Engelsklærerens øvelsesbog - 66 opskrifter til en varieret undervisning

Forfatter
Af Eva Pors
Forlag
COLUMBUS
Antal sider
128
Pris
178 kroner
Bogen får
"Det er dejligt at undervise i engelsk”, skriver Eva Pors og bekender dermed kulør allerede i sit forord. Bogen med de 66 opskrifter ligner resultatet af mange års oplevelser, ideer, viden og forsøg med at gå kreativt, fornyende og især selvforvaltende til engelsk.

Niveauet ligger i folkeskolens afgangsklasser og på gymnasialt niveau.

66 opskrifter kan lyde overkommeligt, men hver enkelt opskrift har hyppigt et ideoplæg, som omfatter flere muligheder. Mange opskrifter er tillige koblet op på brug af hjemmesider, Youtube samt arbejdsark, der ligger på Columbus’ hjemmeside – praktisk under netop engelsklaerens-oevelsesbog. Der er samtaleøvelser, gruppeøvelser, øvelser for to, for flere, for dig selv.

Det hele er overordnet struktureret i seks fagspecifikke kapitler; fluency, ordforråd, grammatik, tekst og tema, værklæsning, skriftlighed.  Endelig afslutter kapitel 7 med feedback og evaluering - altså sat op som øvelser, der involverer eleverne. Læring – også under feedback.

Det er fremragende og iderigt. Denne anmelder kom til at tænke på noget så klassisk som Frk. Jensens Kogebog. De anvisende tekster i hver opskrift er koncise og velstrukturerede fra indledende ”formål” og til afsluttende ”variation og videre arbejde”.

Udover de ganske korte ”formål” er bogen strippet for pædagogisk argumentation eller forsøg på at sælge ideen. Det skal bare prøves.

Der er de nemme øvelser; listen and answer – og de mere komplekse, hvor eleverne sendes ud på nettet for at hjemhente for eksempel The Academic World List (blandt venner kendt som AWL).

Det er fremragende. Og især anbefales bogen til læreren, som skal arbejde med differentierede niveauer og med elever, som har skærmdisciplin og headset med sig.

En særlig ros til illustrator Rasmus Juul, der har begået de finurlige og venlige karikaturer på nulevende og afdøde VIP’S. Både Churchill og Moby Dick er i godt selskab. Jeg fandt ikke øvelsen; ”Check’em out”, men med Eva Pors’ accept være den hermed givet videre😉

Dato
Af
Anmeldt af Verner Lynge