såkaldt mistrivsel, som kan komme til udtryk på talrige forskellige måder.

Denne lille – nærmest beskedne – bog rummer en lang række synspunkter og erfaringer med den slags forhold og udfordringer. 11 danske og udenlandske forskere giver en stribe bud på, hvordan vi kan forstå udsathed blandt unge set i lyset af aktuelle samfundsmæssige forandringer.

Derudover formulerer disse forskere meget forskellige vinkler på, hvordan man kan arbejde med at fremme de unges livsduelighed – både i privatlivet, på arbejdspladser og i uddannelsessammenhæng. 

På de tæt trykte sider formulerer forskerne essensen af deres arbejde gennem en længere årrække med begreber som mistrivsel, diagnose-eksplosion, præstationskultur, polarisering og social arv.

Et af de stærkeste afsnit i bogen er et længere interview med Morten Ejrnæs, lektor ved Aalborg Universitet, hvor han klart og tydeligt tager udgangspunkt i sentensen: "Ingen er dømt til den sociale arv". Her nævner Ejrnæs blandt andet, at især de unge kan opleve, at dette kan virke selvforstærkende. Derved kan man føle et endnu stærkere pres på sig selv – for eksempel i form af præstationspres eller direkte præstationsangst og lignende.

Et helt andet forhold er, at talrige lærere, vejledere, pædagoger og psykologer hver dag står i udfordrende situationer med unge, som viser tegn på mistrivsel.

Netop derfor henvender bogen sig primært til praktikere, som arbejder med unge, og til undervisere – herunder også kommende lærere. Bogen og ikke mindst dens mange forskellige bidrag bør dog også interessere lederne på vores uddannelsesinstitutioner, som i mange tilfælde ikke beskæftiger sig konkret med den slags forhold, og derfor ofte er mere eller mindre ukendte med problemerne.

Tilsvarende bør politiske beslutningstagere nærlæse flere af bogens koncentrerede afsnit for måske ad den vej bedre at forstå, hvorfor nogle borgere har det sådan. Men også for måske at overveje en række forbedringer til gavn for de berørte.

Dette er på ingen måde en bog til brug i undervisningen hverken på ungdomsuddannelser eller de indledende dele af videregående uddannelser. Det er heller ikke en bog, som er let at læse – og slet ikke at fordøje. Men bogen vil kunne give en række centralt placerede personer på en lang række niveauer en langt bedre baggrund for at kunne forstå begrebet "mistrivsel". 

Derfor skal forlaget Hans Reitzel have megen ros for at støtte en udgivelsen til et ellers forsømt område.

De fire forfattere, der alle har faglig baggrund inden for bogens temaer, skal roses endnu mere for en meget spændende bog med talrige inspirerende vurderinger og analyser. Simpelthen godt gået!

Dato
Af
Anmeldt af Ole Fournais