Bogen Lærerfaglige begreber

Lærerfaglige begreber - pædagogisk opslagsbog 2. Udgave

Forfatter
Steen Tommy Larsen
Forlag
Hans Reitzels forlag
Antal sider
355
Pris
240 kroner
Bogen får
Lærerfaglige begreber er en opslagsbog til læreruddannelsen, skriver forlaget. Den henvender sig først og fremmest til lærerstuderende, ja, men både form og indhold gør den til et oplagt bekendtskab for alle med interesse for undervisning, pædagogik og didaktik.

“Bogen beskriver, forklarer og diskuterer begreber og teorier fra fagene pædagogik, psykologi og didaktik”, står der i forlagets pressemeddelelse, og undertitlen “pædagogisk opslagsbog” understreger også, at bogen kan gøre nytte i flere miljøer.  Som del af et fælles fagbibliotek eller privat som en håndsrækning for den enkelte studerende.

I bogens introduktion kan læses, at “…. intentionen først og fremmest er, at den fritlægning af pædagogiske, psykologiske og didaktiske begreber, som bogen foretager, skal kunne stimulere din begavelse og interesser direkte og mærkbart”. En direkte appel til læseren om et seriøst engagement!

“De faglige begreber og diskussioner, som er i spil i bogen, udspringer i bund og grund af den samme faglige intention:  nemlig at blive klogere på, hvad undervisning er eller bør være (…)”, skriver forfatterne i bogen og det er kommentarer som denne, der vidner om, at nutidens pædagogik og skolehistorie bygger på flere hundrede års skiftende opfattelse af, hvordan menneskelig erkendelse understøttes optimalt.  Samtidig understreger den forfatterens solide ballast i både teori og praktisk undervisning.

Hvordan og hvorfor samfundet holder skole, er et endeløst, dynamisk sagsforhold. I denne bog bliver det tydeligt illustreret i viften af emner i de 39 kapitler. Hvert kapitel afsluttes med en kort liste over referencer og relevant litteratur.

Med løs hånd kan disse emner/ kapitler give appetit på at gå i gang med “Lærerfaglige begreber - pædagogisk opslagsbog”.

  • Almen didaktik – modeller
  • Klasseledelse
  • Kommunikation og konflikthåndtering
  • Sociale teknologier. 

Hvert kapitel er således opbygget efter samme, faste struktur:

  • Begreberne og teorien
  • Et eller flere grafiske udtryk
  • Begreberne i praksis
  • Aktuelle udfordringer

Som et nyttigt, sjældent og velkomment bidrag til faglitteraturen omhandler bogens sidste kapitel det uskarpe begreb, “vejledning”.  Her er delemnerne også teori og begreber, praksis og udfordringer

Som det fastslås i introduktion, er pædagogikken primat, når man taler om undervisning, opdragelse og uddannelse. Det er pædagogikken, der favner didaktikken, psykologien, antropologien, filosofien og alle øvrige fagligheder, der tilsammen udgør drivkraften i opdragelse og undervisning. 

Med den forståelse er der nok at tage fat på, når målet er at igangsætte og styrke indsigt, dannelse og livslang menneskelig udvikling.

Dato
Af
Anmeldt af Marianne Bindslev