Karriere

Forfatter
Af Rie Thomsen
Forlag
Aarhus Universitetsforlag
Antal sider
60
Pris
48 kroner
Bogen får
Det virker forfærdeligt unødvendigt og irriterende (på denne anmelder/læser), at så godt som al teori, praktiske erfaringer og løbende udfordringer er hentet fra udlandet. Øv.

"Karriere” er nummer 98 i serien Tænkepauser. Denne og de øvrige knapt 100 “Tænkepauser” er udgivet på Aarhus Universitetsforlag. Hver bog tager et udvalgt begreb under kyndig behandling, for eksempel Korruption, Drømme, Gud, Smag, Alder, Humor og meget andet – begreber, som alle er en del af vores hverdagssprog og tænkning. Det nye er, at bogens tekst tilbyder et møde mellem universitetets forskere og nysgerrige, søgende mennesker – også læsere uden akademisk baggrund.

Konceptet er hver gang det samme: Bøgerne er på 60 – små – sider, og forskerne har strenge ordrer om at udtrykke sig på almindeligt dansk.

Nærværende Tænkepause har Rie Thomsen, der er professor i karrierevejledning, som forfatter. Det virker helt i overensstemmelse med bøgernes præmis, at hun indleder med at fortælle om personlige erfaringer og valg af karriere og uddannelse.

Hurtigt præsenteres begrebet “planned happenstance”, der også oversættes til planlagt tilfældighed. Og det begreb bliver foldet ud, diskuteret og bekræftet gennem hele bogen. Godt så. Med den forståelse får vi alle en chance for at komme med bidrag – på tværs af uddannelse og herkomst. Men det virker forfærdeligt unødvendigt og irriterende (på denne anmelder/læser), at så godt som al teori, praktiske erfaringer og løbende udfordringer er hentet fra udlandet. Øv.

Siden i hvert fald 1970-erne har uddannelse og arbejdsmarkedspolitik i Danmark i stigende grad bygget på opfattelsen af, at arbejde/karriere har sin begrundelse i andet end forsørgelse.  Det vidner idealer og målsætning i både skole, videreuddannelse og personlig udvikling om. I arbejde med denne bog om karriere vil ALLE have en personlig erfaring med den åbning. Vejledning, tutorordning, praktik, MUS-samtaler, fremtidsværksteder og så videre er velkendte. Der må ligge oceaner af dokumentation og rapporter.

Bogen er inddelt i seks kapitler med følgende overskrifter:

  • Følg ikke dine drømme
  • Muligheder i horisonten
  • En konkurrence eller en rejse
  • Det hele liv
  • En tilstand af stilstand
  • En livslang karriere.

Sproget og stilen i bogen er egentlig ligetil, men der er flere skæve ytringer. For eksempel som denne på side 16: “Vi kan kun forestille os muligheder, vi kender til. Hele den verden, som ligger udenfor vores horisont, kan vi af gode grunde ikke vide noget om. En ung mand i Gellerup i Århus … ved næppe, at der findes en uddannelse til klejnsmed, mejerist eller landinspektør”.  Okay?

Og hvem er Martin Thorborg, Flemming Rosleff, psykologen Donald Super og flere andre? Er det blot name-dropning? Hvis navne og lokalitet ikke har betydning for forståelsen, så slet dem – de skaber kun forvirring som fyldetekst.

Bogens overordnede ide og tema er interessant og aktuelt. At forstå og handle ud fra, at arbejdsliv og karriere IKKE nødvendigvis er det samme, giver god mening for mange. En diskussion af begrebsparret arbejdsliv-karriere vil sandsynligvis blive modtaget som relevant og aktuelt af en del – både privatpersoner og professionelle. For mindst lige så mange kan den diskussion lyde som en udmattende katastrofe.

“Karriere” egner sig bedst som indlæg i eller oplæg til samtale eller studiekreds.

Den får to stjerner, men én oveni for konceptet.

Dato
Af
Anmeldt af Marianne Bindslev