GOD HVERDAG med ADHD, ADD og almindeligt roderi
Denne bog har en kerne af vejledning, gode råd og anvisninger til “hvad du skal gøre for at få din hverdag til at fungere. Mest af alt vil du møde forståelse og solidaritet. Ikke skældud eller løftede pegefingre”.
Ved læsning af forfatterens kommenterede huskelister og strukturer får læseren et udmærket indblik i livet med omtalte diagnoser. Hverken for børn eller voksne er løsningen tilsyneladende krav om “at tage sig sammen” eller trusler om sanktioner. I følge forfatteren kan engageret rådgivning og støtte til at vurdere egne kræfter derimod give håb og livsduelighed til de involverede. “Evnen til at belønne sig selv er ofte meget lille, og derfor er det svært at sætte sig selv i gang. Det kan også være svært at huske, hvor dejligt det er at have overstået en kedelig opgave… det er et kæmpe benspænd i forhold ril at have styr på sit liv” (side 9) og videre side 11 “Det er hårdt og slidsomt arbejde at få greb om sit voksenliv på en måde, så man kan lide sig selv”. Her kan bogen være til inspiration og direkte kopiering af ideer.
- Del 1 handler om hjælp og rutiner
- Del 2 om tid og struktur
- Del 3 om følelser og energi og
- Del 4 om økonomi.
Bogens sidste del giver information om diagnosen, medicin og behandling.
Alt i alt inspirerende, troværdigt og gennemprøvet materiale. Det må komme an på en prøve, om det er forældre, professionelle behandlere eller “den syge”, der vil kunne få gavn af at læse bogen. Indhold, sprog og form er ganske enkelt en bred vifte af informationer, oversigter og ideer i meget forskellige sværhedsgrader.
Ved læsningen er det iøjefaldende – især tydeligt i afsnittet “Bed om hjælp” – at en vigtig del af grundopstillingen er “at møde patienten”, hvor vedkommende er. “At bede om hjælp er en svær ting … At erkende, at man er sådan en, der har brug for hjælp, kan være en hård proces” (side 25).
Ja, jo, selvfølgelig…. Anmelderen her savner dog, at forfatterens nyttige og overkommelige råd og forståelser tilføjes et yderligere beåndet perspektiv. Her er masser af praktisk fornuft, forsøg på holdningsbearbejdelse og diskussion af tidens dominerende normer for rigtigt/ forkert.
Alt i alt inspirerende, troværdigt og gennemprøvet materiale, der kan anbefales. Det må komme an på en prøve, om det er forældre, professionelle behandlere og undervisere, eller “den syge”, der vil kunne få gavn af at læse bogen. Indhold, sprog og form er ganske enkelt en bred vifte af informationer, oversigter og ideer i meget forskellige sværhedsgrader.
Lad dette være en idé udsprunget af læsning af denne bog og indblikket i en gruppe menneskers livsvilkår. Et kapitel – måske en helt anden bog – om individets egen dramatisering af en hverdag som marginaliseret, “besværlig”, ude af trit med gennemsnitsdanskeren.